Chokterapi: Fordele og ulemper ved chokterapi

Chokterapi er blevet brugt i mange hundrede år. Men er det fuldstændigt sikkert at bruge? Dette forsøger denne artikel at give et kvalificeret svar på.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Sidste ændring: 17 november, 2018

Navnet chokterapi omfatter terapier, som faktisk er ret forskellige fra hinanden. Det, de har til fælles, som navnet i sig selv antyder, er, at de har en betydelig og mærkværdig indvirkning. Vi taler om en stimulus, der kan producere reelle ændringer i klientens hjerne.

Så vidt vi ved, var de gamle grækere de første til at eksperimentere med choketerapi. Vi ved, at de brugte noget, der lignede det, vi har i dag, på folk, der var i en ophidset tilstand. Der er adskillige referencer til, at denne type angst er blevet behandlet med kvælning. Dette er det første tegn, vi ser på den kontroversielle idé om, at stærke følelsesmæssige oplevelser er i stand til at slette en tidligere, problematisk oplevelse.

Chokterapi stammer fra psykiatriens område. For det første, anlagde psykiatere insulin-chokterapi og kortisol-chokterapi. De fandt ud af, at tilsyneladende forbedrede en overdosis af disse kemiske stoffer symptomerne hos klierne, der led af alverdens mentale problemer. Denne type behandling er dog meget kontroversiel, men psykiatere gør stadig brug af dem selv i dag.

Som tiden gik, har eksperter tilføjet mange forskellige teknikker til chokterapikategorien. Disse teknikker går fra, at man skal gå på varmt kul til at skulle fortælle alle ens individuelle fejl til en offentlig forsamling. I alle tilfælde er princippet det samme. Det vil sige, at man udsætter klienten for en intens følelsesmæssig oplevelse med formålet om at fremprovokere en ændring i adfærd.

En kort fortælling om historien bag ckokterapi

Det er ikke nemt blot at vurdere chokterapiens relevans og effektivitet. Det er klart, at udsætte en person for en grænseoverskridende samt traumatisk oplevelse muliggør, at personen får en ændring i sin adfærd. Spørgsmålet ligger dog i, om denne ændring rent faktisk løser problemet, som det søger at rette op på. Hvis svaret er ja, er spørgsmålet så, om ændringen vil vare ved.

Der er mange kontroversielle aspekter ved chokterapi. Terapeuter begyndte formelt at bruge den til at behandle psykiske sygdomme i det 16. århundrede. Dog er de informationer, som skulle støtte brugen af det samt dets effektivitet, ikke pålidelige. Dette skyldes, at de mennesker, som gjorde brug af det og praktiserede chokterapi, ikke organiserede oplysningerne eller behandlede hele processen på en videnskabelig måde.

Senere lavede Ugo Cerletti, en italiensk neurolog, en ret spændende observation. Han opdagede, at hvis man satte strøm til en gris lige inden, at de skulle slagtes, oplevede han, at grisen var roligere. Dette gav ham idéen til at prøve noget lignende på mennesker.

Fordele og risici ved chokterapi

Klassisk chokterapi eksisterer stadig i dag, og det er stadig skyld i en masse kontrovers. I mange tilfælde forårsager chokterapi nemlig hjerneskade. Med denne beskadning forsvinder nogle tilstande af psykotisk angst. Ikke desto mindre er prisen i de fleste tilfælde (hvis ikke i alle) alt for høj.

Vi har dokumenterede tilfælde af chokterapi som har forårsaget permanent skade eller hjertestop. Sagt med andre ord, kan det blandt andet føre til døden. Der er også tilfælde af chokterapi, som har resulteret i, at mennesker er endt i en vegetativ tilstand efter disse indgreb.

Psykiaterer fortsætter dog med at bruge elektrochokterapi. De brugter det primært i tilfælde af meget alvorlig depression. Der er nemlig et rimeligt antal mennesker i verden, der hævder at have fået en masse positive ting ud af disse indgreb. Det er muligt, at de har ret. Det er også muligt, at klienten ser indgrebet eller behandlingen som værende en alvorlig straf. Hvilket leder til, at de afholder sig fra den adfærd, som lægen ønsker at fjerne fra deres personlighed. Under alle omstændigheder, er hele situationen stadig kontroversiel.

Chokterapi og psykologi

Nu findes der nogle chokterapier, som er mere milde og godartede. Psykologer bruger primært disse former for behandling til at behandle fobier. Metoden indebærer, at klienterne bliver direkte udsat for deres egen frygt. Psykologer presser dem til at gøre dette, men de bliver selvfølgelig ledsaget under hele oplevelsen.

Når psykologer gør brug af denne form for terapi, rapporterer deres kliener at opleve reel, ægte smerte. Før at de bliver udsat for deres frygt af deres terapeut, er de rigtig bange. Men når de står over for deres frygt og vælger ikke at løbe væk, sker det modsatte. De får en større følelse af selvsikkerhed.

Ved chokterapi er eksponeringen generelt set kun nødt til at ske en enkelt gang. Det vil sige, at én gang er nok til at få fobien til at forsvinde. Men psykologer gør dog også nogle gange brug af progressiv eksponering. Det hele afhænger af situationen.

Som med et hvert menneske, er det ike noget ”sidste ord” vedrørende emnet. I psykologien betragtes intet som værende en absolut sandhed. Hver person er unik. Hvad der virker for en person, kan være katastrofalt for en anden. Psykisk sundhedspersonale bør foretage en grundig evaluering af hver klient, der skal under behandling. Først når dette er sket, bør de ordinere chokterapi eller en anden form for terapi.