Collingridge-dilemmaet: En kontrovers om ny teknologi
Collingridge-dilemmaet er mere aktuelt i dag end nogensinde. Det blev dog først foreslået så tidligt som i 1980 af David Collingridge. Han var akademiker ved universitetet i Aston i Det Forenede Kongerige. Han udgav en bog med titlen The Social Control of Technology, hvori han præsenterede denne interessante teori.
For at forstå Collingridge-dilemmaet må man tage hensyn til, at enhver teknologisk ændring medfører fremskridt. Men i mange tilfælde skaber den også problemer af en anden art. F.eks. bragte de audiovisuelle medier nye muligheder for læring og underholdning. På den anden side mindskede det interessen for at læse.
Det samme gælder for praktisk talt alle innovationer. De bringer nogle positive fordele med sig, men de kan potentielt også skabe problemer. Ikke desto mindre er teknologien uigenkaldelig.
Når en opfindelse først er blevet indført, er det derfor vanskeligt at ændre beslutningen, selv om konsekvenserne viser sig at være alvorlige. Det er netop dette, som Collingridge-dilemmaet omhandler.
“ Når forandringer er lette, kan behovet for dem ikke forudses; når behovet for forandringer er åbenbart, er forandringerne blevet dyre, vanskelige og tidskrævende . “
-David Collingridge-
Innovation og dens konsekvenser
Mange mennesker tager udgangspunkt i den idé, at enhver innovation skal indføres med det samme, hvis den opfylder opgaven med at gøre noget enklere, hurtigere, billigere, mere effektivt eller af højere kvalitet.
Det lader til, at de ikke føler, at der er noget yderligere at diskutere. Af denne grund har nye teknologier en tendens til at blive indført noget vilkårligt.
Collingridge-dilemmaet er en opfordring til at tænke mere grundigt, især i en tid som vores, hvor innovation både er kontinuerlig og betydningsfuld. Tænk f.eks. blot på, hvordan en simpel gadget som fjernbetjeningen til tv’et har bidraget til den stillesiddende livsstil og de dermed forbundne konsekvenser.
Ingen vil benægte nytten af en mobiltelefon, men man kan heller ikke afvise, at disse apparater kan blive vanedannende og have negative konsekvenser som følge af misbrug af dem.
Desuden gør den virtuelle verden de menneskelige relationer mere usikre og reducerer antallet af personlige oplevelser, selv om den samtidig har løst visse problemer med afstand, bevægelse og hastighed.
Farlige innovationer ifølge collingridge-dilemmaet
Vi er stadig ikke sikre på de langsigtede konsekvenser af brugen af computere og mobiltelefoner. Faktisk er det for tidligt at vide det. Men de virkelige farer ved innovationer er ofte koncentreret på andre områder, f.eks. bioteknologi og neurovidenskab.
Vi kan f.eks. spørge, hvilke konsekvenser kloning af mennesker har haft, og hvad fremtiden bringer på dette område. Eller vi kunne stille spørgsmålet om, hvorvidt kunstig intelligens nogensinde vil overgå den menneskelige intelligens.
Hvis det er tilfældet, hvilke konsekvenser vil det så få? Er vi på vej mod en verden, hvor robotter vil blive vores “partnere”? Vil vi så kunne udforme vores venner og kærester efter behag?
Spørgsmålet om privatlivets fred skaber også kontroverser. Det skyldes, at det bliver mere og mere tydeligt, at vi lever i en verden, hvor privatlivets fred bliver mere og mere begrænset. Collingridge-dilemmaet henleder opmærksomheden på dette og advarer om, at når først en teknologi er blevet indført, er det yderst vanskeligt at ændre denne beslutning.
De to veje til innovation
I Collingridge-dilemmaet foreslås det, at der er to veje til innovation. Den ene er at analysere hver enkelt innovation og forsøge at forudse dens mulige negative konsekvenser. På denne måde kan store onder undgås. Det andet alternativ er at lade opfindelsen gå sin gang og så arbejde uden om dens konsekvenser, efterhånden som de opstår.
Stillet over for dette dilemma har de fleste videnskabsfolk udtalt sig ved hjælp af det såkaldte “forsigtighedsprincip”. Det betyder, at hvis de potentielle konsekvenser af en opfindelse kan være katastrofale, skal dens udvikling begrænses eller endog standses, indtil videnskabelige beviser bekræfter, at der ikke er nogen fare.
Det store spørgsmål er imidlertid, om alle videnskabsmænd vil overholde dette princip. Det er umuligt at kende svaret på dette spørgsmål.
Faktisk er der i øjeblikket en mulighed for, at videnskabsfolk snart vil udvikle teknologi til at kontrollere menneskers sind på afstand eller til at opbygge en overlegen race i et laboratorium. Vil de personer, der er ansvarlige for disse fremskridt, stoppe? Det synes tvivlsomt.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Úriz Pemán, M. J., & Idareta Goldaracena, F. (2018). La ética en las intervenciones sociales: algunos modelos de resolución de dilemas éticos. Aldaba, (42), 39–50. https://doi.org/10.5944/aldaba.42.2017.20807