Selektiv mutisme: Symptomer og behandling

Selektiv mutisme er en meget kompleks angstlidelse i barndommen, som er kendetegnet ved, at barnet ikke er i stand til at tale og kommunikere effektivt i bestemte sociale sammenhænge, f.eks. i skolen.

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Sonia Budner

Sidste ændring: 06 november, 2022

I dag vil vi tale om selektiv mutisme, en ret kompleks barndomssygdom, der er karakteriseret ved et barns manglende evne til at kommunikere effektivt i visse sociale sammenhænge. Disse børn taler i miljøer, hvor de føler sig trygge, men har store vanskeligheder med at kommunikere i andre miljøer.

Dette er en angstlidelse hos børn, hvor det sociale miljø spiller en modulerende rolle. At forholde sig til andre i miljøer, hvor de ikke føler sig trygge, f.eks. en ny skole, kan være overvældende. Som følge heraf ender mange med at udvise en total eller delvis selektiv mutisme i det pågældende miljø, graden af mutisme afhænger af barnet.

I modsætning til traumatisk mutisme, hvor barnet helt mister taleevnen efter at have oplevet en traumatisk begivenhed, mister børn med selektiv mutisme ikke helt deres evne til at tale. De kan tale og socialisere i nogle miljøer og med nogle mennesker. Deres mutisme er således en måde at undgå social angst på.

Hvordan udvikles det?

En høj procentdel af de børn, der lider af selektiv mutisme, har en genetisk disposition til angst. Det er børn, der viser tegn på alvorlig angst og ekstrem generthed fra en meget ung alder.

Statistikker viser også, at mange af dem har et temperament, der begunstiger denne ofte invaliderende tilstand. Nogle hypoteser peger på, at disse hæmmede børn tilsyneladende har en lav tærskel for amygdala-eksponerbarhed. Dette ville få dem til at fortolke begivenheder eller omstændigheder som tegn på potentiel fare, selv når de ikke er det.

Kun 20-30 procent af dem udviser nogle subtile tale-, sprog- eller indlæringsanomalier. I disse tilfælde gør den ekstra stress barnet meget mere ængstelig i situationer, hvor de skal kommunikere.

En lille del af disse børn med hæmmet temperament kommer fra tosprogede familier. Alternativt kan de have tilbragt noget tid i et fremmed land. Derfor har de været udsat for et andet sprog i deres sproglige udviklingsfase (alderen mellem to og fire år).

Adfærden hos et barn med selektiv mutisme

Det er vigtigt at påpege, at et barn med selektiv mutisme har en normal kommunikativ holdning i miljøer, som han/hun føler sig godt tilpas i. Forældre til disse børn kommenterer ofte, hvor snakkesalige, sjove, nysgerrige og endda stædige de er, når de er hjemme.

Symptomerne på selektiv mutisme

Næsten alle symptomer på selektiv mutisme i barndommen kan tilskrives angst. Nogle af dem er:

• Temperamentsmæssig hæmning. Genert og ekstremt forsigtig adfærd i nye eller ukendte situationer. De er også ofte ufleksible, humørsvingende og dominerende i hjemmet. Disse børn har et behov for kontrol og intern orden.
• Social angst. Mere end 90 procent af børn med selektiv mutisme udviser et højt niveau af social angst, på trods af at de har alderssvarende sociale færdigheder.
• Forskellige fysiske symptomer. Ud over mutisme har disse børn ofte tilbagevendende mavepine, kvalme, opkast, hovedpine, ledsmerter, åndenød, diarré og nervøsitet.
• Det er ret almindeligt for disse børn at vise et neutralt ansigtsudtryk og undgå at smile i sociale situationer, der overvælder dem. Selv deres nonverbale sprog bliver stift. De undgår øjenkontakt og virker mere interesserede i at lege alene. Nogle kan vise disse symptomer i nærvær af bestemte grupper af børn eller lærere, men de kan interagere normalt med andre.
• De kan også opleve spise-, tarm- og blæreproblemer. Der kan også forekomme følsomhed over for meget skarpt lys eller meget høje lyde.
• De kan have svært ved at blive rørt ved. Dette kan omfatte følsomhed over for tøjmærker samt følsomhed over for berøring fra andre eller over at få børstet håret. De er børn med følsomme sanser, og de er meget opmærksomme og følsomme.
• I klasseværelset har de en tendens til at isolere sig fra andre. De har svært ved at følge instruktioner og bliver let distraheret. På trods af dette er mange børn med selektiv mutisme meget intelligente og fokuserer på deres studier som en måde at undgå social interaktion på.
• Komorbid angst kan forekomme. Dette kan være i form af separationsangst, tvangstanker eller OCD, trichotillomani (hårtrækning), specifikke fobier og panikforstyrrelser.

Hvordan behandler terapeuter selektiv mutisme?

Interventionsterapier til børn, der lider af selektiv mutisme, er fokuseret på at gå fra nonverbal til verbal kommunikation. Hovedmålet er at reducere angst, øge selvværd og udvikle sociale og kommunikative færdigheder. Der er flere tilgange i denne intervention:

• Adfærdsterapi. Ved hjælp af positiv forstærkning vil terapeuten forsøge at lægge positive følelser eller forventninger over på deres angst og dermed indirekte blokere undgåelsesreaktionen (mutisme).
• Legeterapi. Ved at bruge psykoterapi og andre psykologiske tilgange, der hjælper med at fjerne presset til at verbalisere og hjælpe barnet med at slappe af.
• Kognitiv adfærdsterapi. I denne tilgang arbejder en terapeut med de tanker, der producerer angsten. Forståelsen her er, at ved at reducere barnets angstniveau vil han/hun naturligt have en tendens til at være mere kommunikativ.

Uanset hvilken tilgang der vælges, indebærer løsningen ikke, at barnet skal tvinges til at tale. Det drejer sig snarere om at overføre den følelse af sikkerhed, der gør det muligt for dem at tale i visse miljøer, til miljøer, hvor de ikke har så stor viden eller kontrol, for at reducere den generelle angst.