Kan man opnå succesfuld terapi uden mål og målsætninger?
Kan succesfuld terapi eksistere uden mål og aftaler? Kan man opnå succes uden at sætte sig konkrete mål?
Michael Broda er psykoterapeut og arbejder med mennesker, der lider af borderline personlighedsforstyrrelse (BPF). Han hævder, at disse patienter efter adskillige hospitalsindlæggelser generelt er mere vidende end fagfolk om specifikke terapiteknikker til BPF.
Men når disse teknikker ikke virker, må terapeuterne nå frem til mere ærlige mål med deres patienter. F.eks. indebærer en simpel ikke-selvmordspagt, at man udfører en terapeutisk handling uden først at have opstillet specifikke mål og aftaler.
Succesfuld terapi uden mål: En utænkelig idé for psykologer?
Terapi er ikke et betalt venskab. Det er en professionel tjenesteydelse. En tjenesteydelse som enhver anden. Klienten betaler det aftalte beløb, og terapeuten leverer den professionelle tjenesteydelse. Disse to ting (og mere til) indgår i det informerede samtykke.
Der er normalt et aftalt mål med tjenesten, en slutdato og i mange tilfælde også flere aftalte møder. Faktisk fokuserer terapi på et målbart mål for forandring. Derfor skal der være et målbart mål, uanset hvad sluttilstanden er.
Hvis der ikke er mål eller aftaler, er terapi blot et uformelt forhold
Psykologer yder en service baseret på følelser. Selv om disse ikke altid er helt klare, kan de i et vist omfang identificeres.
En klient kan gå i terapi med en følelse af ekstrem angst og manglende evne til at udføre sine daglige opgaver. Selv om angsten ikke kan kvantificeres nøjagtigt, kan der opstilles en række mere eller mindre omtrentlige mål. Som sådan udfører personen gradvist relevante og vigtige aktiviteter, tilbringer mindre tid med at være isoleret, bruger mindre angststillende medicin osv.
På den anden side har venskaber ingen mål. Venner mødes og snakker bare. De slår tiden ihjel sammen uden noget andet mål end at være sammen. Det drejer sig blot om hinandens selskab, ikke om, hvad de ønsker af hinanden.
Hvis en klient imidlertid går i terapi hver uge og blot taler eller udleverer sine følelser, er det ikke terapi. Terapi kræver et klart mål. Desuden er terapi midlertidig. Den fortsætter ikke uden en ende i sigte.
Selv for klienter, der har været i terapi i årevis, måles der regelmæssigt fremskridt mod et specifikt mål, og disse mål kan ændre sig over tid.
Uden mål er der ikke noget reelt samarbejde
Samarbejde er centralt for at opbygge kundens autonomi. Ellers står vi uden et gennemsigtigt samarbejde tilbage med en dikotomi mellem ekspert og klient.
Terapeuten er den psykologiske ekspert, og klienten er ekspert i sit liv. De to mødes i midten og samarbejder for at opnå succesfuld terapi. Klienten ses som en grundlæggende del af terapien og ikke som modtager af terapien.
At klienten ikke har et mål i terapien og blot vandrer ind i konsultationsrummet hver uge, betyder, at klienten udvikler en afhængighed af terapeuten. Desuden bliver forholdet til en ugentlig aflastning.
Men mål skaber autonomi og succes. Det er vigtigt at opfylde mål i livet. De er afgørende for at opbygge tillid, sætte sunde grænser og fremme mod og autonomi. Men mål kan ikke nås, hvis de ikke er sat.
Behovet for at ændre idéen om mål
Nogle klienter kan ikke tale om mål og aftaler med deres terapeut, men har alligevel brug for akut psykologisk hjælp. Michael Broda beretter om en oplevelse med en af sine klienter:
“Arbejdet med borderlinepatienter er ikke altid en af de mest engagerende aktiviteter i mit daglige terapeutiske arbejde. Relationsprøver er for hyppige. Patienten stiller spørgsmålstegn ved idéer som ‘Støtter terapeuten mig virkelig?’ Der er få muligheder for at regulere de overdrevne følelser, der fører til selvstraf og selvskade, hvilket alt sammen generelt gør arbejdet ikke let at strukturere.
Traumer, oplevelser af seksuel vold, hårde stoffer, tilbagevendende frygt og panikanfald samt utallige kærlighedsbrud præger mange patienters biografi. Jeg fortalte en af patienterne med en mere forværret psykisk tilstand, at jeg ønskede at arbejde med hende på betingelse af, at hun ikke forsøgte at begå selvmord før den næste aftale, eller at hun om nødvendigt straks kontaktede en terapeut.
Hun indvilligede i kontrakten om ikke-selvmord, men fortalte mig senere, at hun troede, at der ikke ville ske hende noget, hvis hun “med held” brød den. Hun var overrasket over, at jeg ikke formulerede flere betingelser, da hun kendte det fra tidligere ophold på klinikken.
Derfra fik hun det bare bedre og bedre. At etablere aftaler, hvor patienterne får lov til at være, som de vil, uden at overholde noget som helst og kun være opmærksomme på et bestemt punkt, som terapeuten angiver, kan være forskellen mellem liv og død”.
Klienter, der beder om hjælp, men ikke accepterer behovet for at påtage sig mål eller aftaler, kan ikke opnå succesfuld terapi
Det er ikke altid mistillid eller provokation, der ligger bag en patients tilbageholdenhed med hensyn til at udføre sin egen del af en interventionsplan.
De kan f.eks. have lyttet til, hvad de skal eller ikke skal gøre, siden de var små. Derfor føler de ikke, at det er det værd at gøre noget under forudsætningen “Det er for dit eget bedste”. Den slags handlinger spiller ikke en væsentlig rolle i deres livshistorie. Faktisk er de afvisende over for dem.
Folk går ikke kun i terapi for at ændre sig eller for at lufte ud. De søger også en intens følelsesmæssig oplevelse, der aktiverer deres evne til at vende tilbage til troen på, at livet er værd at leve. Dette arbejde kræver, mere end mål og aftaler, en stærk og sund terapeutisk relation samt en eksistentiel dialog om identitet, verden og den frustration, som den til tider skaber.
I visse tilfælde kan der i stedet for aftaler, mål og forpligtelser i terapi finde nogle møder sted, hvor der ikke aftales noget. De bliver ikke mindre professionelle af den grund. Det betyder blot at skabe et miljø baseret på tillid og arbejde.
Nogle gange er der klienter, som har brug for at få noget tillid og tro, før de ønsker at begynde at leve deres liv igen. Som regel har de brug for en interventionsplan, der foregriber de største trusler, som deres forhold til terapeuten kan lide under.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Echeburúa, E., & Corral, P. D. (2001). Eficacia de las terapias psicológicas: de la investigación a la práctica clínica. Revista Internacional de Psicología clínica y de la salud, 1(1), 181-204.
- Echeburúa, E., & Corral, P. D. (2007). Intervención en crisis en víctimas de sucesos traumáticos:¿ Cuándo, cómo y para qué. Psicología conductual, 15(3), 373-387.
- Salaberría, K., Echeburúa, E., de Corral, P., & Polo-López, R. (2010). Terapias psicológicas basadas en la evidencia: limitaciones y retos de futuro. Revista argentina de clínica psicológica, 19(3), 247-256.
