Blind lydighed: Milgrams eksperiment
Hvorfor adlyder en person? Til hvilken grænse kan en persons lydighed gå imod personens egen moral? Stanley Milgrams eksperiment om blind lydighed (1963) har måske svaret på disse spørgsmål. Det var i hvert fald hans hensigt.
Dette eksperiment er et af de mest berømte i psykologiens historie. Det revolutionerede også de idéer, vi har om mennesket. Ikke mindst, har det givet os en vigtig forklaring på, hvorfor gode mennesker nogle gange kan være onde. Er du klar til en lektion i Milgrams eksperiment?
Milgrams eksperiment om blind lydighed
Før vi kaster os ud i at analysere lydighed, vil vi først tale om, hvordan Milgram lavede eksperimentet om blind lydighed. Det første, han gjorde, var at sætte en annonce i avisen, hvor han ledte efter personer, der ville deltage i en psykologisk undersøgelse mod betaling. Personerne ankom til laboratoriet på Yale Universitet og fik at vide, at de skulle være med i en undersøgelse om læring.
Deres rolle i undersøgelsen blev forklaret således: D e skulle spørge hinanden om en liste med ord for at evaluere hukommelsen. Men…
Denne forklaring var en løgn, der skulle dække over det rigtige eksperiment.P ersonerne troede, at de stillede andre deltagere spørgsmål, men de adspurgte var i virkeligheden bevidste om det rigtige eksperiment. Deltagerne skulle spørge “de medskyldige” om en liste med ord, som deltagerne selv havde husket. Hvis de adspurgte svarede rigtigt, gik de videre til det næste ord på listen. Hvis de svarede forkert, skulle deltagerne give dem et elektrisk stød. Der blev ikke givet rigtigt stød, men det vidste deltagerne ikke.
Deltagerne fik at vide, at maskinen, der gav stød, havde 30 styrkeniveauer. For hver fejl, de adspurgte begik, skulle deltagerne gå et niveau op. Før eksperimentet startede fik de adspurgte et par små “stød”, og de fortalte deltagerne, hvor ondt det gjorde.
Eksperimentets forløb
I starten af eksperimentet svarer de adspurgte uden problemer rigtigt på spørgsmålene. Men, som de kom længere ind i eksperimentet, startede de med at svare forkert, hvorefter deltagerne skulle give dem stød. Deltagerne kunne ikke se de adspurgte personer, men de kunne høre dem. De adspurgte skulle gøre som følgende: Når de nåede til styrkeniveau 10, skulle de begynde at brokke sig over eksperimentet og bede dem om at stoppe det. Ved niveau 15 skulle de nægte at svare og vise, at de ikke længere vil være med. Når de nåede til niveau 20, skulle de “besvime” og derfor ikke være i stand til at svare på flere spørgsmål.
Den forsker, der var hos deltagerne, opfordrede hele tiden personen til at fortsætte, selv når den adspurgte simulerede besvimelse. Forskeren sagde, at det tæller som et forkert svar ikke at svare. For at deltageren ikke skulle forlade eksperimentet, opfordrede forskeren til at gøre eksperimentet færdigt. Han sagde, at han tog ansvar for konsekvenserne.
Nu spørger jeg dig, hvor mange deltagere, tror du, fortsatte eksperimentet til sidste styrkeniveau (et niveau, der antageligt kunne ende med at slå den adspurgte ihjel)? Hvor mange, tror du, nåede til niveaet, hvor den adspurgte “besvimede”? Lad os se på resultaterne af disse “lydige kriminelle”.
Resultaterne af Milgrams eksperiment
Før eksperimentet spurgte Milgram nogle af sine kolleger om, hvordan, de troede, resultaterne ville blive. De fleste troede, at deltagerne ville stoppe eksperimentet første gang, den adspurgte brokkede sig. De troede, at omkring 4% ville nå til niveauet, hvor den adspurgte foregav at besvime. Derudover troede de, at kun en ud af tusind ville nå til det sidste niveau, og at det ville være grundet en sygdom hos deltageren (Milgram, 1974).
De tog grueligt fejl. Ud af 40 deltagere i første prøverunde, nåede 25 til sidste niveau. Derudover nåede omkring 90% til niveauet, hvor den adspurgte “besvimede” (Milgram, 1974). Deltagerne adlød alt, hvad forskerne bad om. Selvom nogle af dem viste et højt stressniveau ved tanken om at gøre en anden person fortræd.
Milgram fik at vide, at prøven kunne være ensidig, men undersøgelsen er blevet lavet mange gange med forskellige designs, hvilket fremgår af Milgrams bog (2016). De havde alle samme resultater. En forsker i München oplevede, at 85% af deltagerne nåede det højeste stødniveau (Milgram, 2015).
Shanab (1978) og Smith (1998) viser med deres undersøgelser, at dette resultat kan forekomme i et hvilket som helst vestligt land. V i bør dog være forsigtige med at tro, at der er tale om en universel, social adfærd. Transkulturel forskning giver ikke endelige svar.
Konklusioner på Milgrams eksperiment
Det første, vi spørger os selv om efter at have set resultaterne, er, hvorfor deltagerne adlød op til disse niveauer? I Milgram (2016) finder vi flere transskriptioner af deltagernes samtaler med forskerne. De viser, at de fleste deltagere havde det dårligt med at give et andet menneske stød. De bliver ikke motiveret af ondskab. Svaret ligger måske i forskerens “autoritet”, hvori deltageren lægger ansvaret for, hvad der sker.
Faktorer, der har indflydelse på blind lydighed
- Forskerens rolle: Tilstedeværelsen af en forsker i en hvid frakke får deltageren til at se ham som en autoritær figur. De ser ham som professionel og er derfor mere lydig overfor, hvad han beder om.
- Ansvar: Dette er det ansvar, deltageren føler, vedkommende har, for sine handlinger. Når forskeren fortæller, at han har ansvaret for eksperimentet, føler deltageren mindre pres. På denne måde er det lettere for ham at adlyde.
- Bevidsthed om et hierarki: De deltagere, der havde en stor sans for hierarki, så dem selv som over de adspurgte og under forskeren. Derfor opfattede de “chefens” ordrer som vigtigere end den adspurgtes velbefindende.
- Følelse af forpligtelse: Det, at deltagerne havde sagt ja til at udføre eksperimentet, gjorde det sværere for dem at sige fra.
- Medfølelsens brud: Når situationen ignorerer medmenneskeligheden til den adspurgte person, blev det lettere for deltageren at fralægge sig empati for personen, og adlyde forskeren.
Disse faktorer leder ikke alene en person til blind lydighed. Men de kan være med til at skabe en situation, hvor lydighed lettere opstår, uanset konsekvenserne. Milgrams eksperiment giver et eksempel på den kraft, situationen har, hvilket Zimbardo (2012) også omtaler. Hvis vi ikke er bevidste om kontekstens styrke, kan det få os til at overtræde grænsen for vores principper.
Folk adlyder blindt, fordi presset fra de førnævnte faktorer overgår presset fra vores personlige samvittighed. Dette hjælper os til at forstå mange historiske begivenheder, såsom støtten til fascistiske diktaturer i det seneste århundrede. Det kan også forklare mere konkrete begivenheder. Som adfærd og forklaringer fra den læge, der deltog i udryddelsen af jøder under 2. verdenskrig.
En følelse af lydighed
Det er interessant at undersøge grundene til en adfærd, der ikke følger vores forventninger. P sykologien kommer med en meget interessant forklaring på lydighed. En af de største opdagelser er, at en autoritets beslutning, med det formål at favorisere en gruppe, har større konsekvenser end, hvis beslutningen var et produkt af en diskussion i hele gruppen.
Forestil dig et samfund, ledet af en autoritet, hvor der ikke bliver stillet spørgsmål, overfor et samfund, hvor autoriteten konstant bliver sat på prøve. Det f ørste samfund vil være meget hurtigere til at følge ordrer end det andet. Dette er en meget vigtigt variabel, der kan bestemme sejr eller nederlag i en konflikt. Det er også nært relateret til Tajfels teori om social identitet (1974).
Men hvad kan vi gøre i forhold til blind lydighed? Autoritet og hierarki kan tilpasse sig i visse situationer. Men det retfærdiggør ikke blind lydighed til en umoralsk autoritet. Her ligger problemet. Hvis vi har et samfund, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved enhver autoritet, vil vi have et sundt og retfærdigt samfund. Men det vil styrte sammen under en konflikt før andre samfund, fordi det er langsomt til at træffe beslutninger.
Alle kan blive ramt af blind lydighed
På et individuelt niveau er det vigtigt at huske på, at vi alle kan blive ofre for pres i en given situation. Derfor er vores bedste forsvar at være bevidste om, hvordan kontekstuelle faktorer påvirker os. Når de truer os, kan vi på den måde prøve at genvinde kontrollen og ikke skubbe ansvaret fra os. Uanset hvor stor fristelsen måtte være.
Eksperimenter som dette hjælper os til at reflektere over menneskelige tilstande. De får os til at indse, at dogmer, såsom idéen om at være god eller ond, er for sort-hvide til at forklare virkeligheden. Eksperimenter som dette er nødvendige for at kaste lys over, hvor komplekst menneskets adfærd er, og forstå årsagerne bag. Denne viden hjælper os til at forstå vores historie og til ikke at gentage visse handlinger.
