Terapeutisk akkompagnement: Et uundværligt værktøj

21 marts, 2019
Terapeutisk akkompagnement er et centralt værktøj til behandling af visse tilfælde. Læs alt om det her!

Psykologer har visse værktøjer, der gør det muligt for dem at håndtere deres klients forskellige problemer, ubehag eller psykiske sygdomme. Et af disse værktøjer er terapeutisk akkompagnement.

Terapeutisk akkompagnement anvendes i klientens daglige miljø. Det betyder, at psykologen går med ud på gaden, til klientens hjem eller til ethvert andet sted, der kan have en effekt på deres klient.

Psykologer bruger kun denne teknik, når andre teknikker viser sig at være utilstrækkelige eller ineffektive. Psykologen indser derefter, at de skal integrere i klientens liv for, at klienten skal kunne forbedre sig.

Terapeutisk akkompagnement faciliterer fremskridt

Terapeutisk akkompagnement hjælper mennesker med forskellige begrænsninger at overvinde deres barrierer. Disse barrierer kan f.eks. holde dem fra at forlade deres hjem eller besøge visse steder.

Dette værktøj kan hjælpe dem med at forbedre deres selvstændighed, udvikle deres sociale færdigheder, og interagere med deres miljø på en sundere måde. Dette kan vise sig at være meget effektivt for personer, der lider af social angst, for eksempel.

Tre papirdukkefigurer holder hinanden i hænderne

For at terapeutisk akkompagnement skal kunne lykkes, skal psykologen dog have visse holdninger og kvaliteter:

  • Tilstedeværelse: Psykologen skal være hos klienterne og dele situationer og øjeblikke med dem.
  • Aktiv lytning: Det er vigtigt for klienterne at kunne udtrykke sig, og for psykologen at give dem den nødvendige tid til at gøre dette.
  • Respekt: ​​Psykologen skal vise respekt i alle aspekter og være åben.
  • Empati: At have forståelse og en ikke-fordømmende holdning er vigtigt.
  • Autenticitet: Psykologen skal fremstå, som de er, selv om de også skal være professionelle til enhver tid.

Et tilfælde af psykose

Studiet “Terapeutisk akkompagnement: Praksis og klinik på et psykiatrisk hospital” beskriver sagen om en 66-årig kvinde, der havde været på et psykiatrisk sygehus i syv år, fordi hun blev diagnosticeret med postpartum manisk depressiv psykose.

Fordi farmakologiske behandlinger ikke hjalp, talte psykologer med hende om terapeutisk akkompagnement. Patienten var i første omgang begejstret, men så begyndte frygten at simre op til overfladen. For at hjælpe hende ud af denne tilstand, begyndte hendes psykiater at gå rundt i institutionen med hende.

Et close-up af en ældre kvinde med sit ansigt i hænderne

I dette tilfælde viste det sig, at familiens indgriben også var vigtigt. Efter et stykke tid begyndte patienten at gå rundt i byen, og væk fra sit sikre miljø, hvilket for hende var hospitalet. Først afviste hun terapeuten og sagde kun, “Jeg vil hjem”. Men i løbet af et par måneder ændrede dette sig.

Hun begyndte derefter at besøge hendes hjem og påtage sig visse ansvarsområder. Disse omfattede at tage sig af hendes døtre, og tage hendes medicin. Processen var gradvis, men gav meget gode resultater.

Denne patient var blevet indlagt på hospitalet, fordi hun opførte sig aggressivt overfor sin familie, og manifesterede maniske episoder, der var vanskelige at kontrollere. Men terapeutisk akkompagnement blev hendes symptomer stabiliseret. Det tillod hende at genintegrere sig selv ind i hendes familie.

Terapeutisk akkompagnement hjælper folk med at opbygge de bånd, de havde brudt.

Et værktøj til vanskelige situationer

Som vi har set, er terapeutisk akkompagnement et værktøj, som psykologer kan ty til, når andre ting ikke har hjulpet.

Derudover vil folk, der lider af agorafobi, som frygter at gå gennem overfyldte gader, eller som frygter at gå ind i et supermarked, kunne drage fordel af terapeutisk akkompagnement.

Psykologen forbliver ved deres side, yder støtte, lytter til, hvordan klienten har det, observerer, hvordan de opfører sig, og hjælper dem med at undgå at løbe væk fra situationer, der gør dem urolige.

Som vi kan se, opfordrer denne teknik mange mennesker til at nedbryde de hindringer, der begrænser dem i deres daglige liv. Det giver folk mulighed for at foretage vigtige ændringer og forbedre deres livskvalitet.

Rosique, María Teresa. “Acompañamiento terapéutico: práctica y clínica en un hospital psiquiátrico.” Revista de la Asociación Española de Neuropsiquiatría. 2014. http://scielo.isciii.es/scielo.php?script=sci_arttext&pid=S0211-57352014000300010