Quentin Tarantino og hans smag for vold

· marts 14, 2019
Quentin Tarantino minder os også om, at hans film ikke er andet end fantasi. Deres urealistiske aspekter er præcist det, som hans fans elsker allermest.

Hvorfor kan vi lide vold i film? Har det noget at gøre med vores følelser? Vi har kigget nærmere på Quentin Tarantino, hans verden og hans voldelige film for at lære mere om, hvorfor vi kan lide at se vold.

Quentin Tarantino er en instruktør, som er kommet igennem med sit eget varemærke. Hvis man går ind og ser en af hans film, ved vi, at der vil forekomme vold, musik, skuespillere med fetish, nærbilleder af kvinders fødder og en masse af hyldester blandt mange andre ting.

Tarantino elsker at hylde filmskabere som Alfred Hitchcock, kong-fu film, spaghetti westerns og endda Flintstones.

Tarantino gør, hvad der passer ham. Han benytter gæster, leger med farverne og genbruger planer. Han genopfinder scener og blander alting, indtil han finder det, som han leder efter. Mange beskylder ham for plagiarisme, og han indrømmer da også, at han er inspireret af andre film.

Alle og enhver bruger deres smag og indflydelse til at tjene på det. Derfor vil man, hvis man vil lave noget helt nyt her i det 21. århundrede, næsten altid komme til at “kopiere” eller tage noget, som andre allerede har brugt.

Ved mere end en lejlighed har han sagt, at man ikke behøver at have gået i skole for at kunne lave en god film, man skal bare være passioneret omkring det, man laver. Han viser sine passioner gennem filmene. Nu hvor vi har sagt alt dette, må vi hellere spørge: Hvorfor kan vi lide vold så meget? Hvorfor er Quentin Tarantinos film så specielle?

Det særlige ved film af Quentin Tarantino

Quentin Tarantino fik undervisning i skuespil og arbejdede i en kiosk for videoudlejning, et sted som var en sand kilde til inspiration for ham. Ideen til Reservoir Dogs (Håndlangerne) opstod en dag, han var omgivet af sine venner.

På det tidspunkt tænkte Tarantino ikke, at det var muligt for ham at lave en rigtig film, så han havde det fint med, at der blev lavet en billig produktion med hans venner. Men produceren Lawrence Bender læste hans manuskript og gav ham muligheden for at lave den.

“Du behøver ikke at vide, hvordan man laver en film. Hvis du virkelig elsker biografen med hele dit hjerte og med nok passion, kan du ikke undgå at lave en god film.”

-Quentin Tarantino-

Han hylder en masse film. Lad os nævne nogle eksempler på dette. Den berømte Pulp Fiction dansescene var taget fra Fellinis 8 1/2 og Uma Thurmans kostume i Kill Bill minder os en hel del om Bruce Lee.

Tarantinos film handler alle om at mase seeren ind i en verden af intertekstualitet. Hans film har deres eget plot og identitet, men er samtidig fulde af antydninger og referencer. Efter Pulp Fiction (1994) anerkendte publikum omsider Tarantino som en instruktør og manuskriptforfatter.

Han fangede publikums og anmeldernes opmærksomhed, hvilket førte til, at han vandt sin første Oscar for bedste filmmanuskript.

Scene fra filmen Pulp fiction

Lyden er vigtig

Andre film som Jackie Brown (1997), Inglorious Bastards (2009) eller Kill Bill (2003) endte med at grundlægge Quentin Tarantinos varemærke. Endelig var hans seneste film som Django Unchained (2012) og The Hateful Eight (2015) en kærlighedserklæring til en næsten glemt genre: Spaghetti western.

Med disse film genrejste Tarantino kernen i genren og filmskabere som Sergio Leone og også Ennio Morricone, som har komponeret noget af det mest kendte filmmusik.

En anden interessant fakta om Tarantinos film er, at han også personligt er ansvarlig for deres lyd.

På den anden side er anakronisme ikke noget, der bekymrer Tarantino. Han får altid samlet alle brikkerne i puslespillet perfekt til slut.

Quentin Tarantino og hans smag for vold

Hvis der er noget, som definerer Quentin Tarantinos film, så er det vold. Totalt eksplicit vold og blodbad, som nogle gange er så absurde, at du ikke kan lade være med at grine ad det.

Et særkende ved hans film er, at der næsten ikke er nogle af karaktererne, man kan sympatisere med, hvilket ender med, at seeren ikke bekymrer sig om, hvem der lever, og hvem der dør. The Hateful Eight er et glimrende eksempel på dette.

Hvis du skal til at se en Quentin Tarantino film, så skal du ikke forvente at finde nogen følsomme personer. Forbered dig på at se blod og vold og grin af det hele vejen.

Det sjove er, at trods deres rodede fortælling og udtrykte vold, så ender de altid med, at publikum elsker filmene. Scenerne, han viser i sine film, er en smuk kunstart.

Den berømte øre-skærende scene i Reservoir Dogs for eksempel er fremstillet helt enestående med baggrundsmusikken og dans, imens det på samme tid er en “replica” af en scene fra filmen Django (Corbucci 1966).

Kan vold være underholdene?

Kan vold være noget underholdende? Kan der være en grænse for det? Tarantino har adskillige gange sagt, at hans film er ren fiktion til at nyde for tilskuerne. I stedet for at spørge, om hans vold er moralsk eller ej, skal vi bare nyde den.

Musikken i filmene får os til at se volden som noget smukt og æstetisk behageligt. Der er en klar forskel mellem film, der viser volden på en realistisk rå måde og den måde, hvorpå volden bliver brugt som en simpel undskyldning for underholdning.

“Vold er noget af det sjoveste at se.”

-Quentin Tarantino-

Desuden har Quentin Tarantino udtalt sig om, at kong fu film er meget voldelige, men ingen stiller spørgsmål til deres moral, fordi det er ren underholdning.

Volden er kun for sjov

Når det kommer til rå voldelige film som The Passion of the Christ (Mel Gibson, 2004), Das Experiment (Oliver Hirschbiegel, 2001) eller Irréversible (Gaspar Noé, 2002) vil publikum ikke føle nogen glæde overhovedet, kun ubehag.

Det sker ikke, når du ser en film med instruktører som Martin Scorsese eller Quentin Tarantino. Disse filmskabere bruger volden som en katartisk metode til at portrættere frihed og renhed gennem billeder.

Aristotels havde også et par bemærkninger om vold i sit værk Poetics. Der analyserede han græske tragedier og alt det, som de indeholdt. Hvorfor kunne de gamle grækere lide at se på vold og scener med incest? Netop fordi de var tabu.

Ikke desto mindre er det karakteristiske passioner, som mennesker har en tendens til at undertrykke på grund af det umoralske aspekt. Voldelige skuespil var katartiske for grækerne, hvorfor de nød dem i så høj grad.

Adskillige psykoanalytikere som Freud har også gravet dybt i dette emne. Han og andre eksperter konkluderer, at smagen for vold ser ud til at være et særkende for mennesker. Det er noget, som vi på en eller anden måde forsøger at gøre til en slags kunst.

Quentin Tarantino minder os også om, at hans film ikke er andet end fantasi. Deres urealistiske aspekter er præcist det, som hans fans elsker allermest. De er katartiske, passionerede og emotionelle. Tarantinos film er uden tvivl ment som underholdning.