Problemer, som folk ofte er tilbageholdende med at afsløre over for terapeuter
Hvis du nogensinde har været i terapi, ved du, hvor svært det kan være at begynde at tale om visse emner. Faktisk er der nogle emner, som klienterne ofte er tilbageholdende med at afsløre over for terapeuter.
Det skyldes, at på trods af at der udføres en god mængde følelsesmæssigt arbejde i terapi, kan det for at tale om visse emner være nødvendigt med en form for tillid, som endnu ikke eksisterer mellem terapeut og klient.
Det er faktisk alt andet end let at åbne sig følelsesmæssigt op over for en fremmed, aktivt at konfrontere sine problemer i stedet for at ignorere dem og gøre sig sårbar. Det kan faktisk føles meget mærkeligt, pinligt eller endog skræmmende at betro sine hemmeligheder og dybeste tanker til en anden person. Af denne grund holder mange mennesker visse detaljer tilbage.
Behovet for at holde visse ting for sig selv er naturligt. Vi er ikke tvunget til at fortælle andre alt om os selv. Når det er sagt, er det værd at huske på, at formålet med terapi er at give dig mulighed for at fortælle terapeuten alt, hvad der sker med dig, i fortrolighed.
Som regel ønsker terapeuten kun det bedste for sin klient. Han/hun har ingen interesse i at dømme. Ikke desto mindre har han/hun brug for visse oplysninger for at kunne hjælpe.
Alt, hvad der bliver sagt i en terapisession, er fortroligt. Det er et sikkert rum, hvor klienter og terapeuter skal kunne tale åbent. Det er et af de aspekter, der gør terapi så effektiv. Der er dog nogle emner, som klienterne er tilbageholdende med at afsløre over for terapeuter. Tag et kig på listen, måske kan du identificere dig med et eller flere af dem.
I psykologisk terapi er princippet om fortrolighed af største vigtighed.
1. Sexliv
Mange terapeuter siger, at sex er et emne, som de fleste klienter undgår. Ikke desto mindre er en klients sexliv sammen med andre faktorer en god indikator for deres livskvalitet.
Selv om det ikke altid er tilfældet, kan terapeuten ofte bedre forstå klientens problemer, når han/hun ved, hvordan klienten er i denne mest private sfære. Desuden kan seksualitet være en vigtig kilde til stress samt en nøgle til at opnå visse forstærkere. Dette er noget, som terapeuten vil tage hensyn til, når han/hun udarbejder en interventionsplan.
2. Seksuelt misbrug vil klienter sjældent afsløre over for terapeuter
Det er normalt svært for ofrene at tale om dette emne. I dag ved vi imidlertid, at konsekvenserne af et seksuelt overgreb i en klients historie skaber dynamikker, både i tanke og adfærd, som klienten selv ofte ikke er klar over.
Faktisk fortsætter overgrebet med at skade ofrene, selv om de måske tror, at de har overvundet det. Vi behøver trods alt ikke bevidst at tænke på en begivenhed, før den påvirker os.
Derfor er det i tilfælde, hvor der har været seksuelt misbrug, ofte virkelig vigtigt at få hele historien. Terapeuten kan hjælpe meget i denne henseende, men skal være opmærksom på, at der har været en potentielt traumatisk begivenhed. Terapeuten har også brug for at kende hele den historie, som klienten senere skal arbejde med.
Det, der skete, er lige så vigtigt som den måde, historien fortælles på. En politirapport eller en beskrivelse fra en anden person er af ringe værdi sammenlignet med offerets eget vidneudsagn. Et vidneudsagn fra et offer er også nyttigt, hvis klienten er angriberen, med henblik på reintegration.
3. Penge
Vi lever i et samfund, hvor penge er en kilde til skænderier og misundelse. Derfor er det næppe overraskende, at nogle mennesker er tilbageholdende med at bringe emnet på banen, selv i terapi. Det er dog vigtigt for terapeuten at kende visse detaljer om klientens penge.
Terapeuten kan spørge sin klient, om han/hun formår at nå til slutningen af måneden uden at løbe tør. Er han/hun i stand til at spare op? Genererer emnet penge en stor del stress for klienten? Det er spørgsmål, der kan være yderst relevante, da svarene kan forklare mange maladaptive adfærdsmønstre.
Faktisk kan det være yderst afslørende at vide, hvordan en klient forvalter sine ressourcer. Det skyldes, at der ofte er forbindelser til andre områder af livet, hvor afledte problemer kan identificeres. F.eks. kan klientens uddannelse vedrørende penge gå ud over den relationelle sfære og påvirke den måde, hvorpå han/hun vælger sine partnere.
4. Sundhedsproblemer og sygdomme
Fysisk og psykisk velbefindende er stærkt afhængige af hinanden. Selv om nogle mennesker kan finde det ubehageligt at tale om præmenstruelt syndrom eller mave-tarmproblemer, er det vigtigt at gøre det, især når det drejer sig om en tilstand, der kan være forstyrrende eller stressende.
Desuden kan fysiske symptomer påvirke det mentale helbred negativt. Hvis klienten f.eks. har en overaktiv skjoldbruskkirtel, kan han/hun opleve symptomer på angst. Derfor vil enhver intervention være noget anderledes.
5. Refleksioner over terapiforløbet er noget, som mange klienter har svært ved at afsløre over for terapeuter
Klienten kan ofte føle sig frustreret, trist eller skuffet, men har svært ved at fortælle det til terapeuten. Det er trods alt ret ubehageligt at komme med negative direkte kommentarer. Terapi er imidlertid beregnet til at tilbyde klienten den perfekte ramme for at arbejde med sine konflikter og blive mere selvsikker.
Det er ikke en god idé at indkapsle og undgå følelser. Hvis terapien ikke går godt, bør klienten også sige det. Så vil terapeuten kunne foretage de nødvendige justeringer for at omdirigere sin dynamik.
Det kan også ske, at klienten og terapeuten ikke er på samme bølgelængde. Det er fint nok og behøver ikke at være et problem. Det vigtige er at kommunikere det faktum. Terapeuter er nemlig vant til den slags situationer og har ressourcerne til at handle derefter.
6. Mad
Nogle mennesker føler sig utilpas ved at tale om deres forhold til mad og deres kropsbillede. Det skyldes som regel de falske antagelser, som en god del af samfundet har om problemer med kost og manglende viljestyrke.
Derfor kan det være ubehageligt for klienten at opdage adfærdsmønstre i forbindelse med ernæring, som skal ændres og tages hånd om.
Det kan være kompliceret at tale om spisevaner, især hvis klienten kæmper med dem.
7. Identitet
Begrebet identitet kan bl.a. henvise til køn, etnicitet, seksuel orientering eller religiøsitet. Det lyder måske ret indlysende, men disse punkter er ekstremt vigtige for at forstå, hvem en person er, hvad han/hun har oplevet, og hvad hans/hendes værdier er.
Selv om nogle aspekter af klientens identitet er synlige, eller han/hun nævnte dem under den første session, bør han/hun bringe dem op igen i løbet af terapien, så terapeuten kan få et komplet billede af hans/hendes liv.
8. Ubehagelige historier, som klienter er tilbageholdende med at afsløre over for terapeuter
Alle har brug for at blive elsket og accepteret. I nogle tilfælde kan dette uopfyldte behov være en hindring for, at den terapeutiske proces kan lykkes.
I terapi hører man mange historier, hvor fortælleren reagerer på sociale forventninger om god opførsel. Det skyldes, at vi har en tendens til at forme vores historier, så de passer til forestillinger, som vi mener er adaptive.
Det er også logisk, fordi det ikke er så let at indrømme fejl. Det er dog vigtigt også at tale om disse erfaringer, hvis man ønsker positive ændringer. Faktisk er klientens ærlighed afgørende for, at terapeuten kan foretage en god evaluering og foretage eventuelle justeringer af interventionen for at optimere dens resultater.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- American Psychological Association (2013). Orientación sexual e identidad de género. Recuperado de: https://www.apa.org/topics/lgbtq/sexual
- Echeburúa, E., & Corral, P. D. (2001). Eficacia de las terapias psicológicas: de la investigación a la práctica clínica. Revista Internacional de Psicología clínica y de la salud, 1(1), 181-204
- García Laborda, A., & Rodríguez Rodríguez, J. C. (2005). Factores personales en la relación terapéutica. Revista de la asociación española de neuropsiquiatría, (96), 29-36.
