Polariseret tænkning: En kognitiv forvrængning

Polariseret tænkning er automatisk og får os til at generalisere situationer uden at stoppe op for at undersøge dem først. Folk, der tænker på denne måde, siger som regel ting som: "Jeg gør aldrig noget rigtigt" eller "Jeg ender altid med at tabe".

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Redaktionelt team

Sidste ændring: 18 juli, 2019

Polariseret tænkning er en kognitiv forvrængning. Det er en ræsonnementsfejl, vi begår, uden at tænke over det. Det får os til at forarbejde information på forkert vis, og dette fører til følelsesmæssig nød.

Kognitiv forvrængning blev beskrevet af Albert Ellis og Aaron Beck. De er generelt misforståelser, der fører til dysfunktionelle, følelsesmæssige tilstande. Dette inkluderer irrationel frygt, følelser af tristhed uden grund mv. Polariseret tænkning er en af de mange former for kognitiv forvrængning.

Polariseret tænkning er en ekstrem forenkling af virkeligheden. Ting er enten sort eller hvid, gode eller dårlige. Vi ser ikke nuancerne, der eksisterer mellem den ene ekstrem og den anden.

Folk med denne type forvrængning føler sig tilpas med at placere virkeligheden mellem to ekstremer. Hvorfor sker dette? Hvordan stopper man det? Vi ser nærmere på det i denne artikel.

Det karakteristiske ved polariseret tænkning

Hovedkarakteristika ved en polariseret tankegang er tendensen til at generalisere forskellige virkeligheder under én kategori. Folk, der tænker på denne måde, bruger derfor ofte ord som “altid”, “aldrig”, “alting” og “ingenting”. De gør det automatisk og placerer enhver isoleret hændelse, der kommer deres vej, i en af de kasser.

Disse ekstreme kategorier er generelt meget negative. De bruges til at gentage eksistensen af noget dårligt. Folk, der tænker på denne måde, siger ofte ting som “Jeg gør alt forkert” eller “Alle udnytter mig”.

For dem, som har polariserede tanker, er det som om, at nuancer ikke eksisterer. De opbygger en stor del af deres identitet omkring de klassifikationer og leder efter måder, hvorpå de kan tilpasse alt omkring dem. Selvom virkeligheden viser, at de tager fejl, er det ikke nemt for dem at modsætte sig deres radikaliseringer.

Hvad forårsager denne kognitive forvrængning?

Polariseret tænkning er generelt en karakteristik hos dem, der påtager sig offer-rollen i livet. Der er ingen, der gør det, fordi de har lyst. Det er en følelsesmæssig blokade forårsaget af dårlige oplevelser. Roden til alt dette er, at de tror, de har oplevet dårlige ting, de ikke har fortjent.

Offeret påtager sig rollen som et passivt objekt af omstændigheder eller “skæbnen”. De tror ikke på, at de har nogen kontrol over de negative ting, de har oplevet, eller hvordan de skal håndtere dem. I stedet tror de på, at de har været et passivt depot for smerte, og at de ikke kan gøre noget ved det.

Folk, der betragter sig selv om ofre, har ikke fundet de værktøjer eller opnået de ressourcer, de kan bruge til at overkomme mange af disse udfordringer. I stedet projicerer de deres vrede og udvikler polariseret tænkning.

Sådan bekæmper man polariseret tænkning

Denne tankegang stammer fra tidligere uløste udfordringer. At bekæmpe det betyder, at man påtager sig et nyt perspektiv omkring fortiden og nutiden. At tro, du er offeret, giver dig mulighed for at fritage dig selv for ansvar. For at slippe væk skal du acceptere, at du er ansvarlig for, hvad der sker for dig, og mest af alt hvordan du reagerer.

En god måde at starte på er ved at være opmærksom på vores automatiske reaktioner og reagere mentalt, når vi siger kategoriske ord som “aldrig”, “altid”, “alting” eller “ingenting”. Derefter skal vi stoppe op og tænke over, hvor urimelig vores erklæring er.

Ydermere er det vigtigt at tænke over de situationer, hvor vi føler os som offeret. Måske er det et romantisk forhold, hvor vi er ulykkelige, eller et job, der er for krævende.

Er accepten af dette vores eneste mulighed? Eller er der andre udveje, som vi er for bange for? Måske er polariseret tænkning en indikator om, at vi ikke tager os selv alvorligt nok. Måske har vi brug for tid og plads til at tænke over, hvad det er, vi har med at gøre.