Peritraumatiske risikofaktorer
Hvorfor udvikler nogle mennesker posttraumatisk stressforstyrrelse i forbindelse med den samme traumatiske begivenhed, mens andre ikke gør det? Svaret på dette spørgsmål ligger i peritraumatiske risikofaktorer, dvs. den gruppe af omstændigheder, der opstår, når man oplever et traume.
En traumatisk begivenhed fremmer kun udviklingen af posttraumatisk stresslidelse (PTSD), når den overvælder den enkelte. Faktisk overskrider den “tærsklen for traumer” som defineret af Belloch (2020), hvilket resulterer i en alvorlig forstyrrelse af den normale daglige funktion.
“Måske er sindet meget stærkere, end vi er klar over, og isolerer negative tanker og traumatiske erindringer.”
-Armando Rodera-
En tilgang til begrebet PTSD
“Jeg føler mig fanget i mit sind, jeg er stadig så bange for det, de gjorde mod mig”, “Hver dag føler jeg mig krænket igen. Det er som om, det aldrig slutter”, “Hver gang jeg hører lyden af nogle nøgler, tror jeg, at nogen kommer ind i huset og vil slå mig ihjel”, “Når nogen siger, at jeg skal gå ind i en elevator, en hvilken som helst elevator, fryser jeg af frygt og husker, da jeg blev slået i en elevator”, “Når jeg genoplever mit traumatiske minde, kan jeg høre de samme lyde og lugte den samme lugt”, “Jeg kan ikke mærke noget. Det er som om, jeg pludselig har mistet evnen til at opleve følelser.”
Alle de foregående sætninger er eksempler på typiske symptomer på PTSD. Denne tilstand udvikler sig, når begivenheder er ekstraordinært farlige eller endog livstruende for en person.
Faktisk er de så forfærdelige, at de er brændt ind i deres sensoriske og kognitive systemer. Som følge heraf virker den mindste stimulus i forbindelse med den traumatiske begivenhed som benzin, der hældes på et bål. Det får smerten til at brænde endnu mere intenst.
Peritraumatiske risikofaktorer: Effekten på de ramte
Disse personer oplever gentagne gange deres erindringer i form af flashbacks. Faktisk husker de dem, som om de var ved at ske lige nu. Dette giver dem et enormt ubehag, og de føler sig forfærdet og ofte lammet. Ikke overraskende forsøger de at undgå dem.
På den anden side overvåger de konstant omgivelserne. De er ekstremt nervøse, og ved den mindste lyd eller antydning af fare bliver de pludselig forskrækkede. Alt dette varer i mange uger (WHO, 2021) og har en negativ indvirkning på deres liv.
“Angst, mareridt og et nervesammenbrud, der er kun et vist antal traumer, som en person kan modstå, indtil de går på gaden og begynder at skrige.”
-Cate Blanchett i Blue Jasmine-
Peritraumatiske risikofaktorer: Dans i kaos
Peritraumatisk skade henviser til de rifter i sindets og sjælens fibre, som den traumatiske begivenhed skaber. Det er voldsskader. Eftervirkningerne af følelsesmæssigt misbrug. De ødelægger individets tro og håb på fremtiden.
Peritraumatiske risikofaktorer er en klynge af elementer, der forklarer, hvorfor nogle individer udvikler PTSD, og andre ikke gør det, når de står over for den samme traumatiske begivenhed. Flere faktorer er blevet identificeret som prædisponerende for udvikling af PTSD (Belloch, 2020):
- Hvis en person er følelsesmæssigt skrøbelig, når den traumatiske begivenhed indtræffer.
- At have en historie med misbrug. Stress, der er akkumuleret over tid og opleves i nutiden, sænker tærsklen for traumer.
- Manglende stærke bånd til familie og venner. Det betyder, at når en traumatisk begivenhed opleves, er der mangel på hjælp.
- At have problemer med at tilpasse sig til skiftende situationer. Dette får folk til at føle sig hjælpeløse og håbløse.
- Hyppige traumatiske begivenheder, der varer i lang tid.
- Typen af begivenhed. F.eks. er det mere sandsynligt, at en menneskelig angriber forårsager PTSD end en naturlig begivenhed som et jordskælv.
- Manglende kontrol over den traumatiske begivenhed.
- Højere sværhedsgrad af traumet.
- At have været i militæret og have dræbt nogen eller have set en kollega dræbe eller torturere et andet menneske.
- Reagerer på traumet gennem forsvarsmekanismen dissociation.
Der er behov for yderligere forskning
Som du har set, er der en blanding af peritraumatiske risikofaktorer. De hentyder til det, der sker under den traumatiske hændelse, og de forklarer i høj grad, hvorfor nogle mennesker udvikler lidelsen, og andre ikke gør det.
Der er helt klart behov for mere forskning i, hvordan man kan forebygge udviklingen af PTSD ved at gribe ind i disse variabler. Deres styrke kan trods alt diktere, om en person udvikler PTSD eller ej.
“En person bør aldrig reduceres til sit traume.”
-Boris Cyrulnik-
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
-
Lensvelt-Mulders, G., van Der Hart, O., van Ochten, J. M., van Son, M. J., Steele, K., & Breeman, L. (2008). Relations among peritraumatic dissociation and posttraumatic stress: A meta-analysis. Clinical psychology review, 28(7), 1138-1151.
-
Briere, J., Scott, C., & Weathers, F. (2005). Peritraumatic and persistent dissociation in the presumed etiology of PTSD. American Journal of Psychiatry, 162(12), 2295-2301.
-
American Psychiatric Association. (2014). DSM-5. Guía de consulta de los criterios diagnósticos del DSM-5: DSM-5®. Spanish Edition of the Desk Reference to the Diagnostic Criteria From DSM-5® (1.a ed.). Editorial Médica Panamericana.
-
Belloch, A. (2023). Manual de psicopatología, vol II.
-
Carrobles, J. A. S. (2014). Manual de psicopatología y trastornos psicológicos (2a). Ediciones Pirámide.
-
De Sanidad, C. y B. S., & España Ministerio de Sanidad, C. y B. S. (2020). CIE-10-ES: Clasificación internacional de enfermedades : 10a revisión modificación clínica. Ministerio de Sanidad, Consumo y Bienestar Social.