Den moralske hjerne: Det neurale grundlag for etik og menneskelige værdier

Neurovidenskabsfolk har opdaget de hjernekredsløb, der udgør den moralske hjerne. Disse mekanismer gør os i stand til at udvise altruistisk og prosocial adfærd, som ofte kan observeres selv hos meget små børn.

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Valeria Sabater

Sidste ændring: 17 november, 2022

Motivationen til at hjælpe nogen, have en minimal fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert, forsøge ikke at skade andre og have en grundlæggende følelse af retfærdighed og rimelighed. Alle disse idéer og mange andre ville indgå i et begreb, som forskere bruger ret ofte i dag: Den moralske hjerne.

Desuden har forskerne allerede kortlagt de hjernekredsløb, der gør det muligt for os at træffe moralske og etiske beslutninger.

Betyder det, at vores hjerne allerede er “udstyret”, i større eller mindre grad, med et moralsk kompas? Dette er et aspekt, som indtil for ikke så længe siden blev behandlet af filosofien. For forskellige forfattere havde etiske og moralske principper deres oprindelse i religion, uddannelse og indflydelsen fra vores sociale kontekst.

Andre fremtrædende personer, såsom den skotske filosof David Hume, fremførte imidlertid i sin tid, at menneskelige følelser dikterer vores adfærd. Charles Darwin forklarede i sit værk The Descent of Man også noget lige så afgørende, som det er vigtigt. Ifølge ham har ethvert dyr, der er udstyret med sociale instinkter, en minimal moralsk samvittighed.

Disse menneskers idéer dannede grundlaget for moralpsykologien. I det sidste årti har eksperter gennemført en stor mængde forskning. Som følge heraf siger de, at disse fakta faktisk er sande. Moralsk følsomhed, hævder de, er et resultat af vores evolution.

Derfor tilskynder alle de kognitive, følelsesmæssige og motiverende mekanismer, vi har, os til at udføre samarbejdsvillige, prosociale og altruistiske handlinger.

Alt dette hjælper os til at sikre vores overlevelse som art. Selv om vi som bekendt ikke alle praktiserer moral og etik på samme måde.

Hvad er den moralske hjerne?

Frans de Waal, psykolog, primatolog og etolog, forklarede noget meget vigtigt i sin bog Primates and Philosophers: How Morality Evolved. Han sagde, at grundlaget for moralsk adfærd (som Darwin med rette påpegede) findes i alle dyr med social adfærd. Dette kan vi se hos aberne og dermed også hos vores egne forfædre.

Empirisk forskning kaster også lys over det samme område. Neurologen Alvaro Pascual Leone har ledet en meget interessant undersøgelse. I den viste han, at den moralske hjerne er baseret på et meget komplekst neurologisk grundlag. Dette kan imidlertid identificeres ved hjælp af magnetiske resonanser.

Alt dette viste, at moralsk følsomhed derfor ville være medfødt hos mennesker og et resultat af vores evolution.

Lad os se på en idé, der er både illustrativ og slående. Psykologen Paul Bloom gennemførte nogle detaljerede undersøgelser, som han nævnte i sin bog Just babies: The Origins of Good and Evil. I dette værk (uundværligt for enhver, der ønsker at dykke dybere ned i den moralske hjerne) opdager vi, hvordan spædbørn udviser prosocial og altruistisk adfærd allerede i deres første leveår.

Lad os dykke dybere ned i dette.

Moral er (næsten altid) en naturlig reaktion hos mennesker

Der er naturligvis undtagelser fra denne påstand. Teorien om den moralske hjerne viser os, at der faktisk er tilfælde, hvor idéen om, at sansen for etik, respekt og en klar skelnen mellem godt og ondt er medfødt i ethvert menneske, ikke er opfyldt.

Vi ved f.eks. at der findes et psykopatiske gen. Vi ved også, at visse frontotemporale demenssygdomme eller skader kan få en person til at opføre sig amoralsk.

Den neuroanatomiske undersøgelse, som dr. Pascual Leone gennemførte, afslørede følgende:

• Den moralske hjerne består af et neuralt netværk, der integrerer forskellige hjernestrukturer. Disse omfatter frontallappen, isselappen, insulaen og de subkortikale strukturer.
• Disse områder letter og former det, som vi forstår som tanketeori (takket være dette kan vi tilskrive andre mennesker tanker og hensigter).

På samme måde fremmer disse områder empati og social adfærd, hjælper os med at forstå vores egne og andres trusler og gør det muligt for os at analysere virkeligheden ud fra et socialt, følelsesmæssigt og moralsk synspunkt. Desuden gør de det også lettere for os at kontrollere vores instinkter og tænke over konsekvenserne af visse handlinger.

Oxytocin som en nøgle til den moralske hjerne

Patricia Churchland, der er neurofilosof, er forfatter til bogen Braintrust: What Neuroscience Tells Us about Morality. Dette værk er utvivlsomt vigtigt for at forstå en stor del af denne teori, som opnår større og større empirisk støtte.

Gennem hendes forskning forstår vi den relevans, den har for mange af de arter, der har social adfærd. Vi taler her om aspekter som samarbejde, forsvar af de svage, omsorg for børn og pasning af familien samt mange andre.

Vores hjerne har udviklet sig til at forstå, at udstødelse, ligesom aggression, ikke er passende adfærd. De er ikke til nogen gavn for os. Langt de fleste af os kommer til verden med viden om, at vold og isolation ikke er godt for hverken os eller andre. Og vi ved det, fordi der findes et vigtigt molekyle, som ikke blot fortæller os det, men også opmuntrer os til at udvise positiv social adfærd.

Vi taler her om oxytocin. Det er det molekyle, der også styrer den moralske hjerne. Det er det, der skaber tillid, opmærksomhed, omsorg, hengivenhed og vigtigheden af sociale bånd. Lad os reflektere over denne virkelighed og forstå, at samarbejde, respekt og altruisme giver os værdighed som mennesker.

De er faktisk helt afgørende for et menneskes liv.