Lucifer-effekten eller hvorfor vi kan begå onde handlinger

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Valeria Sabater

Sidste ændring: 23 januar, 2023

Lucifer-effekten kan forekomme ethvert sted i vores daglige liv. Det er en transformation. Effekten kan gøre en tilsyneladende normal, god og veluddannet person i stand til at begå frygtelige handlinger. De er mennesker, som ikke har nogen lidelser eller en traumatisk fortid, men stadig finder sig selv dehumaniseret af den stærke indflydelse i en bestemt situation.

Enhver god kriminolog, som også har viden omkring sociologi, vil fortælle os, at ondskab ikke er en form for “fantasi”, eller et universelt begreb, som eksisterer som et antonym til “godhed”. Derimod er ondskab noget, der eksisterer i en kontekst: En bestemt social situation, og de psykologiske mekanismer relateret til denne.

En definition på Lucifer-effekten

Et kendt eksempel på Lucifer-effekten er hekseprocesserne i Salem, hvor samfundet dengang var grebet af religiøs fanatisme, puritanisme og et kollektivt hysteri. Et andet godt eksempel er den nu berømte TV-karakter Walter White fra serien “Breaking Bad”.

Antropologerne, Alan Page Fiske og Tage Shakti, påpegede, at i Lucifer-effekten, er der en, der initierer en række af voldelige handlinger baseret på, hvad de anser som værende rigtigt. Individet mener altså, at det, de gør, er retfærdiggjort af den komplekse personlige sitatuion og sociale kontekst, uanset hvor frygtelig handlingen er. Vi bør dog huske på, at ingen former for vold nogensinde er “dydigt”.

Det kan være, at en person på et givet tidspunkt, på grund af visse sociale og strukturelle omstændigheder, føler et behov eller en forpligtelse til at krydse grænsen til ondskab eller grusomhed. Dette er Lucifer-effekten. Over alting er moral altså nøglekonceptet her. Kort sagt fungerer moral som en lokkedue for vores hukommelse: Der er logik eller integritet bag presset fra miljøet eller fortvivlelsen.

Lucifer-effekten og Phillip Zimbardos studie

Det er aftenen til d. 28 april 2004. De fleste amerikanere er færdige med at spise aftensmad og sætter sig ned foran fjernsynet for at se programmet “60 Minutes”. Noget ændrer sig den dag. TV-netværket inviterede dem til at se noget, de ikke var forberedt på.

De viste billeder fra Abu Ghraib fængslet i Irak, hvor en gruppe af amerikanske soldater (både mænd og kvinder), sodomiserer, torturerer og voldtager de irakiske fangere, på de mest afskyelige og ydmygende måder.

En af de mange mennesker, der så på dette med stor frygt, var den velkendte psykolog Phillip Zimbardo. Men for ham var disse handlinger ikke nye, de var ikke underlige og de var ikke uforklarlige. Det amerikanske samfund så det i stedet som en krænkelse af deres tidligere holdninger.

Pludselig var dem, som de havde betragtet som “gode”, nu onde. Frelsere var nu torturbødler. Måske havde de overvurderet det amerikanske militærs evner?

Zimbardo-eksperimentet i 1971

Efter offentliggørelsen af disse billeder blev de 7 amerikanske fængselsvagter sigtet og derefter sat for retten. Dr. Phillip Zimbardo følte det nødvendigt at tage del i retssagen som et ekspertvidne for at forklare, hvad der var sket i fængslet.

Faktisk havde han endda før retssagen gjort en ting meget klart. Ondskaben, som havde rodfæstet sig i fængsel, var effekten af Bush-administrationen og en politik, der tydeligt faciliterede Lucifer-effekten. En af grundene til, at han følte sig nødsaget til at deltage i retssagen, var, at han selv havde oplevet en meget lignende situation som den i Abu-Ghraib fængslet. I 1971 gennemførte han et eksperiment ved Stanford University; det berømte Stanford fængselseksperiment. Zimbardo opdelte de studerende i to grupper af “fængselsvagter” og “indsatte”.

Efter blot få dage var  Zimbardo vidne til uventede og utænkelige niveauer af grusomhed. Liberale universitetsstuderende, kendt for deres altruisme, venlighed og selskabelighed var blevet til sadister. Og blot ved at få tildelt en rolle som “vagt”. Til slut blev det så ekstremt, at Zimbardo var nødsaget til at afslutte eksperimentet.

Lucifer-effekten og dens psykologiske processer

Det, der skete under Stanford fængselseksperimentet, virkede til at være en klar forudanelse om, hvad der ville ske mange år senere i Abu-Ghraib fængslet. Dr. Zimbardo forsøgte ikke at frikende eller retfærdiggøre de anklagede soldaters handlinger. Han forsøgte bestemt ikke at fremstille dem som ofre. I stedet forsøgte han at give en videnskabelig forklaring på, hvordan bestemte omstændigheder helt kan ændre vores adfærd.

Dette er de psykologiske processer, som Zimbardo identificerede, og som udgør Lucifer-effekten:

• Overensstemmelse med en gruppe. Solomon Asch teoriserede, at visse sociale pres nogle gange kan få os til at udvise en adfærd, der går imod vores værdier. For hvad? Accept.
• Lydighed overfor en autoritet, af Stanley Milgram. Dette fænomen er almindeligt, eksempelvis i et militært hierarki. Her er en stor del af gruppens medlemmer i stand til at begå voldelige handlinger, hvis de retfærdiggøres eller beordres af personer med en højere rangering.
• Moralsk frakobling af Albert Bandura. Folk har deres egne moralske kodekser og værdisystemer. Nogle gange forekommer der dog mentale “piruetter”, som får dem til at udføre en handling, der egentlig er helt i strid med deres moralske værdier. Det kan endda komme til et punkt, hvor de ser noget moralsk uacceptabelt som værende rigtigt.
• Miljømæssige faktorer. Dr. Zimbardo fandt ud af, at disse soldater arbejdede 12-timers vagter,  7 dage om ugen – over 40 dage uden at have fri. Derudover sov de i tomme celler, og faciliteterne var generelt i meget dårlig stand, med mug, blodpletter og kropslige rester på væggene. Derudover blev de udsat for op til 20 bombeangreb om ugen.

Kan vi forhindre den?

For at konkludere, forklarer Zimbardo i sin bog “The Lucifer Effect”, at dehumanisering var uundgåeligt. De situationelle faktorer, kontekstuelle sociale dynamikker og det psykologiske pres kan nære ondskab i enhver af os. Vi bærer alle på “frøet” af ondskab, hvad end vi kan lide det eller ej. Vi kan dog modarbejde denne perverse side med beslutsomhed, integritet og klare grænser. Vi kan bruge disse ting til at forhindre os selv i at glemme, hvem vi virkelig er.