Legenden om toh fuglen: En lektion om ydmyghed

Ifølge legenden om toh fuglen var denne fugl så smuk og beundret, at den blev meget forfængelig. Den sagde altid, at den ikke kunne arbejde af frygt for, at der skete noget med dens smukke hale.

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Edith Sánchez

Sidste ændring: 23 januar, 2023

Legenden om toh fuglen er en historie, som mayaerne fortalte i generationer. Gennem den forsøgte de at lære unge mennesker vigtigheden af at forholde sig ydmyg og være hjælpsom og venlig mod dem, der er omkring os.

Legenden om toh fuglen er en gammel maya-historie fra Yucatan halvøen. Nogle siger, at toh fuglen guider de eventyrer, som kommer ind i junglen og i de egne, så de kan finde naturlige kilder inde i hulerne.

Toh fuglen er en enspænder, som kan lide huler og mørke steder. Dens sang og unikke hale er den vigtigste særkender. Toh fuglens hale har en lys plamage, som lyser i solen og bevæger sig som en pendul. Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at den fugl ikke ligner nogle andre fugle i den region.

Legenden om toh fuglen fortæller, at for mange år siden var denne fugl en del af den naturlige guddommelighed. På den tid havde den en lang farvestrålende hale. Den var så smuk, at alle anså den for at være en højerestående fugl. Alle andre dyr beundrede dens smukke plamage og behandlede den med største respekt.

Legenden om toh fuglen

Ifølge legenden om toh fuglen var denne fugl så smuk og beundret, at den blev meget forfængelig. Den sagde altid, at den ikke kunne arbejde af frygt for, at der skete noget med dens smukke hale. Som en konsekvens af dette måtte de andre fugle hente den mad og drikke, som den behøvede. De skulle også lave en rede til den og forberede dens sted at sove.

Toh fuglen gjorde praktisk talt intet. Den sov længe og gik så ud i den kongelige have, hvor de smukkeste fugle i junglen var. De ville tale om banaliteter og le en masse der. De var sådan, de tilbragte deres dage.

Ud over sin ydre skønhed var toh fuglen også gnaven. Den ville kun spise den bedste mad i junglen. Selv om de andre fugle kæmpede for at behage den, så den aldrig ud til at være tilfreds med noget som helst.

En mærkelig storm

En nat sagde den altid så kloge ugle, at en forfærdelig storm var på vej. Den vidste, at en storm som denne kun ville komme hver 50 år. Torden og lyn ville ramme hele junglen. De skulle straks bygge et beskyttelsesrum, hvis de skulle overleve.

Alle fuglene gik i gang med arbejdet med det samme. Spætterne, araerne, papagøjerne og tucaner begyndte at samle grene til at bygge et beskyttelsesrum. Større fugle som kalkuner bar de tungere grene. Små fugle som krager og vagtler samlede små planter.

Legenden om toh fuglen fortæller, at skyerne begyndte at se mørkere ud, som tiden gik. Men toh fuglen gjorde ingenting. Den ventede bare på, at de andre fugle skulle blive færdige med at bygge beskyttelsesrummet.

Men på et tidspunkt følte de andre fugle, at de havde fået nok, og de besluttede så at skælde den ud for dens attitude. Skuffet spurgte de toh fuglen, om den ville hjælpe til.

Historien slutter og legenden begynder

Toh fuglen blev vred over de andres krav til den. Men da den frygtede at ville blive holdt udenfor beskyttelsesrummet, sluttede den sig til de andre fugle og hjalp til. Den arbejdede kun i nogle få minutter, for den blev virkelig træt. Den ønskede ikke at blive en arbejder, fordi det ikke var dens kald. Derfor gik den, uden at de andre fugle så det, til en hule og gemte sig.

Da den kom ind i hulen, lagde den sig ned og faldt i søvn. Den lagde ikke engang mærke til, at stormen gik i gang. Lynene vækkede den ikke, fordi de få minutter, den havde arbejdet så hårdt, havde udmattet den fuldstændig. Det dårlige ved denne hule var, at den var meget lille, og dens smukke hale kunne ikke være derinde.

Stormen fortsatte hele dagen og natten med. Så kom solen frem og skinnede den næste dag. De andre fugle forlod beskyttelsesrummet og toh fuglen forlod sin hule.

Tiden for toh fuglen efter stormen

Legenden siger, at man så troede, tingene ville vende tilbage til det normale. Derfor vendte toh fuglen tilbage til den kongelige have og fulgte sin daglige rutine der, da den så, at regnen var stoppet.

Men da den kom, begyndte alle at grine. Stormen havde næsten fuldstændig ødelagt dens storslåede majestætiske hale. Skuffet vendte toh fuglen tilbage til sin hule og forlod den aldrig igen. Straffen for dens stolthed og egoisme er, at den nu skal leve alene på et øde sted og arbejde med at vise vej for de besøgende.