Integrativ adfærdsmæssig parterapi

Integrativ adfærdsmæssig parterapi tager højde for, at mennesker er følelsesmæssigt forbundet med deres partners forskellige typer adfærd.

Bedømt og godkendt af psykolog Gema Sánchez Cuevas.

Skrevet af Marián Carrero Puerto

Sidste ændring: 27 december, 2022

Ifølge Riva (2012) er integrativ adfærdsmæssig parterapi en af tredjegenerationsterapierne. Denne terapiform fokuserer på private oplevelser (følelser og tanker), accept og mindfulness. Den sætter også særligt fokus på den funktionelle analyse af adfærd, som en måde at evaluere problemer på.

Det gøres ved at overveje, hvordan problemerne opstår, baggrunden, konsekvenser ved dårlig adfærd og begge parters personlige historie.

Som Cordova (2002) nævnte, så hedder der integrativ adfærdsmæssig parterapi, fordi det kombinerer acceptteknikker med den traditionelle adfærdsparterapi.

Når det så er sagt, så følger integrativ adfærdsmæssig parterapi udviklingen i traditionel adfærdsmæssig parterapi (Jacobson og Margolin, 1979). Grunden til dette er, at den inkorporerer en følelsesmæssig accept, og den fokuserer ikke rigtig på forandring i adfærden.

Visse studier påpeger, at denne behandling er anderledes end traditionel adfærdsmæssig parterapi. Derudover nævner de, at de underlæggende forandringsmekanismer gør denne behandlingsform mere passende til at behandle problemer mellem par.

Integrativ adfærdsmæssig parterapi som en tredjegenerationsterapi

Accept

Acceptteknikker er brugbare til at få par til at møde hinanden på midten. Med andre ord, det lader parret arbejde gennem deres forskelligheder, så de ikke bliver en kilde til konstante konflikter. Ifølge Dimidjian Martell og Christensen (2008) er hovedstrategierne til at opnå dette følgende:

Empatisk forening: Målet er at prøve at reducere parrets negative adfærd. For at kunne gøre dette, beder terapeuten parret om at udtrykke den smerte, som den negative adfærd giver dem, uden at de hver især kommer med anklager eller beskyldninger. At få den ene part til at indse, hvordan deres adfærd påvirker deres partner, er hovedidéen i denne strategi.

Forenet løsgørelse: Hovedformålet er at få parret til at identificere de interaktioner, der giver grund til deres individuelle frustrationer. Målet er at hjælpe parret med at se deres problemer fra et anderledes perspektiv.

I denne strategi analyserer terapeuten grundigt, hvad der skaber adfærden, som skaber problemerne. For at gøre dette, opmuntrer terapeuten parret til at tale om disse problemer, som om de var tilskuere.

Tolerance: Dette er teknikken, den professionelle tyer til, når de to andre ikke virker. Terapeuten hjælper med at udvide deres toleranceniveau. Det handler ikke om at gå tilbage til det stadie, hvor parret blev forelsket. I stedet handler det om at opmuntre parret til at være retfærdige overfor hinanden og indse hinandens kvaliteter.

Mindfulness i integrativ adfærdsmæssig terapi

Mindfulness er en nyere teknik, der bygger på gamle fremgangsmåder. Det har rødder i forskellige religioner og østlige og vestlige filosofier. Dog er buddhismen den religion, der har mest indflydelse med denne teknik. Det handler om at være opmærksom på her og nu uden at dømme.

Ifølge O’Kelly og Collard (2012), bliver forhold altid udsat for forskellige tests over tid. Med denne form for terapi vil individet være i bedre stand til at klare disse situationer ved at lindre effekterne af disse tests, der provokerer forholdet.

Ydermere hjælper det hver person med at være opmærksom på, hvordan de relaterer til den anden i forskellige følelsesmæssige stadier. Det styrker også selvkontrol. Denne model er baseret på naturlig opbakning (et smil, en rar kommentar osv).

Studier om integrativ adfærdsmæssig parterapi

Jacobson, Christensen, Prince, Cordova og Eldridge (2000) sammenlignede traditionel adfærdsmæssig parterapi med integrativ adfærdsmæssig parterapi. De indsamlede data i dette studie viste, at deltagere, der blev behandlet med integrativ adfærdsmæssig parterapi, viste større partilfredshed end dem, der blev behandlet med den traditionelle form.

Perisutti og Barraca (2013) opsamlede lignende resultater i et senere studie. De analyserede 12 studier og fandt en lille forbedring i patienter, der gennemgik den nye behandlingsform, både lige efter behandlingen og efter et år.

Dog fandt de samme forfattere ud af, at efter et fem års eftertjek, at både integrativ adfærdsmæssig parterapi og den traditionelle form endte med meget ens resultater.

Integrativ adfærdsmæssig parterapi: Konklusion

Denne type af terapi kombinerer kognitiv terapiteknikker med nye strategier, der opmuntrer accept. Det lader begge parter lære dem selv og hinanden bedre at kende. Integrativ adfærdsmæssig parterapi tager højde for, at mennesker er følelsesmæssigt forbundet med deres partners forskellige typer adfærd.

Det er derfor, at målet er at øge tillid, intimitet og kommunikation i forholdet.

En ting er sikkert: Når der er større accept, så er folk mere villige til at skabe forandring for at forbedre sig, tilpasse sig den anden, kommunikere på en bedre måde og løse konflikter.