Forbindelsen mellem fedtfobi og tv

Fedtfobi er årsag til mange lidelser. Samtidig bliver den fortsat stort set glemt af medierne. Faktisk er det sådan, at deres adfærd, i mange tilfælde med seernes medvirken, viderefører stereotyper og giver næring til ukonstruktive debatter.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Andrea Pérez.

Sidste ændring: 21 maj, 2023

Ordet fedtfobi er ikke længere fremmed for os. Faktisk bliver det mere og mere populært. Ordet definerer den vold, det had, den afvisning og den diskrimination, som overvægtige mennesker udsættes for. Men hvordan hænger fedtfobi og tv sammen?

Det budskab, som overvægtige mennesker modtager fra deres familier, arbejdsmiljøet, læger, sociale medier og medierne, er, at deres krop er ugyldig. Denne konstante stigmatisering skaber følelsesmæssige konsekvenser hos dem, der lider af overvægt. F.eks. spiseforstyrrelser og frygt i forhold til både andre og sig selv.

I dag er fedtfobi veletableret og normaliseret i vores kultur. Der er både et individuelt og kollektivt ansvar på spil her. Med hensyn til sidstnævnte har medierne stor magt.

På grund af deres store indflydelse og deres brede diskurs er medierne faktisk et stort talerør for social forandring. Men på trods af at de i de seneste år har forsøgt at lave mere inkluderende produkter, er diskrimination af fede mennesker fortsat et uløst problem.

Fedtfobi i offentligheden: Berta Vázquez og Goyas

Den 11. februar 2023 fandt Goya Awards-gallaen sted i Spanien. Det er en begivenhed, der er dedikeret til at hædre spansk film. Goya’erne er nemlig de vigtigste filmpriser i Spanien. Hvert år bliver de set af millioner af mennesker. I år havde den et publikum på mere end to og en halv million seere. På det mest sete tidspunkt oversteg gallafesten faktisk syv millioner.

Goyas-prisuddelingen vækker uden tvivl stor interesse, men den giver også anledning til debat og kontroverser. I år drejede en af disse kontroverser, men ikke den eneste, sig om skuespillerinden Berta Vázquez. Og det emne, der fyldte overskrifterne i medierne, var fedmefobi.

Da Berta, der skulle overrække Goya’en for bedste europæiske film, viste sig på den såkaldte røde løber (i år blå), var de sociale medier fyldt med kommentarer om hendes fysik. Mange mennesker udtrykte deres beundring for kunstneren. Andre var imidlertid uhøflige og fornærmende over hendes udseende.

Dette bragte debatten om fedtfobi til alle medier. I journalistikkens verden har reaktionen været enstemmig med hensyn til at udtrykke støtte til skuespillerinden og fordømme de negative kommentarer. Det er dog også rigtigt, at medierne dagligt fremmer et æstetisk ideal, der ikke er særlig mangfoldigt.

Det faktum, at denne debat nåede sådanne dimensioner, var nødvendigt for at øge den sociale bevidsthed om problemet. For selv om overskrifter med støtte kan trøste dem, der ser sig selv afspejlet i denne skuespillers krop, er det trods alt meningsløst, hvis medierne fortsætter med at forevige diskrimination resten af tiden.

Derfor må vi som forbrugere og seere være kritiske og kræve, at de audiovisuelle produkter, vi forbruger, er i overensstemmelse med de værdier, som vi ønsker at fremme socialt.

Fedtfobi og tv

De grene, hvorigennem æstetisk vold fortsat videreføres gennem medierne, er yderst forskellige.

TV dækker mange audiovisuelle sektorer såsom reklame, journalistik og fiktionelle produkter som underholdningsserier. De fortsætter alle med at opretholde diskrimination af kroppe, der ikke opfylder de sociale standarder, hver på deres egen måde.

Reklame

Reklame er utilitaristisk. Den udnytter befolkningens behov til at sælge produkter. Hvis befolkningen har den opfattelse, at kroppe kun er gyldige, hvis de er tynde, vil reklamen bruge denne påstand til at opfylde sit mål. Og hvis den altid er rettet mod tynde kroppe, vil idéen om, at det er de eneste gyldige kroppe, blive styrket. Det er en ond cirkel.

I reklamebranchen er et af de vigtigste diskriminationsværktøjer usynlighed. Mange annoncører bruger nemlig det, der socialt anses for smukt, og kasserer resten.

I samfundet er den krop, der anses for at være smuk, tynd og atletisk. Derfor bruger reklamer den. De viser ikke det ikke-smukke. For denne industri eksisterer disse kroppe ikke. Hvor mange parfume-reklamer kan du f.eks. huske at have set i fjernsynet, hvis hovedperson er en overvægtig kvinde? Eller hvor mange overvægtige mænd ser du, der foreslår dig at åbne en konto i den bank, de bruger?

De få gange, hvor overvægtige kroppe vises i tv-reklamer, fortsætter med at fastholde en lang række fordomme. F.eks. bruges de kun til at vise før og efter brug af en mirakuløs ansigtscreme. Eller for at demonstrere virkningerne af et antacidum efter et tungt måltid.

Kort sagt optræder overvægtige kroppe kun i reklamer for at sælge os den idé, at de er ugyldige, og for at præsentere problemer, der skal “løses”.

I de seneste år har flere mærker imidlertid besluttet at tage en chance og vise kroppe af forskellige størrelser i deres reklamer. Selv om disse kampagner normalt er ladet med kontroverser, gør de i det mindste de former for kroppe, der tidligere var skjult, synlige og normaliserer dem.

Journalistik

Der er mange nyhedshistorier, der fremhæver fysiske forandringer, for det meste af kendte kvinder. Skuespillerinder, sangere og berømtheder ser deres kroppe udsat for mediernes prøvelse i blade. Hver sommer er bladene fyldt med kendte kvinder i badedragter. Deres strækmærker, appelsinhud, hudpletter og fedtfordeling analyseres millimeter for millimeter.

Faktisk bliver enhver fysisk ændring, som en relativt berømt kvinde gennemgår, en overskrift i denne type presse. Mens nogle blot trykker billederne, teoretiserer andre om årsagerne til de fysiske forandringer. Denne type overskrifter gør kvinders kroppe til genstand for diskussion. De fjerner mediernes fokus fra deres arbejde, talent og engagement.

Disse former for handlinger skal stoppes. Journalistikken har en enorm informationsmagt i sine hænder. Den skal være underlagt etiske forpligtelser, hvoraf en er at forsvare ligestilling.

Flere organisationer og foreninger har udarbejdet vejledninger, der hjælper fagfolk med at fremme ligestilling og ikke reproducere fordomme. Nogle af retningslinjerne omfatter brug af inkluderende billeder, passende og ikke-forstyrrende terminologi, ikke at forbinde fedme med fordomme som dovenskab eller svaghed og ikke at forbinde en persons vægt med hans eller hendes evner eller talent.

Fiktionsserier og film

Som med de tidligere nævnte formater er det i fiktionsserier og film fortsat normen at usynliggøre fede eller overvægtige mennesker. I disse audiovisuelle produkter er dette faktum faktisk særlig slående, da deres plot normalt er baseret på emner af almen interesse og sociale debatter. Alligevel er debatten om respekt for alle former for kroppe fortsat ubesvaret.

I mange år har man ikke set overvægtige mennesker i handlingen i vores yndlingsserier og -film. Karaktererne er altid blevet spillet af folk med normative kroppe.

Faktisk gik denne usynlighed så vidt, at industrien foretrak at forklæde tynde skuespillere og skuespillerinder med fede dragter frem for at hyre overvægtige skuespillere. For eksempel er Monica i Venner, Betty Draper i Mad Men, Smichdt i New Girl, Rosemary i filmen Blind Love og Barney i How I Met Your Mother blot nogle få eksempler.

Den minimale repræsentation af overvægtige kroppe i fiktionen har fungeret som et instrument til komedie. Når en overvægtig figur blev skildret, blev de nemlig generelt portrætteret på en grinagtig og stereotypisk måde. Dette tjente til at reproducere og fastholde fordomme ved at fremstille overvægtige som dovne, klodsede, frådseriske, usikre og seksuelt uattraktive.

Bekæmpelse af fedtfobi gennem inklusion og synlighed

For nylig har flere skabere talt for at fordømme de konsekvenser, som fedtfobi medfører. Faktisk fordømmer nogle af disse produktioner udtrykkeligt, hvordan æstetisk diskrimination kan påvirke den psykiske sundhed hos dem, der lider af fedme.

Andre skabere har besluttet at bruge processen med inklusion ved at udvide deres figurers kropsdiversitet. Dette sender et budskab om, at i deres produktioner er alle slags kroppe acceptable for enhver form for handling. Her er nogle eksempler:

Fedtfobi og tv: Nogle eksempler på inkluderende serier og samfundskritik

En serie, der viser, hvordan fedtfobi og tv kan påvirke et individ mentalt, er My Mad Fat Diary. Denne britiske serie er baseret på en selvbiografisk bog. Den fortæller historien om Rae, en overvægtig teenager, der ender med at blive indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af en spiseforstyrrelse.

Efter fire måneders arbejde med sig selv skal Rae se frem til at skulle tilbage i skole. Vi ser, hvordan det had, hun føler mod sin krop og sig selv, påvirker hendes familie, venner og partnerforhold på daglig basis.

I komediestilen er Dietland-serien, der er baseret på bogen af Sarai Walker, en kritisk satire om fedmefobi og fysikerens diktatur. Dens hovedperson, Plum, er en overvægtig journalist, der er ghostwriter for et teenageblad.

I sit arbejde fremmer hun fedtfobi. Men samtidig længes hun efter at tilhøre gruppen af normative og tynde kroppe og holde op med at blive mishandlet. Til sidst går Plum, sammen med hjælp fra andre kvinder, en vej, der fører til selvaccept og empowerment.

Der er også flere eksempler på inklusion. Felice fra Young Royals bryder med myten om, at den populære gymnasiepige altid er tynd. Mens Hannah fra Girls lærer os, at hendes humør ikke afhænger af hendes krop. I fængselsserien Orange is the New Black er kropsdiversitet normen.

Og Shrill lærer os, at vores lykke ikke bør afhænge af vores vægt, og at vi for at gøre vores liv sjovere ikke behøver at ændre vores kroppe, hvis vi ikke har lyst til det.

Vores ansvar i forhold til fedtfobi og tv

Det er ikke kun medierne, der er ansvarlige for eksistensen af denne form for diskrimination. Vi er også ansvarlige som deltagere i samfundet. Fedtfobi har flere årsager. Det er en forskelsbehandling, der er dybt rodfæstet og tværgående på flere områder.

Når vi forbruger disse typer produkter, skal vi forholde os kritisk til dem. Hvis vi skelner mellem, hvilke repræsentationer der er skadelige, kan vi fordømme dem og holde op med at fastholde dem. Det er vigtigt, at vi giver stemme til vidnesbyrd og erfaringer fra mennesker, der har set deres liv betinget af diskrimination af deres fysik.

Det handler ikke kun om at arbejde på vores empati over for mennesker, der hver dag må lide under konsekvenserne af at leve med en ikke-reguleret krop, men vi skal også arbejde på at identificere, hvordan vi fastholder denne diskrimination og ændrer vores fordomme.