Differentialdiagnose: Definition, trin og eksempler
Det er foruroligende, når ens tanker, følelser og adfærd adskiller sig væsentligt fra andre personers. Det kan få dig til at føle dig mangelfuld, isoleret og misforstået. I mange tilfælde kan en diagnose være med til at afhjælpe disse følelser af ubehag. Skaden kan dog være større end fordelene, hvis du får en forkert diagnose. Derfor er det vigtigt med differentialdiagnose.
Det er ikke altid let at identificere en psykisk tilstand. Desuden er de syge generelt langsomme til at søge hjælp. Derudover er det ikke usædvanligt, at en person modtager forskellige diagnoser over tid. Det kan også tage tid, før resultaterne foreligger, og nogle gange er de gennemførte interventioner ikke de mest hensigtsmæssige.
De etiketter, du får, kan virke irrelevante. Men de er faktisk af stor betydning.
Definerer etiketter dig?
Der er blandede og kontroversielle holdninger til etiketter. Nogle mennesker mener, at betegnelser som “angst”, “depression”, “opmærksomhedsunderskud” og “personlighedsforstyrrelse” er begrænsende og fordømmende.
De antyder, at personen, der har fået en diagnose, i mange tilfælde bliver reduceret til denne etiket over for andre og endog over for sig selv. Dette kan være skadeligt for dem og endda fremme udviklingen af en lidelse.
På den anden side er værdien af at få et svar, der forklarer de symptomer, man oplever, ubestridelig. Det er faktisk gavnligt at få en præcis diagnose på flere niveauer:
- De giver patienten mulighed for at få mening med oplevelsen, at forstå, hvorfor han/hun føler, tænker eller handler på en bestemt måde, og at tage ansvar for sig selv.
- Det hjælper dem med at identificere den mulige oprindelse af deres tilstand. Desuden hvorfor den er opstået i forbindelse med deres egne biologiske og miljømæssige variabler.
- Det giver patienten mulighed for at komme i kontakt med andre mennesker med de samme oplevelser. Dette mindsker følelser af isolation og misforståelse.
- Det er det første grundlæggende skridt mod påbegyndelse af en passende behandling. Diagnosen er nemlig modtaget, og fagpersonen er i stand til at begynde at arbejde med lidelsen med henblik på at forbedre den lidendes livskvalitet.
Betydningen af differentialdiagnose
Differentialdiagnoser kan defineres som den proces, der udføres for at skelne en specifik sygdom fra andre lignende sygdomme. Med andre ord er fagpersonen under den psykologiske vurdering i stand til at tage hensyn til andre lignende eller beslægtede lidelser for at identificere, hvilken lidelse patienten lider af.
Denne tilsyneladende enkle opgave kræver følgende:
- Fagpersonens indgående kendskab til de forskellige diagnosekategorier og deres kriterier.
- En individualiseret evaluering, hvor patientens baggrund, livshistorie, særlige omstændigheder og symptomer analyseres.
- Patientens aktive deltagelse ved at give alle relevante oplysninger. Dette skyldes, at der nogle gange kan blive stillet en fejldiagnose, fordi patienten ikke har etableret et tilstrækkeligt stærkt tillidsforhold til terapeuten til at give visse vigtige oplysninger. Mange mennesker er f.eks. tilbageholdende med at indrømme, at de hører stemmer.
Differentialdiagnose og komorbiditet
En af de største vanskeligheder skyldes, at det er almindeligt, at flere psykiske lidelser overlapper hinanden, forekommer samtidig eller er afhængige af hinanden. I disse tilfælde skal fagpersonen identificere alle de tilstedeværende lidelser og afklare forholdet mellem dem.
Hvis en patient f.eks. beder om hjælp på grund af den store angst, som han/hun føler, når han/hun socialiserer sig, kan fagpersonen tro, at han/hun har social fobi. Men hvis personen også stammer, kan dette faktisk være årsagen til den sociale angst.
En differentialdiagnose ser på de mulige lidelser, der kan være årsag til disse symptomer. Den omfatter normalt flere tests. Disse kan normalt udelukke visse tilstande og samtidig afgøre, om der er behov for flere undersøgelser.
På den anden side kan en patient, der lider af en dysmorfisk lidelse (en besættelse af en reel eller imaginær fysisk defekt), også lide af en spiseforstyrrelse. Derfor bør begge tilstande behandles.
Opfølgning er afgørende for en vellykket differentialdiagnose
I betragtning af alle disse komplekse forhold er det vigtigt, at diagnosen forbliver åben for revision og ændring, selv når den er blevet fastlagt.
Det er faktisk muligt, at tidligere ukendte data vil blive opdaget i løbet af disse behandlinger, og at behandlingen skal ændres. Eller hvis interventionen ikke viser sig at være effektiv, kan det være, at der er nogle elementer, som endnu ikke er blevet taget i betragtning, og som peger på en anden diagnose.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Wittchen, H.-U. (1996). Critical issues in the evaluation of comorbidity of psychiatric disorders. The British Journal of Psychiatry, 168(Suppl 30), 9–16.
- Behar, R., Arancibia, M., Heitzer, C., & Meza, N. (2016). Trastorno dismórfico corporal: aspectos clínicos, dimensiones nosológicas y controversias con la anorexia nerviosa. Revista médica de Chile, 144(5), 626-633.
