Yūgen: Opnå en dyb bevidsthed om universet
Hvornår har du sidst følt, at noget virkede ret dybt for dig? Nogle gange kan et ordsprog, et digt, en historie eller endog et bestemt scenario vække denne følelse i dig. Det er transcendent og værdifuldt, og bag det ligger visse interessante betydninger. Det er en unik oplevelse, som er svær at sætte ord på, men som alle forstår. Det er yūgen.
Vi kan endda sige, at oplevelsen af dybdefornemmelsen fjerner lagene af egoisme fra vores psykologiske ufleksibilitet. Den inviterer dig til at åbne dig for en interessant virkelighed, som beriger dig, ophidser dig og til gengæld oplyser dig på en eller anden måde. Ville det ikke være vidunderligt at bruge hele livet på at lede efter elementer, der får dig til at føle det på denne måde?
Det var den østlige verden, der først udforskede dette koncept, nærmere bestemt japanerne. Faktisk overtog den japanske kultur et begreb af kinesisk oprindelse, yūgen, til at beskrive det mysterium, der skyldes de fænomener, som skaber en følelse af dybde i mennesket. Det fik en sådan relevans, at det blev et af de syv grundlæggende fundamenter i zenfilosofien.
Idéen om, at mysterierne i vores verden er dybe og ikke kan forklares med ord, er en idé, der er dybt rodfæstet i alle former for kunst.
Yūgen er en subtil kombination af det, der skaber inspiration og indadvendthed på samme tid. Den forbinder os med skønheden og også med os selv og inviterer os til at reflektere.
Yūgen: Mysteriets skønhed, der ikke kan forklares
Første gang begrebet yūgen blev hørt i Vesten var takket være filosoffen D.T. Suzuki (1870-1966). Han var faktisk en af de største fortalere for zen i verden. Han beskrev det som en følelse, hvorved det menneskelige sind identificerer sig med helheden af et bestemt fænomen. Pludselig synes noget, der var endeligt, at blive uendeligt.
Det ser imidlertid ud til, at vi ved at forsøge at definere følelsen af dybde fjerner dens magi. Måske var det derfor, at man i Østen assimilerede begrebet yūgen for at overføre det til kunsten, som et egnet middel til at vække denne form for oplevelse.
I det 12. århundrede forsøgte personer som munkedigteren Saigyo, der elskede naturens skønhed, at formidle følelser af smerte, melankoli og symbolsk transcendens i sine digte og dermed indfange essensen af zen.
Dugdråber
spændt på tråde
af edderkoppespind –
sådan er pynten
der indretter denne verden-Saigyo-
Kunsten at vide, hvordan man observerer og føler
Alan Watts, den kendte britiske filosof, var også meget optaget af zenfilosofien og begrebet yūgen. Han så det dagligt på himlen, hvor de vilde gæs ofte forsvandt ind i de tykke skyer. Også når han gik gennem områder længst væk fra civilisationen, hvor naturen triumferede over menneskets fremskridt.
En forladt jernbane, en sø ved daggry, et slot i ruiner efter en stormfuld eftermiddag. Yūgen er en berusende oplevelse, der kun opstår hos dem, der forstår at observere roligt og tillade sig at føle naturens, menneskets og kunstens fremmedhed.
Ifølge Watts lever de fleste af os i overlevelsestilstand og er besat af at forstå virkeligheden. For at opleve yūgen må vi imidlertid undslippe vores almindelige mentale mønstre og bare føle. Intet andet. For ikke alt har en forklaring i dette liv. Faktisk gør det at omfavne mysteriet os kloge og dæmper vores angst for at give mening til alle aspekter omkring os.
“Du må lade din subjektive bekymring være hos dig selv. Ellers pålægger du dig selv objektet, og du lærer ikke. Din poesi opstår af sig selv, når du og objektet er blevet ét, når du er dykket dybt nok ned i objektet til at se det. Uanset hvor godt udtrykt din poesi er, hvis din følelse ikke er naturlig, hvis objektet og dig selv er adskilt, så er din poesi ikke sand poesi, men blot din subjektive forfalskning.”
-Matsuo Bashō (1644-1694)-
Essensen af yūgen er overalt
Yūgen handler ikke om at forestille sig en anden verden, der giver dig mulighed for at flygte fra denne verden. Yūgen er en invitation til at værdsætte mysteriet i den verden, du lever i. Du kan opleve det i alle omgivelser, der vækker en inspirerende følelse af både dybde og forvirring.
Desuden kan det ske hvor som helst. F.eks. når der er en bog eller en person, hvis samtale får dig til at opleve følelsen. I disse tilfælde er det, du læser og hører, transcendent, gyldigt, klogt og berigende. Disse opfattelser er brændstof til din hjerne, som ofte bliver rusten på grund af dine daglige rutiner, din travlhed og alle de nye teknologier, du er omgivet af.
Alan Watts påpegede, at det er nyttigt at være opmærksom på tærsklerne. Dørene, vinduerne, hullerne i træerne, bakkerne, skyerne, vandpytterne… Steder, hvor du kan fordybe dig i dit sind. Senere, når man vender hjem, er der intet bedre end at tage blyant og papir og beskrive, hvad man følte. Faktisk er der mystiske hjørner i hverdagen, hvor yūgens essens er skjult.
Følelsen af dybde ligger ofte i triste realiteter
Universitetet i Genève gennemførte i 2017 en undersøgelse, der viste, at vi normalt reflekterer over livets dybde ved at læse bøger, der fortæller triste historier. Det samme sker med enhver historie eller anekdote, som vi hører, og som vækker vores følelser.
På en eller anden måde ligger yūgen i din empatiske kapacitet og i din følelsesmæssige forbindelse med andres virkelighed. Der er visse kendsgerninger, der bevæger dig og får dig til at opdage den skønhed og betydning, der ligger i os alle sammen. Faktisk er zenfilosofiens koncept overalt, også i dit hjerte.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Cova, Florian & Deonna, Julien & Sander, David. (2017). “That’s Deep!”: The Role of Being Moved and Feelings of Profundity in the Appreciation of Serious Narratives. 10.1007/978-3-319-63303-9_13.
- Matsuo Basho: The Narrow Road to the Deep North and Other Travel Sketches; translated by Nobuyuki Yuasa. London: Penguin, 1966. Additional references: R. H. Blyth, A History of Haiku (2 vols.). Tokyo: The Hokuseido Press, 1964; T. D. Suzuki, Zen and Japanese Culture. London: Routledge & Kegan Paul, 1959.
