Traumer efter at være blevet forladt: Sårene ved adoption
Adoption er noget, som mange forældre, der ikke kan få biologiske børn, vælger. Når de træffer denne beslutning, er de dog ikke altid fuldt ud klar over det ansvar, der er forbundet hermed. Det er aldrig en let opgave at opdrage et barn. I tilfælde af adoption har de små også en følelsesmæssig bagage med sig. Deres problemer skal forstås, respekteres og behandles. Derfor taler vi om sårene ved adoption.
For at en adoption kan finde sted, har et barn mistet sin oprindelige familie. Årsagerne til dette kan være meget forskellige. F.eks. forældrenes død, indgriben fra de sociale myndigheder eller endog forældrenes valg om at give afkald på forældremyndigheden. Uanset årsagen er den ubevidste følelse, der hænger ved i barnets psyke, den samme: De er blevet forladt.
Selv om det kan virke som om, at det, der skete i en tidlig alder, ikke huskes eller ikke har nogen væsentlig virkning, har det i virkeligheden en stor betydning. Selv et barn, der er adopteret i en alder af blot få måneder, vil stå over for en række følelsesmæssige udfordringer. Adoptivforældrene skal være forberedt på at acceptere dette faktum.
Adoptionsprocessen indebærer, at barnet står over for nogle følelsesmæssige udfordringer.
Sårene ved adoption
Når vi tænker på et adoptivbarn, har vi en tendens til at tænke på, at han eller hun har været heldig med at være blevet reddet fra en forfærdelig situation af sin nye familie. Derfor mener vi, at de bør være glade og taknemmelige for deres nye liv. I virkeligheden er processen dog meget mere kompleks. Faktisk kan adoption, langt fra denne form for idealisering, åbne flere sår.
Tilknytningsbånd og traumer efter at være blevet forladt
Såret efter at være blevet forladt er den vigtigste negative konsekvens af adoption. Tilknytningsbåndet, som dannes i løbet af de første måneder og år af livet, er afgørende for et barns tillid og følelsesmæssige sundhed. I tilfælde af et adopteret barn opstår der en usikker tilknytning. Dette skyldes adskillelsen fra moderen og oprindelsesfamilien.
Derfor vokser barnet op med en internalisering af tanken om, at det ikke er værd at elske. De stoler ikke på sig selv eller andre og kan blive overdrevent eftergivende eller tværtimod undvigende og frygtsomme. Desuden vil ethvert lille negativt signal fra deres omgivelser udløse dette primære sår og frygten for at blive forladt igen. Det kan skabe maladaptiv adfærd og stort ubehag.
Sårene ved adoption: Følelsen af at være andenprioritet
Dette sker ikke i alle tilfælde. Men som sagt er adoption ofte alternativet for forældre, der ikke kan få biologiske børn. Derfor kan det for det pågældende barn, når han eller hun kender dette faktum, få ham eller hende til at føle sig som en andenprioritet. Faktisk er de som Plan B, der blev brugt som sidste udvej.
Dette skader naturligvis deres selvværd og skaber en dårlig og negativ selvopfattelse. Desuden er det en skade, som kan følge dem hele livet, hvis der ikke bliver taget hånd om den.
Identitetsproblemer
Denne type konflikt er mere almindelig i ungdomsårene, en periode, der er særligt udsat for identitetssøgning. Denne opgave er kompleks for enhver ung person. Men den er meget mere kompliceret for dem, der er blevet “frataget” deres rødder, som ikke kender deres oprindelse og historie og har svært ved at identificere sig med deres adoptivfamilie.
Vanskelighederne er især større i forbindelse med internationale adoptioner og især transraciale adoptioner (når barnet er af en anden race eller etnisk oprindelse end forældrene). I disse tilfælde lever barnet nedsænket i en kultur, der ikke er ens egen (som man måske slet ikke kender til), og er omgivet af mennesker, der ser helt anderledes ud.
Dette øger ikke blot risikoen for at blive udsat for chikane eller racisme fra andre, men komplicerer også opbygningen af barnets identitet og selvfølelse.
Miljørelateret invalidering
Som det sidste er et af de største af sårene ved adoption den invalidering, som disse børn og voksne lider under hele deres liv. Hele miljøet, og som regel også adoptivforældrene, forventer, at disse børn er ekstremt taknemmelige for at være blevet adopteret, og at de skal hellige sig at “gengælde” det, de har modtaget.
Adoption er komplekst. Der er traumer og skader, og tilpasningen kan være meget vanskelig. Derfor er det meget almindeligt, at der opstår konflikter og følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer.
Desuden er det naturligt for den enkelte at ville vide noget om sin oprindelse og endda lede efter sin biologiske familie. Men når dette sker, bliver de ofte stemplet som utaknemmelige, egoistiske og ballademagere. Deres følelser bliver således hverken forstået eller bekræftet.
Adopterede børn har ofte identitetsproblemer, og de bliver desuden invalidiseret af deres omgivelser.
Information og bevidsthed er nødvendigt
Enhver voksen, der ønsker at adoptere, skal gøre det med stor bevidsthed og sikre sig, at han/hun er velinformeret på forhånd. Man skal huske på, at formålet med adoption er at søge at sikre en forladt mindreårigs velfærd og ikke at tilfredsstille et ønske om at være forælder.
Ud fra dette perspektiv kan man forstå, at disse børns følelsesmæssige behov er specifikke og kræver store doser kærlighed, forståelse, tålmodighed og beslutsomhed fra adoptivforældrenes side. Psykologisk støtte kan være yderst positiv i disse tilfælde for at hjælpe begge parter.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Brodzinsky, D., Gunnar, M., & Palacios, J. (2022). Adoption and trauma: Risks, recovery, and the lived experience of adoption. Child Abuse & Neglect, 130, 105309.
- Vinke, A. J. G. (2020). Intercountry adoption, trauma and dissociation: Combining interventions to enhance integration. European Journal of Trauma & Dissociation, 4(4), 100169.
