Transdiagnostisk terapi mod angst

Den kliniske psykologi begyndte at anvende transdiagnostisk terapi til at behandle flere problemer med den samme strategi. Fortsæt med at læse for at finde ud af mere om Nortons arbejde med behandlingen af lidelser med angst.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Alicia Escaño Hidalgo.

Sidste ændring: 27 december, 2022

I det sidste årti har man indenfor klinisk psykologi set adskillige fremskridt indenfor behandlinger, der kan hjælpe patienter. En af dem er transdiagnostisk terapi.

Normalt lærer terapeuter at anvende en bestemt behandling for hver psykiske lidelse. Men nogle undersøgelser har vist, at man kan bruge den samme terapi til en hel kategori af lidelser, hvilket ville være mere effektivt og også meget bedre. Dette koncept kalder man for transdiagnostisk terapi.

Transdiagnostisk terapi fokuserer på den røde tråd, der løber gennem forskellige lidelser. For eksempel deler panik, fobi og generel angst et sæt træk fælles for dem alle. Dette kan være ubehag, negative tanker, psykologisk hyperaktivitet, fortrængning eller sikkerhedsadfærd.

Giver det mening, at man så anvender en kognitiv adfrædsterapi (CBT) til alle lidelser? Ifølge Nortons gruppe ved universitet i Houston (Norton, Hayes and Hope 2004; Norton and Hope, 2005) er svaret nej.

Forskerne udførte tilfældigt udvalgte behandlinger, hvor de anvendte transdiagnostisk kognitiv-adfærdstearpi på en gruppe patienter med forskellige lidelser af depression og angst. De fandt ud af, at ikke alene viste angstsymptomerne sig mere, men det gjorde den komorbide anden diagnose også, som ikke var relateret til angst (depression fx.)

Hvordan ser transdiagnostisk terapi mod angst ud?

Nøglen til transdiagnostisk terapi er en terapeut, som er i stand til at finde den fællesnævner, der findes i de forskellige lidelser med angst.

Det er lige meget, om du lider af panikanfald, araknofobi eller OCD. I transdiagnostisk terapi glemmer vi de specifikke egenskaber, men taler i stedet om, at patienten lider af angst. Den særlige egenart af angsten betyder ikke noget.

For Clark og Watson foreslår den tredelte model af angst og depression, at de har fælles komponeneter (generaliserede negative affekter) og unikke komponenter (irritation og psykologisk hyperaktivitet.)

Norton brugte disse referencer og mente, at den negative affekt kunne anses for at være et centralt psykopatologisk komponent hos både angst og depression. I overensstemmelse med denne teoretiske model er processer og komponenter i behandlingen de samme for forskellige og unikke manifestationer af angst.

De almindelige ingredienser ved transdiagnostisk CBT var:

Psykologisk uddannelse

Terapeuten lærer patienten om angst i almindelighed: Hvordan det ser ud, hvorfor det sker, og hvorfor det varer ved. Ved at følge den tredelte model, giver terapeuten også information om de negative effekter, der er normale ved angst og depression.

Behandlere skal forstå, at hvis de kan styre emotionalitet og holde sig fra kunstige distinktioner, vil komorbiditeterne ved hver patient forbedres.

Kognitiv forandring

Vi ved, at de fleste patienter med angst lider af irritation eller negative tankemønstre. Vi ved også, at angst er en reaktion på en følelse af en mulig fare.

Undersøgelser viser, at for patienter med angst fungerer deres intuitive reaktion på fare ikke korrekt. Deres tanker er overdrevne og uden at være i sammenhæng med virkeligheden.

En grundig træning med kognitiv forandring kan hjælpe patienten med at identificere og tilpasse deres irritation. De kan anvende sokratisk dialog til at erstatte deres negative tanker med mere realistiske tanker.

Hvis en person for eksempel går i panik, tænker de ofte ting som “er jeg ved at få et panikanfald?” eller “er jeg ved at blive tosset?” En person med generel angstlidelse kan tænke: “Hvad nu hvis min datter bliver voldtaget, når hun tager i byen i aften?”

Udsættelse og forebyggende respons

Denne strategi er nyttig til at udsætte patienten for ting, som de er bange for. De kan udsættes for dem virkeligt, ved at forestille sig dem, eller interoceptivt. Ideen er at bruge udsættelsen til at hjælpe patienter med paniske lidelser til at kunne klare de følelser, der ofte følger med.

Udsættelse hjælper den psykologiske tilvænning med angst og de ting, angsten udløser. Det andet resultat er, at patienterne kan lære at holde op ved at anvende strategier til at undgå det. Metoder til at undgå det inkluderer tanker og handlinger hos OCD, generelle angstlidelser eller at tage en pille mod panik.

Konklusioner om transdiagnostisk terapi

Transdiagnostisk terapi giver fantastiske resultater. Ifølge Norton ser patienterne forbedringer med transdiagnostisk terapi i forhold til den almindelige terapi. De ser også en positiv indvirkning på de sekundære diagnoser. To tredjedele af komorditeterne er væk sammenlignet med en succesrate på 40 %, hvis man behandler den enkelte lidelse.

Du kan se, at transdiagnostisk terapi kan være mere effektiv for patienter generelt. Det kan være mere effektivt for terapeuter også. De kan nu behandle en gruppe med den samme diagnose på samme tid.

Vi kan altså konkludere, at forskerne har undevurderet vigtigheden af andre følelser såsom afsky. Nylige studier har vist, at irritation og frygt også spiller en vigtig rolle hos nogle lidelser af angst, især fobier og OCD.

Selvom forskere har regnet ud, hvor meget irritation indvirker på den generelle negative affekt, så ser alt ud til at indikere, at der kan være en generel transdiagnostisk dimension ved sensitivitet og irritation, som kan være ætiologisk indeholdt i nogle grupper af mentale lidelser.

Logisk set skal CBT være inkluderet modificerende eller konstruerende i de nye trandiagnostiske protokoller. Ikke desto mindre er resultaterne meget lovende indtil nu. Trandiagnostisk terapi er ikke blot effektiv for voksne. Det er også effektivt for børn og unge. Dem er det normalt sværere at stille en diagnose for.