The Ministry of Time
Der har for nylig været et par interessante spanske serier, som har krydset grænserne og opnået verdensomspændende anerkendelse. I denne artikel vil vi tale om en af de mest interessante serier på den spanske scene, The Ministry of Time.
Serien blev skabt af Pablo og Javier Olivares. Den startede i 2015 på RTVE (Radiotelevisión Española). Senere sendte Netflix den på sin streamingplatform, og den fangede både den brede offentligheds og kritikernes interesse. I 2017 sluttede serien, og man vidste ikke, om den ville vende tilbage. Den vendte dog endelig tilbage i 2020. Selv om mange var tvivlende, har denne fjerde sæson vist sig at være en succes.
Der er gået to og et halvt år siden den sidste sæson. Ventetiden har været det hele værd. Serien underviser nemlig i historie på en virkelig underholdende måde. Den svinger fra det komiske til det tragiske i løbet af få sekunder og lancerer en lang række genkendelige referencefigurer, der appellerer til et særdeles bredt publikum.
Kendskab til fortiden for at forstå nutiden
Man siger, at historien hjælper os til at forstå nutiden og også til at undgå at begå de samme fejltagelser. Desuden hjælper den os til at få et større kendskab til historiske kunstværker. Hvis vi f.eks. læser en bog, ser en film eller betragter et maleri, er det altid interessant at kende den kontekst, hvori det fandt sted.
Problemet er, at det ofte kan være kedeligt at skulle huske en række historiske begivenheder fulde af navne og datoer. Det afhænger naturligvis i høj grad af den enkeltes personlige interesser, men sandheden er, at det ofte siges, at historie er kedeligt.
The Ministry of Time har alle ingredienserne til at behage enhver elsker af historie, kunst og litteratur. Det fanger også de mest skeptiske blandt os ved at dele fascinerende begivenheder fra fortiden.
Gennem en patrulje af agenter, der arbejder for et hemmeligt ministerium, får vi adgang til utallige døre, der fører os til vigtige øjeblikke i Spaniens historie. Ofte opstår der et problem, som kan ændre nutiden.
Faktisk ser vi, hvordan den mindste ændring i fortiden ville have haft direkte konsekvenser for livet i dag. Serien skildrer forskellige tidslinjer, der ofte skildrer interessante alternative fremtidsbilleder. Det sker, uden at den nogensinde mister sin humoristiske sans.
Denne serie bringer os tættere på nogle af fortidens nøglepersoner. Vi lærer f.eks. Cervantes at kende og forstår Don Quijotes uvurderlige værdi. Vi lærer Velázquez og hans maleri Las Meninas at kende. Vi møder også Federico García Lorca og endda nogle mere obskure personer som Francisco Franco.
Kort sagt er det en hel historieundervisning skildret i et usædvanligt fængslende format.
The Ministry of Time: Humor og science fiction
Inderst inde er The Ministry of Time ikke andet end en fantasy, en science fiction-serie. Når vi i grove træk tænker på science fiction, har vi en tendens til at tænke på futuristiske eller endog historier i rummet.
Men i virkeligheden er science fiction ikke andet end en genre, der udforsker de mulige konsekvenser af videnskabelige og teknologiske fremskridt. Den forestiller sig faktisk mulige verdener ud fra et bestemt videnskabeligt grundlag.
Man kan skelne mellem blød og hård science fiction. Det er ikke ligefrem to forskellige genrer, men en skelnen inden for selve genren. På den ene side er der værker, hvor beskrivelsen af den videnskabelige komponent er fremherskende (hård). På den anden side er der værker, hvor universet eller elementer i forbindelse med samfundet udforskes mere (blød).
The Ministry of Time befinder sig i kategorien blød science fiction. Det skyldes, at den ikke klart forklarer, hvordan dørene til fortiden fungerer.
Den nedsænker os dog i et fiktivt ministerium, hvor rejser til fortiden er mulige, hvilket er et tilbagevendende tema i science fiction. På trods af dette er det en serie med intriger med elementer af politidrama. Derfor er der mange, der ikke genkender den som science fiction.
Tidsmaskinen i The Ministry of Time
Det skal bemærkes, at der i denne sidste sæson er taget endnu et skridt i retning af retfærdiggørelse af den spanske science fiction. Dette skridt er fremkomsten af tidsmaskinen.
Som sagt består The Ministry of Time af endeløse nik til en genkendelig fortid og en anden mere glemt fortid. Faktisk vidste mange seere sandsynligvis ikke, at tidsmaskinen var en spansk opfindelse, naturligvis ikke bogstaveligt talt, men i litteraturen.
The Ministry of Time har reddet et apparat, der er kendt som den første “opfindelse” i spansk litteratur af et apparat, der muliggjorde tidsrejser. Den var med i værket El Anacronópete (Tidsmaskinen) af Enrique Gaspar y Rimbau i 1887.
Hvorfor fremhæves denne kendsgerning blandt så mange andre spændende informationer, som serien præsenterer? Fordi serien, som vi allerede har sagt, fungerer som en god historieundervisning, og derudover kan vi nu se, at den spreder litterær kultur.
En anden interessant kendsgerning er, at denne serie oprindeligt blev sendt på en offentlig tv-kanal. Man kan sige, at en af de vigtigste funktioner for offentligt tv er at udbrede et lands kultur for at bringe den inden for alles rækkevidde.
Serien er til tider humoristisk. Det er faktisk en af dens største attraktioner sammen med dens fremragende brug af ironi. Faktisk får mange episoder os til at grine, hvad enten det skyldes en vittig replik, en selvudslettende kommentar eller specifikke elementer fra populærkulturen.
Succesen
Når en serie varer mere end tre sæsoner, kan det nogle gange ende med at blive kedeligt. Dette er dog ikke tilfældet med The Ministry of Time. Den bevarer sin friskhed og fortsætter med at være morsom, som du kan se i videoen ovenfor, der skildrer, da Pablo Picasso møder Velazquez.
Faktisk har denne serie formået at forene fortidens store øjeblikke med dystopiske fremtidsudsigter, humor og konstant reference til seeren. Den giver endda anledning til en vis kritik af systemet, uden at glemme selvreferencen og selvkritikken.
Succesen er blevet set på de to netværk, og seernes reaktion har været virkelig overraskende. Kampagnen har virkelig nået sit mål. Den er ikke kun interessant som serie, men også som produkt. Der er blevet oprettet sider dedikeret til serien, og RTVE’s, seriens og skabernes konti på de sociale medier interagerer ofte med seerne.
Dette har også udmøntet sig i muligheden for fremtidige tilpasninger i endnu flere lande. Selv om vi ikke ved, om den vender tilbage, har den fjerde sæson efterladt os med en god smag i munden. Den har givet os en god dosis underholdning og kultur i lige dele.
*Note til skaberne: Hvis den kommer tilbage, så giv os flere Velázquez-øjeblikke.
