Sandheden er, at jeg stoppede aldrig med at elske dig

Nogle gange er det ikke kærligheden, der svinder ud, men tålmodigheden. Ja, det er ønsket om at lægge nyt brænde ind på den kolde aske. De blanke blikke, de omfavnelser, der ikke rører ved os. Til sidst bliver jeg træt af at presse på. Men jeg stoppede aldrig med at elske dig. Min energi svinder ud, og mit håb går op i røg. Det er det eneste, der er tilbage, af min værdighed. Jeg samler det op, stykke for stykke, alt for bevidst om det faktum, at det ikke er mit hjem længere.

Det er sært, hvordan nogle mennesker går til professionelle for at få hjælp til at komme over smerten fra et brud med en person. For de stoppede aldrig med at elske den person. I den situation har de ikke noget problem med at sige: “hjælp mig med at stoppe med at elske min eks, hjælp mig med at glemme dem.” Mange terapeuter ville sikkert elske at gøre netop dette. Give dem et fantastisk middel, de kunne bruge til at slette alle spor af den smertefulde kærlighed. Det triste minde, der overskygger vores dage og forlænger vores nætter.

Men en god terapeut vil vide, at smerte er en nyttig form for lidelse. De ved, at denne langsomme, men progressive proces vil hjælpe personen med at lære strategier til at vokse og håndtere følelser. Behaget ved at glemme ville være en steril og nyttesløs ressource. Det, der er nyttigt, er en slags indre rejse, hvor man kan få sin motivation og sit behov for at elske igen tilbage.

For i sidste ende er der ingen, der øjeblikkeligt stopper med at elske. Men det, vi kan gøre, er at holde op med at presse på for noget, der stoppede med at være værdifuldt for lang tid siden.

De to slags regn i følelsesmæssige brud

Der findes mennesker, som ikke har noget problem med at gøre det om og om igen: at presse på for at få lidt mere opmærksomhed, for at kende til partnerens tanker, beslutninger, frygt, glæde og hemmeligheder. De presser på for at få tiden sammen til at smage som lykke og ikke tvivl. For at få den den til at smage som ægte lidenskab og ikke koldhed, undskyldninger eller undgåelse af øjenkontakt.

Faktisk har vi alle været denne person, der presser på, på et tidspunkt i vores liv. 

Der kommer et tidspunkt, hvor vi endelig forstår, at det er bedre at holde op med at presse på, når den første smerte opstår. Det er starten på en smertefuld realitet, der tvinger os til at åbne vores øjne for det, der er lige foran os. Men det tvinger os også gennem en proces.

Det er altsammen essentielt for at fastslå, hvad dette forhold egentlig er og at afslutte det, før det bliver til en plage med endeløse lidelser.

Stadierne i denne første smerte er:

• Følelserne bliver svagere: dette refererer til de situationer, hvor vi aldrig kommer til at forstå grunden til visse reaktioner. Distanceringen, den følelsesmæssige koldhed hos vores partner eller grunden bag deres løgne.
• Ønsketænkning: i denne anden fase er det normalt, at dette pres opretholdes. Og det resulterer ofte i det typiske selvbedrag: “hvis de gør det, så er det, fordi de er stressede lige nu.” “De har travlt, er trætte.” “Hvis jeg var lidt mere omsorgsfuld, ville de måske elske mig mere, lægge mere mærke til mig.” 
• Accept er den sidste fase i denne smerte. Det er det essentielle øjeblik, når personen stopper med at gøre modstand mod det, der er lige foran dem. At nære håbet er intet andet end en forhindring. Det ved vi altid. Det er en måde at forgifte os selv langsomt på, helt uden formål eller logik. Vi kan ikke undgå det, vi bliver bare nødt til at distancere os selv. Selvom det er svært, for man stoppede aldrig med at elske personen.

Og så begynder en endnu mere kompliceret fase: den anden smerte. 

Jeg holdt op med at presse på og distancerede mig, men jeg stoppede aldrig med at elske dig: den anden smerte

Når vi siger det sidste, endelige farvel og får skabt noget afstand, så giver vi plads til den anden smerte. Når det kommer til noget, der er uopretteligt, gør ondt og som dræber vores selvværd, så er distancering det bedste valg. Det er helt sikkert. Men det er aldrig muligt at distancere sig uden at glemme. 

Blot at anerkende, at “det er helt slut, og intet mere kan gøres,” kan have en effekt. Men hvad kan vi gøre med denne følelse, der sidder inde i os som en dæmon? Den anden smerte er mere kompliceret end den første. Det er hårdt at finde ud af, at vi ikke er elsket, eller at vi er elsket på den forkerte måde.

Og det er endnu mere kompliceret at skulle rense vores sår, overleve og gøre os selv stærkere. For vi stoppede aldrig med at elske den person, vi stadig mindes. Med alt dette i mente, så bliver vi nødt til at give form til vores følelsesmæssige smerte. En form, der opfylder vores behov. Et sted, hvor vores  sind og krop kan græde, håndtere og anerkende tabet af vores elskede. Dernæst skal vi med sammenbidte tænder acceptere vores nye situation. Uden vrede, bitterhed eller foragt.

Det er også ideelt at “presse” os selv. Selvom det er hårdt i begyndelsen, så er det nu vores tur til at være stædige. Nu er tiden kommet til at fylde os selv med håb og nære os selv med ny begejstring. Den anden smerte kræver, at vi presser på og kæmper for os selv. At vi balancerer vores minder og angst. At vi finder den perfekte bølgelængde, hvor nostalgi og værdighed er i harmoni. Så kan vi bevæge os fremad med knejsende nakke.

Billeder af Agnes Cecile