Stimming: Selvstimulerende adfærd i autisme
Autisme er et spektrum og rummer som sådan ret forskellige virkeligheder. Det er nemlig ikke alle mennesker med autisme, der har den samme sociale funktion, IQ eller evner og interesser. Der er dog et karakteristika, der forekommer hyppigt, og som i observatørens øjne ikke blot er iøjnefaldende, men også uforståeligt og foruroligende. Det er kendt som stimming.
Dette udtryk henviser til selvstimulerende adfærd. Den består af gentagne handlinger uden tilsyneladende formål, der hjælper personen med at regulere sig selv. Det er også kendt som stereotypisk adfærd og er ikke unikt for autisme. Faktisk kan det forekomme hos personer med forskellige sensoriske eller neurologiske forstyrrelser, hos personer med ADHD og endda hos personer, der ikke lider af nogen lidelse.
Debatten omkring stimming er: Skal vi forsøge at fjerne den eller reducere den? Eller skal vi tværtimod forstå og respektere den? Vi udforsker begge holdninger her.
Stimming
Som nævnt henviser udtrykket stimning til rytmisk og gentagende adfærd, der reproduceres på en stereotyp måde, som en person bruger til at regulere sig selv internt. Denne selvstimulering kan involvere alle de fem sanser og tage mange former.
En person kan f.eks. bide negle eller sno håret rundt om fingrene, når vedkommende keder sig eller er nervøs, og ingen, der kigger på det, ville blive særligt overrasket. Men når nogen svinger sig rytmisk, slår med hænderne eller kaster med hovedet, bliver de omkringstående ret chokerede.
Men i virkeligheden er den underliggende funktion den samme. Faktisk er den eneste forskel typen og intensiteten af stimuleringen. Derfor er den ene type mere accepteret og normaliseret end den anden.
De forskellige former for stimulering er følgende:
- Visuel. F.eks. blinke gentagne gange.
- Auditivt. Udsende høje skrig eller gentage sætninger eller ord.
- Taktilt. Gnide sig på huden eller banke med fingrene.
- Olfaktorisk eller smagsrelateret. Snuse til genstande eller slikke på dem.
- Vestibulært. Hoppe eller vugge frem og tilbage.
Forståelse af stimming eller selvstimulerende adfærd
Selv om stimming tilsyneladende ikke har noget formål, er sandheden, at det er en form for selvstimulering og selvtilfredsstillelse. Det er en tilpasningsmekanisme, som personen bruger i visse komplicerede og overvældende situationer. Her er nogle af dens hovedfunktioner:
Selvstimulering
Som navnet antyder, tjener stimming eller selvstimulerende adfærd til at give personen den stimulering, som han/hun ikke får fra omgivelserne. Når de f.eks. keder sig, befinder sig i dårlige omgivelser eller er involveret i monotone aktiviteter, kan de ty til denne stereotype adfærd.
Sensorisk regulering
Stimulering kan også have den modsatte funktion, nemlig at distrahere eller “beskytte” personen mod et for stimulerende miljø. Ekstremt skarpt lys, høje lyde, travlhed, menneskemængder og andre lignende elementer kan overbelaste deres sanser. De er ikke i stand til at behandle en sådan stimulering.
Derfor hjælper stimming dem med at kompensere for deres forstyrrelse i deres sanseintegration. Desuden giver det dem behagelige fornemmelser af lindring, afslapning, tryghed og velvære.
Følelsesmæssig håndtering
Denne adfærd er også nyttig, når en person står over for en følelsesmæssig overbelastning. De ved f.eks. måske ikke, hvordan de skal klare sig, når andre kræver for meget af dem, når den sociale situation er stressende eller kompliceret, eller når omgivelserne er ukendte eller truende. Stimmming hjælper dem med at regulere disse intense følelser og reducere deres følelser af angst.
Kommunikation og udtryk
Som det sidste spiller stimmming også en vigtig rolle i forbindelse med kommunikation og følelsesmæssig udtryk. Det kan nemlig være den måde, hvorpå en person udtrykker sit ubehag, så omgivelserne mindsker kravene til ham/hende eller tilbyder hjælp og støtte. På den anden side kan det også være et udtryk for følelser, som f.eks. lykke og glæde. I sidste ende er det et kommunikationsmiddel.
Skal man modvirke stimming?
Traditionelt har man ment, at selvstimulerende eller stereotypisk adfærd skal kontrolleres og korrigeres. Således blev interventionsprotokoller udformet med henblik på at handle på dem.
I nyere tid mener og forsvarer mange fagfolk, eksperter og voksne med autisme imidlertid tanken om, at stimming skal forstås og respekteres i lyset af de funktioner, den opfylder for dem, der udfører den. Faktisk er det en virkelig nyttig og relevant copingmekanisme.
På den anden side er der nogle situationer, hvor det kan være nødvendigt at gribe ind, når der forekommer stimming. F.eks:
- Hvis det er selvskadende. F.eks. når en person slår sit hoved.
- Hvis det forstyrrer deres opmærksomhed. Det vanskeliggør indlæring og normal udvikling.
- Når det tager overhånd. Det betyder, at da adfærden er tilfredsstillende, forstærker den sig selv. Det kan føre til, at individet bliver overdrevent selvoptaget. Alternativt kan adfærden stige så meget i hyppighed og intensitet, at den forstyrrer personens normale daglige funktion.
- Hvis det er stigmatiserende. Visse stereotype adfærdstyper bliver trods alt ikke forstået eller set positivt på af samfundet. Dette kan gøre individets sociale relationer vanskelige og få dem til at lide af afvisning.
At gribe ind eller lade være?
Af disse grunde er det vigtigt, før man griber ind i selvstimulerende adfærd, at man afgør, om den forårsager skade eller forstyrrelser, eller om den tværtimod er et nyttigt redskab for personen. Når det er sagt, hvis det er nødvendigt at gribe ind, er det vigtigt at forstå, hvad der forårsager forekomsten af stimming.
Personen bør lære at bruge andre ressourcer til at klare sig selv og regulere sig selv ud fra et sensorisk og følelsesmæssigt perspektiv.
De kan også instrueres i at udføre en alternativ og uforenelig handling, der er mere acceptabel og mindre forstyrrende. Ligeledes kan det være en stor hjælp at handle på visse miljøelementer (f.eks. graden af stimulering eller efterspørgsel).
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Camacho Candia, J. A., Navarrete Nava, L., Aguilar Guevara, F. J., Tecamachaltzi Silvarán, M. B., & Cabrera, F. (2021). Discriminative learning and RDI as an alternative for the reduction of stereotyped motor behaviors in autist spectrum disorder. Revista Electrónica de Psicología Iztacala, 24(3), 898-923.
- Kapp, S. K., Steward, R., Crane, L., Elliott, D., Elphick, C., Pellicano, E., & Russell, G. (2019). ‘People should be allowed to do what they like’: Autistic adults’ views and experiences of stimming. Autism, 23(7), 1782-1792.
- Pérez-Dueñas, B. (2010). Estereotipias primarias en pediatría. Anales de Pediatría Continuada, 8(3), 129-134.
- Steward, R. L. (2015). Repetitive Stereotyped Behaviour or “Stimming”: An Online Survey of 100 People on the Autism Spectrum. International Society for Autism Research. https://insar.confex.com/insar/2015/webprogram/Paper20115.html
