Pindsvinets dilemma: Når frygten bliver til pigge
Pindsvinets dilemma handler om en frygt for at elske. At elske er vidunderligt, men for mange er det også en oplevelse fuld af frygt. Frygt for at blive forladt, for at blive forrådt, for at føle sig sårbar og for at åbne sig følelsesmæssigt for nogen og senere fejle. Naturligvis kræver forhold, at man tager risici. Men nogle ser dem som værende mere truende end gavnlige.
Mange af disse måder at forstå relationer eller venskaber på er orkestreret af ængstelige-undvigende personligheder. Det er mennesker, der faktisk længes efter social interaktion samt efter kærlighed og at blive elsket. Ikke desto mindre er de bange for at lægge deres velvære i andres hænder. Dette forklarer, hvorfor de søger tilflugt i ensomhed og foretrækker miljøer, hvor alt er under deres kontrol.
Det er personer, der synes at gro usynlige pigge på ryggen. Med deres opførsel og holdning jager de nemlig alle væk, der ønsker at nærme sig dem. De sårer med deres reaktioner og er ofte mutte eller domineret af en ætsende generthed. Vi kunne være tilbøjelige til at tænke, at de er temmelig asociale, og at deres adfærd minder om Hikikomori-syndromet.
Der er et billede, der forklarer denne personlighedsprofil særdeles godt. Det er af to pindsvin. Det er en metafor, som Arthur Schopenhauer foreslog i sit værk Parerga and Paralipomena (1851).
Menneskelig kontakt er et grundlæggende menneskeligt behov, men nogle gange skader vores frygt og ængstelse os selv og andre.
Vores frygt og forsvarsmekanismer forhindrer os i at opnå tilfredsstillende intime forhold.
Pindsvinets dilemma
Pindsvinets dilemma er en interessant historie at reflektere over. Arthur Schopenhauer beskrev det således:
“En kold vinterdag samledes en række pindsvin ret tæt sammen for at undgå at fryse. Men de mærkede snart virkningen af deres pigge på hinanden, hvilket fik dem til at flytte sig fra hinanden igen. Da behovet for varme igen bragte dem sammen, blev piggene igen trukket tilbage, så de blev kastet rundt mellem to onder, indtil de havde fundet den rette afstand, hvorfra de bedst kunne tåle hinanden. Det er således behovet for samvær, der udspringer af tomheden og monotonien i menneskenes liv, der driver dem sammen, men deres mange ubehagelige og frastødende egenskaber og uudholdelige ulemper driver dem endnu en gang fra hinanden. Den middelmådige afstand, som de til sidst opdager, og som gør det muligt for dem at holde ud at være sammen, er høflighed og gode manerer”.
Schopenhauer skitserede med dette dilemma en ikke mindre spids virkelighed. Mennesket har brug for både ensomhed og kærlighed på samme tid. Når vi mødes, opstår de mest ubehagelige egenskaber og dimensioner, som forhindrer os f.eks. i at leve som et par. Det betyder, at vi tager afstand, og i den afstand dukker kulden og tomhedens afgrund op.
Mellem den dødelige ensomhed og de bånd, der gør ondt
De små pindsvin må på den ene side forholde sig til de farlige virkninger af den hårde vinter og på den anden side til smerten fra de andres pigge, når de forsøger at leve tæt på hinanden. Mennesker står også ofte over for pindsvinets dilemma.
Ensomhed er dødelig, men nogle gange gør det også ondt at leve sammen med andre. Hvad kan vi gøre? Nogle mennesker vælger den første mulighed. Som nævnt isolerer folk med hikikomori-syndromet sig selv på deres værelser i månedsvis og undgår alle sociale forpligtelser.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Newcastle University (Storbritannien) viser undgåelsespræget personlighedsforstyrrelse også en frygt for social interaktion og afvisning. Faktisk går Schopenhauer så vidt som til på et tidspunkt i Parerga and Paralipomena at sige, at der findes personer, der har en stor indre varme, og at de derfor foretrækker at holde sig væk fra samfundet for at undgå at give eller modtage ubehag.
Dette er imidlertid ikke sandt. Faktisk har vi som mennesker brug for intimitet og social forbindelse for at overleve og garantere tilstrækkelig psykologisk velvære. Isolation gør os syge, ensomhed forårsager for tidlig død. Vi har brug for at etablere optimal nærhed.
Sigmund Freud siges at have haft en figur af et pindsvin på sit skrivebord på grund af sin fascination af Schopenhauers pindsvinets dilemma.
Kun når vi giver slip på vores frygt, er vi i stand til at elske os selv uden at skade os selv eller hæve vores pigge.
Væsener med pigge klynger sig sammen
Nogle vanskelige processer kan sættes i gang, når vi forsøger at komme tæt på andre. Faktisk er det nogle gange sådan, at jo tættere vi kommer på, jo mere får vi andre til at løbe væk. Det skyldes, at sårbarhed eller den evige frygt for at blive såret betyder, at vi skubber dem, vi elsker mest, væk.
Jo mere bange vi bliver, jo flere barrierer og forsvarsmekanismer bygger vi desuden op. Vores pigge kommer ud, og vi ender med at såre hinanden. Vi gør det for at beskytte os selv, da vi frygter ensomhed og heller ikke ved, hvordan vi skal tillade os selv at blive elsket.
På den anden side er pindsvinets dilemma ikke helt sandt. Det er yderst effektivt som en parabel og som en øvelse i refleksion. Men i virkeligheden stikker pindsvinene ikke, medmindre de føler sig truet. Deres pigge er som tykke hår, der kun stikker, når de føler sig vrede eller truet.
Nøglen ligger i tillid, i at etablere en optimal afstand mellem personlig frihed og affektiv intimitet. Først når vi slukker for vores frygt og forstår, at kærlighed uden forbehold indebærer tillid, vil vi opnå lykke. Det vil ikke gavne os at søge andres nærhed, hvis vi ikke først som pindsvin formår at slappe af i vores pigge.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Lampe L, Malhi GS. Avoidant personality disorder: current insights. Psychol Res Behav Manag. 2018 Mar 8;11:55-66. doi: 10.2147/PRBM.S121073. PMID: 29563846; PMCID: PMC5848673.
- Schopenhauer, Arthur (1851-01-01), “Parerga and Paralipomena: Short Philosophical Essays, Volume 2″Arthur Schopenhauer: Parerga and Paralipomena: Short Philosophical Essays, Oxford University Press, vol. 2, pp. 651–652
