Ivan Pavlov og teorien om klassisk tilvænning

Al den forskning, der opstod fra klassisk tilvænning, har hjulpet os med at forstå mange aspekter af menneskelig læring. Takket være dette, kan vi forudse fobier, og også sammenkoble følelser med ny stimuli.

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Alejandro Sanfeliciano

Sidste ændring: 27 december, 2022

Ivan Pavlovs eksperimenter med hunde er meget velkendte i psykologiens historie. Folk opbyggede en psykologisk læringsteori fra hans lille, tilfældige opdagelse. Pavlovs studier har hjulpet os med at forstå associativ læring gennem klassisk tilvænning.

Klassisk tilvænning består af at associere en begyndende neutral stimulus med en betydningsfuld stimulus. 

Derfor, når den neutrale stimulus er til stede i fraværet af den anden stimulus, vil vi få en lignende respons, som vi ville få, hvis vi blev introduceret for den bestemte stimulus. Denne færdighed i at associere stimuli, hvor forskellige de end måtte være, hjælper os i mange daglige situationer.

For at forstå klassisk tilvænning, vil vi diskutere to aspekter. Først, vil vi tale om Pavlovs eksperiment og hans forskning. Dernæst, vil vi tale om komponenter, der udgør denne form for tilvænning.

Pavlov’s eksperiment

Ivan Pavlov, en russisk psykolog, udførte forskning i henhold til, hvordan hunde savlede ved tilstedeværelsen af mad. En dag, mens han arbejdede på sit eksperiment, noterede han sig, at hundene begyndte at savle, før han havde bragt maden ud.

Blot ved at udsætte hundene for forholdene i eksperimentet var nok til at fremprovokere denne reaktion hos dem.

Pavlov konkluderede, at hans hunde på en måde havde associeret eksperimentet med den kommende introduktion af mad. For at opklare mysteriet af dette nye fund, begyndte Pavlov at designe en række af eksperimenter. Hans mål var at teste hypotesen, at når vi præsenterer to stimuli afhængigt af hinanden, vil en association finde sted. 

Eksperimentet, der demonstrerede eksistensen af klassisk tilvænning, var associationen med lyden af en klokke og mad. Pavlov placerede savlmålere på adskillige hunde. Gennem eksperimentet, ringede Pavlov med en klokke, og gav derefter hundene mad. Og, åbenlyst, efter at have givet dem mad, indikerede målerne savl.

Efter at have introduceret disse to stimuli (klokken og derefter mad) adskillige gange, fik Pavlov hundene til at associere disse. Beviset på dette var, at lyden fra klokken alene fik hundene til at savle. Dog, skal vi notere os, at de savlede mere, når de fik mad.

Eksperimentet vise, at en begyndende neutral stimulus kan provokere en helt ny respons gennem associationen med en bestemt stimulus. 

Komponenterne ved klassisk tilvænning

Vi kan opdele klassisk tilvænning i fire hovedkomponenter. Disse komponenter er utilvant og tilvant stimuli, og den utilvante og tilvante respons. Hvis vi forstår forholdet mellem disse komponenter, vil vi være i stand til at forstå den klassiske tilvænning bedre.

Vi vil nu kort forklare hver af disse komponenter, samt forholdet imellem dem:

• Utilvant stimulus: Dette er den stimulus, der allerede er signifikant og meningsfuld for subjektet. Ved dette, mener vi, at det er en stimulus, der er i stand til at fremprovokere en respons i sig selv. I Pavlovs eksperiment, var den utilvante stimulus maden.
• Utilvant respons: Dette er subjektets respons på tilstedeværelsen af den utilvante stimulus. I tilfældet med det tidligere nævnte eksperiment, var den utilvante respons savlet, når hundene så maden.
• Tilvant stimulus: Dette er den begyndende neutrale stimulus, som ikke genererer nogen signifikant respons hos subjektet i sig selv. Dog, gennem association med den utilvante stiumulus, er den i stand til at provokere en ny respons. I tilfældet med Pavlovs eksperiment, var denne stimulus lyden fra klokken.
• Tilvant respons: Dette er responsen efter introduktionen af den tilvante stimulus. I tilfældet ved hans eksperiment, var det hundenes savl, når de hørte lyden fra klokken.

Menneskelig læring

Klassisk tilvænning består af interaktionen af disse komponenter. At præsentere en neutral stimulus sammen med en utilvant stimulus vil, i mange tilfælde, transformere den neutrale stimulus til en tilvant stimulus. 

Af denne årsag, vil den tilvante stimulus give en tilvant respons lig den utilvante respons. På den måde, vil en ny læringsproces opstå i responsen til associationen, der er mellem de to forskellige stimuli.

Al den forskning, der opstod fra klassisk tilvænning, har hjulpet os med at forstå mange aspekter af menneskelig læring. Takket være dette, kan vi forudse fobier, og også sammenkoble følelser med ny stimuli.

Pavlov tændte gnisten, der gjorde det muligt for os at forstå meget af det, vi ved i dag, om læring og tilvænning.