Hvad er transgenerationelle traumer?
Transgenerationelle traumer er overførsel af følelsesmæssig, fysisk eller social smerte fra en person til deres efterkommere. Det går meget dybere end indlært adfærd. Vi taler om epigenetik. Det handler om, hvordan miljøpåvirkninger kan ændre udtrykket af visse gener.
Det er ikke et nyt fænomen. Faktisk stammer begrebet intergenerationelle eller transgenerationelle traumer fra årtierne efter Anden Verdenskrig. Dengang viste forskellige undersøgelser, at børn og børnebørn fra overlevende af Holocaust udviste visse symptomer på traumer. Mareridt og følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer viste, at det oprindelige traume hos bedsteforældre eller forældre havde vidtrækkende virkninger.
“Sindet udvikler sig ligesom kroppen gennem indre vækst, omgivelsernes påvirkning og uddannelse. Dets udvikling kan hæmmes af fysiske skader eller traumer.”
-Umberto Eco-
Alt dette påvirkes af opdragelse og uddannelse. Den bevidste og ubevidste hukommelse, der omgiver familiedynamikken, spiller også en rolle. På denne måde fortsætter fortiden med at gøre sig selv gældende på forskellige måder.
Det kan også have mere vidtrækkende konsekvenser. Som vi nævnte ovenfor, kan det endda have konsevenser på et genetisk niveau.
Lad os for eksempel overveje konsekvenserne af fejlernæring. Vi kan ligeledes overveje den genetiske indflydelse, som frygt og lidelse kan have, grundet forhøjede niveauer af kortisol. Over flere år kan disse forhøjede niveauer have en skadelig indflydelse på kroppen.
Uhåndterede og undertrykte traumer resulterer næsten altid i post-traumatisk stress og kronisk depression.
Nedkommere af personen, som gennemlevede det originale traume, udvikler ikke nødvendigvis de samme problemer. De vil dog være meget mere sårbare end andre mennesker over for stress, angst og depression.
Lad os kigge lidt nærmere på dette emne.
Et eksempel på transgenerationelle traumer
Andrea blev seksuelt misbrugt af et familiemedlem over længere tid i hendes barndom og ungdom. Hun voksede på i et ustruktureret miljø. Hendes mor blev også misbrugt som barn.
Da Andrea fyldte 18 og var i stand til at rejse væk, nægtede hun at modtage psykologisk hjælp til at håndtere traumet. Hun ønskede bare at glemme og lukke det kapitel i hendes liv så hurtigt som muligt.
Det ar, som oplevelsen efterlod på hende, var stadig meget tilstedeværende i hendes liv. Hun led af angst, spiseforstyrrelser, lavt selvværd, anspændthed, depression og søvnløshed. Udover alt dette, havde hun et skrøbeligt immunforsvar, der gjorde hende mere modstandsdygtig over for infektioner, forkølelser, allergier, osv.
Andrea har nu en søn på syv år. Han betyder alt for hende. På grund af hendes søn har hun nu en grund til at finde stabilitet og styrke og til at passe bedre på sig selv. Men hun har indset, at det bliver sværere og sværere at opdrage sønnen.
Han sover dårligt, har koncentrationsproblemer, hysterianfald og gør oprør. Når skolen ringer til hende, føler Andrea, at de dømmer hendes evne som forælder . Hun føler, at hun “gør noget forkert.”
Ukonfronterede traumer og deres indvirkning på genetik
Det sidste, Andrea burde gøre, er at tvivle på sin rolle som mor. Peter Loewenberg er en psykohistoriker og professor ved University of California.
Han er en af de førende eksperter i undersøgelsen af transgenerationelle traumer. Han forklarer, at ukonfronteret sorg og traumer påvirker senere generationer på mange forskellige måder.
- Vi må for eksempel ikke glemme, at forhøjede niveauer af kortisol i blodet under graviditeten påvirker fostrets udvikling. Faktisk, som psykologolog Bea Van Den Bergh viste, kan det at opleve et højt niveau af stress og angst i denne periode “programmere” visse biologiske systemer i fosteret. Dette gør barnet disponeret for en række sygdomme og følelsesmæssige lidelser.
- På den anden side, som Peter Loewenberg forklarer, er ukonfronteret sorg eller et uhåndteret traume en slags neuron- kortslutning.” Det ændrer faktisk vores DNA på en måde, der ubevidst fanger vores efterkommere i det oprindelige traume.
Epigenetik og transgenerationelle traumer
Vi lærte alle i biologi, at vi får vores gener fra vores mor og far. Vi lærte, at disse gener bestemmer vores fysiske træk, vores intelligens (til en vis grad) og endda vores tendens til at arve visse sygdomme.
Men det er svært at forstå, at traumer er skrevet ind i selve kromosomerne af et stamtræ.
Epigenetik lavede et betydeligt kvalitativt spring fra mere ortodoks genetik for at forklare dette fænomen. For det første kan vores livsstil, det miljø, vi lever i, vores kost og endda visse traumatiske hændelser skabe genetiske ændringer hos vores efterkommere.
Det forklares af et lille kemisk “mærkat” kaldet “epigenomet.” Hvad dette element gør, er fascinerende. Det ændrer udtrykket af visse gener afhængigt af de ovenstående variabler.
Forskellige forskere på Mount Sinai Hospital har påvist, at virkningerne af posttraumatisk stress hos Holocaust-overlevere har aktiveret epigenomet, hvilket ændrede personens genetiske udtryk. De traumatiserede mennesker gav dette epigenom videre på forskellige måder til de efterfølgende generationer.
Transgenerationelle traumer betyder dog ikke, at smerten hos vores forældre eller bedsteforældre har 100% indflydelse på, hvem vi er. Det betyder til gengæld, at vi har en højere risiko for at lide af depression, angst, søvnforstyrrelser, følelsesmæssige problemer, hyperaktivitet…
Noget, som Andrea bør gøre, er at lære ordentlige måder at håndtere sin fortid på, så hun kan overvinde sit traume. Den styrke, som hun vil få fra denne proces, vil gøre det muligt for hende at være den bedste forælder for sin søn. På den måde kan hun give ham det, han har brug for, og hjælpe ham med hans adfærd. Hun kan opdrage ham til at blive en glad, stærk og følelsesmæssig moden mand.
