Hvad er paranoia og hvorfor er det skadeligt?

I lang tid brugte folk ordet paranoia som et synonym for vanvid. Tyskeren Kahlbaum var den første person, der i 1863 omtalte det som en særskildt tilstand.

Hvad er paranoia helt nøjagtigt? Før vi svarer på det, er det værd at nævne, at psykoanalytikere og psykiatere har lidt forskellige svar. Begrebet begyndte først i psykiatrien, og folk troede til at begynde med, at det bare var en form for sindssyge.

Efterhånden som tiden gik, anså psykiatriområdet det bare som en anden diagnose. Dette skyldtes delvis, at eksperter begyndte at se det som bare værende en del af andre psykiske sygdomme, såsom skizofreni. Således var det ikke længere en særskildt tilstand og blev mere et symptom på andre. Ifølge DSM er den tilstand, der ligner det mest, vrangforestillinger.

Det er en helt anden historie med psykoanalyse. Sigmund Freud betragtede det som en form for neurose, der kom fra besættelse. Senere begyndte han, især takket være Schreber-sagen, at betragte det som en form for psykose. Så var der Lacan, der faktisk skrev sin doktorafhandling baseret på Aimée-sagen: Helbredt paranoia.

Lidt historie

I lang tid brugte folk ordet paranoia som et synonym for vanvid. Tyskeren Kahlbaum var den første person, der i 1863 omtalte det som en særskildt tilstand. Kraft-Ebing tog dette begreb lidt videre i 1879. Han definerede det som ”mental fremmedgørelse, der primært påvirker dømmekraft og ræsonnement”.

Selvom der var andre forsøg på at beskrive dette mentale problem, skillede Kraepelins teori fra 1889 sig ud. Fra det øjeblik forstod folk paranoia som en slags lidelse, hvor du har vildfarne idéer uden andre meningsfulde symptomer.

Det stod i DSM indtil 1987, hvor det blev erstattet af syndromer som ”vrangforestilling” og ”paranoid personlighedsforstyrrelse”.

Paranoia i psykoanalyse

Sigmund Freud begyndte at tale om paranoia uden fuldt ud at konceptualisere det i sin bog The Neuro-Psychoses of Defense (1894). Freudiansk psykoanalyse fokuserede hovedsageligt på neurose. Til at begynde med associerede Freud paranoia med projektion, men han endte med ikke at konkludere yderligere.

Neisser kom til at forme den grundlæggende måde, hvorpå psykoanalyse ser på paranoia som en mental tilstand. Han sagde, at det i det væsentlige var ”en unik måde at fortolke”. En paranoid person føler, at alt det, de ser og hører, på en eller anden måde handler om dem.

Jacques Lacan tog dette koncept meget længere. I en tekst fra 1958, hvor han taler om Freuds Schreber-sag, definerer han paranoia som ”identifikation af nydelse i en anden persons sted”.

Lacan var en kryptisk forfatter og er ikke let at forstå. I enkle vendinger er hans udsagn som mottoet for paranoia: “Den anden nyder mig”.

Afklaring af begrebet paranoia

I psykoanalyse er en paranoid ikke bare en mistroende person, som vi har en tendens til at tænke. En person med denne tilstand fungerer ud fra to antagelser. Den første er, at en slags “ondskab” eller “dårlig” ting er blevet sluppet løs, og at de vil blive dens offer. Det andet er, at det, der foregår i verden, er relateret til dem.

Den paranoide person fortolker verden gennem disse to linser, baseret på deres vrangforestilling. En vrangforestilling er dybest set en nonsensisk historie. Når det kommer til paranoia, handler den historie om en eller anden form for ondskab, der ser personen som bytte. ”Onde ånder overtager mit sind”, for eksempel.

I denne tilstand fortolker de alle de ting, de ser gennem linsen i historien, som deres sind har bragt til live. Således kunne noget så simpelt som at miste en ejendel være et bevis på, at disse ånder, fremmede, dæmoner eller hvad de ellers er, leger med og plager dem.

Det er mottoet, som Lacan påpegede: ”Den anden nyder mig.” I lyset af dette føler de sig ”passiverede”. De flytter alt, hvad der sker med dem, over på dén anden: ”Det var ikke mig, det var dem”. Denne tro og den vrangforestilling kan føre til enkle ting, såsom jalousi, eller til mere alvorlige spørgsmål, såsom Aimée-sagen.