Hukommelse og dissociation

Hukommelse og dissociation er to begreber, der er tæt forbundet med traumer. Faktisk er dissociation ofte forbundet med falske erindringer.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Gorka Jiménez Pajares.

Sidste ændring: 12 september, 2024

Den følelsesmæssige aktivering, som voldsomme begivenheder medfører, kan have en virkning på hukommelsen. Nogle gange gør disse erindringer så ondt, at de får os til at glemme alt, selv oplysninger, som vi har internaliseret, f.eks. vores navn. Vores identiteter bliver i realiteten ødelagt. Der er faktisk en reel forbindelse mellem hukommelse og dissociation.

Dissociative lidelser er veldefinerede psykiske tilstande. De er forbundet med en historie med interpersonelle traumer, ofte alvorlige og kroniske. De findes ofte hos personer med en historie med dysfunktionel binding eller tilknytning til deres primære omsorgspersoner (forældre og værger).

Dissociation og hukommelse

Dissociative fænomener er ikke nødvendigvis patologiske. Men når de er det, viser de sig på en karakteristisk måde. Desuden har de en enorm indvirkning på personens livskvalitet. I realiteten bliver deres evne til at håndtere noget reduceret. Dette påvirker den måde, de er i stand til at fungere på. F.eks. på arbejde, i skolen, i interpersonelle og romantiske relationer og på andre vigtige områder.

Mayo Clinic definerer dissociative lidelser som lidelser, der indebærer afbrydelse af forbindelsen og manglende kontinuitet mellem tanker, erindringer, omgivelser, handlinger og identitet. De hævder, at en person, der lider af dissociative lidelser, flygter fra virkeligheden på en ikke-frivillig og ikke-funktionel måde.

Forbindelsen mellem traumer, hukommelse og dissociation

Van der Harts teori om strukturel dissociation fastslår, at dissociation fungerer som en mekanisme til at håndtere traumer. Traumer spænder fra posttraumatisk stresslidelse (PTSD) til mere alvorlige posttraumatiske tilstande. For eksempel multipel personlighedsforstyrrelse eller dissociativ identitetsforstyrrelse.

At dissociere er at adskille. Ifølge Van der Harts teori frembringer traumer en adskillelse mellem de to essentielle systemer for menneskets funktion:

• Forsvarssystemet. Det sikrer, at vi i tilfælde af fare skaber adfærdsreaktioner som kamp, flugt eller underkastelse. Van der Hart kalder dette system for den følelsesmæssige del af personligheden.
• Det system, der står for opgaverne i det daglige liv. F.eks. hvordan vi relaterer og knytter bånd til andre, tager os af vores børn, spiser eller har sex. Van der Hart kalder dette system for den tilsyneladende normale personlighed.

Langvarig stress

Når vi udsættes for langvarige påvirkninger fra traumatiske situationer, adskilles de to systemer. De deler sig. De dissocierer. Jo mere alvorligt traumet er, jo større er adskillelsen. Det kan give anledning til dissociative lidelser som f.eks:

• Dissociativ hukommelsestab. Personen er ude af stand til at huske vigtige selvbiografiske oplysninger. Som regel er de oplysninger, de ikke husker, af traumatisk og stressende karakter. Dette er ikke almindelig glemsomhed. Det er resultatet af en hukommelsesfejl og dissociation.
• Dissociativ flugt. Personen vandrer rundt og ender et uventet sted på grund af hukommelsestab.
• Depersonalisering. Den ramte oplever følelser af uvirkelighed, løsrivelse eller at være en udenforstående observatør med hensyn til egne tanker, følelser, fornemmelser, krop eller handlinger. For eksempel perceptionsforstyrrelser, en forvrænget tidsfornemmelse, uvirkelighed, uselviskhed eller følelsesmæssig bedøvelse.
• Derealisering. De oplever en følelse af afstand til deres omgivelser. De opfatter f.eks. objekter som uvirkelige, drømmeagtige, tågede, livløse eller visuelt forvrængede.
• Multipel personlighedsforstyrrelse eller dissociativ identitetsforstyrrelse. Den ramte udviser to eller flere veldefinerede personlighedstilstande. I nogle kulturer beskrives de som oplevelser af besættelse.

Skrøbelige erindringer

Når man udforsker dissociation, skal man tage hensyn til følgende:

Før diagnosen

På tidspunktet for evalueringen er det vigtigt at opdage visse aspekter, som er afgørende for, at der kan stilles en diagnose. De er som følger:

• Personen lider af total eller delvis hukommelsestab. Der bør spørges, om det er relateret til deres personlige historie fra barndommen og ungdomsårene.
• De lider af andre psykiatriske diagnoser (med forskellige symptomer), som har været til stede over tid. F.eks. psykoser, humørforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser.
• Deres hukommelsestab opstår i form af spontane samtaler eller i forbindelse med selvskade (adfærd som f.eks. at skære, brænde eller slå sig selv).
• Trods flere behandlinger viser deres lidelse ingen forbedring.
• De lider af borderline-personlighedsforstyrrelse med episoder af alvorlig selvskade, som ikke forbedres på trods af behandling.
• Deres symptomer viser sig spontant i voksenalderen efter en periode med velfungerende funktion.

Hukommelse og dissociation

Der er ingen grund til at tvivle på en erindring, som en klient giver udtryk for under terapi. Terapeuten bør dog undersøge den omhyggeligt og på en udirigeret måde. Med andre ord bør de analysere uden at stille klienten spørgsmål, der har et implicit svar.

Terapeuten skal give klienten mulighed for at udstille sin erindring, som han/hun husker den. Når alt kommer til alt, er minderne normalt ikke bogstavelige og kan let ændres af terapeuten.

Som nævnt er traumer forbundet med dissociation, men dette er ikke en direkte sammenhæng. Faktisk udvikler dissociation sig ikke altid sammen med traumer. Psykologiske faktorer hos den enkelte spiller også en rolle, f.eks. følelsesmæssig regulering. Det er ikke alle, der reagerer på den samme situation på samme måde.

Pålidelighed af beretninger fra øjenvidner

Man kunne tro, at eftersom traumatiske begivenheder kan have så stor indflydelse på vores liv, vil vi måske huske disse oplysninger bedre end andre. Videnskaben ved dog endnu ikke, om dette er tilfældet. Faktisk er undersøgelser modstridende. Det, vi ved, er, at information relateret til traumer lagres anderledes end anden information.

Undersøgelser, der har analyseret begivenheder fra det virkelige liv, tyder på, at negative begivenheder, der bliver til traumer, huskes bedre. De er mere detaljerede, præcise og vedvarende i vores hukommelse. Når det er sagt, er minderne underlagt den samme lov som alle andre minder: Forvrængning.

Det betyder, at essensen af informationen forbliver, men at detaljerne ændrer sig med tiden. Desuden er der ingen videnskabelige beviser for, at jo større intensiteten af oplevelsen er, jo bedre erindring er der om traumet.

Falske erindringer

Det eneste, vi på nuværende tidspunkt kan bekræfte med nogenlunde sikkerhed, er, at jo mere intens den traumatiske situation er, jo bedre husker personen de centrale og kritiske detaljer, men ikke de perifere. Det er derfor, at terapeuten altid skal udforske forsigtigt og på en udirigeret måde. Det er for ikke at “implantere” falske erindringer i klienten.

Afslutningsvis glemmer ofre for traumatiske situationer ikke de traumatiske begivenheder. De husker dem i høj grad. Faktisk husker de dem så meget, at det gør ondt. De husker især de erindringer, der indeholder de vigtigste begivenheder, selv om resten af oplysningerne måske er blevet forringet og forarmet af tidens gang.