Harald Schultz-Hencke: En zig-zag psykoanalytiker
Det mest slående ved Harald Schultz-Hencke og hans liv, var hans tilbøjelighed til at tjene dem, der havde magten. Han var med til at skabe en slags psykoterapi for nazismen, som senere blev brugt som en skabelon til en stalinistisk model.
Harald Schultz-Hencke var en tysk psykiater og psykoterapeut, som blev født i Berlin den 18. august, 1892. Selvom der ikke findes mange oplysninger om hans barndom, så ved vi, at hans mor var grafolog, og hans far var fysiokemiker. Hans familie var velhavende, og så vidt man ved, var Schultz-Henckes tidlige år gode og stabile.
Vi ved også, at Harald Schultz-Hencke kæmpede i første verdenskrigs skyttegrave, hvilket synes at have været en traumatisk oplevelse for ham. Efter krigen tog han tilbage til sin fødeby, for at læse medicin. Under sine studier blev han meget interesseret i Sigmund Freuds arbejde.
I dag vil vi dykke ned i denne temmelig tvetydige og mystiske tyske psykoanalytikers liv og arbejde.
“Forsøg ikke at blive en succesfuld mand, forsøg hellere at blive en værdifuld mand.”
– Albert Einstein-
Harald Schultz-Hencke og introduktion til psykoanalyse
En psykoanalytisk samtale med Sandor Rado inspirerede Schultz-Hencke til at koncentrere sin karriere omkring psykoterapi. Men fra starten var han uenig med nogle aspekter af Freuds teori om seksualitet, og det ubevidste.
Resultatet blev, at Schultz-Hencke blev eksluderet fra det tyske selskab for psykoanalytikere. Derefter begyndte han at interessere sig for Alfred Adlers arbejde, og betragtede sig selv som socialist.
Hans uenigheder med Freud fik ham til at lave en ny teori. Han håbede at danne en ny skole for psykoterapi, selvom han ikke gav den et bestemt navn i begyndelsen.
I 1926 stiftede han det Internationale Generel Lægeligt Selskab for Psykoterapi (Allgemeine Ärztliche Gesellschaft für Psychoterapie (AAGP)). Det var et selskab, som førte flere uortodokse psykiatere og psykoanalytikere sammen. Det var hans håb, at denne gruppe ville støtte hans nye teori.
Det mest kontroversielle aspekt af hans karriere kom kort tid efter. Harald Schultz-Hencke spillede en af hovedrollerne i det, vi nu kalder “nazificering” af tysk psykoanalyse.
Mens nazipartiet voksede, blev Schultz-Hencke tæt kollega med Matthias Heinrich Göring. Sammen med andre psykoanalytikere stiftede de det berømte Berlins Psykoanalytiske Institut, senere kendt som Göringinstituttet.
Han grundlagde også det Internationale Generel Lægeligt Selskab for Psykoterapi (det ovennævnte AAGP). Det primære formål med denne forening var at undervise i hans særlige form for psykoterapi, som han tilpassede til nazistiske principper.
Nogle af hans samtidige anså dette for en opportunistisk og svag handling fra hans side. Det er ikke nogen overraskelse, eftersom folk brændte Freuds bøger, samt udviste og forfulgte andre psykoanalytikere.
Neo-psykoanalyse
Historikere anser Harald Schultz-Hencke, Felix Boehm, Carl Mueller-Braunschweig og Werner Kemper for at være bagmændene bag den “nye tyske sjælemedicin”, som nazisterne promoverede. Med andre ord var Schultz-Hencke bannerfører for den såkaldte “psykoterapi for de tyskfødte”.
Mange mener, at han gjorde det mere for at behage regimet, end fordi han egentligt personligt troede på det. Når det er sagt, så blev han ved med at forme og udvikle sine idéer. Han kaldte sin teori og metoder for “neo-psykoanalyse” eller “neo-analyse”.
Schultz-Henckes mål var at skabe en sammensmeltning af klassisk psykoanalyse, marxisme og pavlovske principper. Da Tyskland kapitulerede, organiserede Schultz-Hencke et møde mellem psykiatere i Østberlin, som var besat af Sovjetunionen.
På mødet fremlagde han sine idéer om neo-psykoanalyse for første gang. Han hævdede, at hans nye tankegang overvandt alle modsigelserne i klassisk psykoanalyse. Den integrerede også det bedste fra de kommunistiske principper.
En kontroversiel rolle
Schultz-Hencke begyndte at samarbejde med Sovietterne med det samme enestående engagement, som han havde vist for naziregimet. Han arbejdede på at opbygge DDR, og var stærkt involveret i bekæmpelsen af freudianske tanker, i Stalins epoke. Han var sandsynligvis også meget interesseret i Pavlovs idéer.
Psykoanalytikerne i den Internationale Psykoanalytiske Association (IPA) var meget kritiske over for Schultz-Hencke. De betvivlede ikke så meget hans åbenlyse opportunisme, som det videnskabelige grundlag for hans tanker. De var vrede over, at han brugte ordet “psykoanalyse” om en teori, der lå langt væk fra IPA´s principper.
På trods af kritikerne spillede Harald Schultz-Hencke en vigtig rolle for det kommunistiske Tyskland. Han skrev endda en ret kendt bog med titlen Der gehemmte Mensch, det hæmmede menneske. Schultz-Hencke døde den 23. maj 1953, i Østberlin.
Selvom hans idéer vakte genklang i den socialistiske del af verden, var der ingen, der ofrede ham meget opmærksomhed, efter at Berlinmuren faldt.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Schultz-Hencke, H. (1951). Sobre el desarrollo y el futuro de los conceptos psicoanalíticos. Revista de psicoanálisis, 8(2), 283-284.
