Haloperidol: Hvad er det og hvad bliver det brugt til?
Haloperidol bliver primært brugt som et antipsykotisk middel til at behandle skizofreni og andre psykotiske eller adfærdslidelser. Det bliver faktisk indtaget af både voksne og børn. Læs mere, og lær mere om det!
Haloperidol er en form for antipsykotisk eller neuroleptisk medicin. På baggrund af dets kemiske struktur, er det en butyrophenon. Det blev opdaget for første gang i 1958, af Paul Janssen, og det er et typisk antipsykotisk middel.
Det hjælper derfor med at behandle symptomer ved skizofreni, såsom hallucinationer, vrangforestillinger eller adfærd.
Det er et nedslående stof til centralnervesystemet, så det har sedative effekter. Denne effekt bliver brugt til at behandle aggressivitet og ophidselse.
Hvad bliver Haloperidol brugt til?
Hos folk over 18 år, ordinerer læger Haloperidol til at behandle:
- Skizofreni.
- Forvirringstilstande, der ikke reagerer på terapier uden medicin.
- Maniske episoder, associeret med bipolar lidelse.
- Psykomotorisk ophidselse, associeret med psykotiske lidelser.
- Aggressivitet og psykotiske symptomer hos patienter med Alzherimers, demens og vaskulær demens.
- Tic-lidelser, såsom Tourettes syndrom, der ikke reagerer på andre former for behandling.
- Huntingtons sygdom, der ikke reagerer på andre former for behandling.
Hos børn, ordinerer eksperter Haloperidol som en sidste løsning, når andre behandlingsformer ikke virker, eller når patienten er intolerant over for dem. Haloperidol bliver ordineret til at behandle:
- Skizofreni hos teenagere mellem 13 og 17.
- Aggressivitet hos børn og teenagere mellem 6 og 17 år, der også lider af autisme eller en form for udviklingslidelse.
- Tic-lidelser, såsom Tourettes, hos børn og teenagere imellem 10 og 17 år.
Forskere studerer desuden, på nuværende tidspunkt, brugen af Haloperidol til at forebygge delirium. I lave doser, virker det til at være brugbart til at reducere effekterne af delirium hos højrisikopatienter, der skal til at undergå en operation.
Det kan også hjælpe med at forebygge kvalme og opkast, særligt efter en operation eller kemoterapi. Adskillige studier har bekræftet, hvor effektivt og sikkert det er, for dette sidstnævnte, specifikke brug.
Handlingsmekanismer
Haloperidol er en kraftfuld antagonist af dopamin-receptorer. Det reagerer ved at blokere centrale D2-receptorer non-selektivt. Det blokerer også alfa-1-adrenerge receptorer, men i mindre grad.
Ved at blokere modtagelsen af dopamin, reducerer det enhver overskydende mængde af det i hjernen. Haloperidol undertrykker derfor vrangforestillinger og hallucinationer. Det skaber også en psykomotorisk bedøvelse, hvilket er brugbart hos mange former for skizofreni og tilfælde med bipolar lidelse.
Bivirkninger
Haloperidol kan, ligesom næsten alle pyskotropiske stoffer, have nogle bivirkninger. Disse har det med at være relateret til handlingsmekanismerne. De fleste af Haloperidols ugunstige reaktioner er faktisk på grund af blokeringen af dopamin i andre områder af kroppen. De mest almindelige bivirkninger er:
- Ekstrapyramidale symptomer.
- Søvnløshed.
- Ophidselse.
- Hyperkinesi.
- Migræne.
Andre, mindre almindelige, ugunstige reaktioner indebærer:
- Psykotisk lidelse
- Depression.
- Vægtøgning.
- Tremorer.
- Hypertoni.
- Ortostatisk forhøjet blodtryk.
- Dystoni.
- Døsighed.
- Urinretention.
- Erektil dysfunktion.
- Kvalme og opkast.
- Synshandicap.
Haloperidol og andre medikamenter
Eksperter anbefaler ikke, at man tager denne medicin med andre antipsykotiske midler, da det kan øge intensiteten af de ugunstige reaktioner. Ekstrapyramidale symptomer kan desuden blive værre.
En alvorlig, ugunstig reaktion kan betyde manifestation af neuroleptisk ondartet syndrom (NMS). Selvom det ikke er almindeligt, er det bedst at kende til det, så man kan få en tidlig diagnose, hvis der er nogen mistanke om dets manifestation, hvilket normalt er i begyndelsen af behandlingen.
Det skaber muskelstivhed, høj feber og arytmi, blandt andre symptomer. Det er derfor vigtigt at følge eksperternes råd, da de står for at kontrollere behandlingen og for at evaluere dets effektivitet og potentiale risici.
Behandling med Haloperidol skal starte med en lille dosis. Lægen kan muligvis foreslå at øge den derefter, afhængigt af patientens respons og behov, og ved at evaluere forholdet mellem fordelene og behandlingens pris. For at undgå bivirkninger, skal dosen desuden altid være så lille som muligt.
Læger skal være forsigtige, når det kommer til at ordinere Haloperidol til ældre patienter og unge børn. De skal faktisk tilrette dosen og være opmærksom på andre bivirkninger, der kan opstå.
