Følelsernes rolle i politik

Politik er blevet et område, hvor følelser spiller en afgørende rolle. Selv om magt altid har vakt store lidenskaber, er dens førende rolle i dag blevet styrket af vores exhibitionistiske samfund.

Følelsernes rolle i politik er større nu end nogensinde før. Ifølge den klassiske græske teori har politik to faser: Den agonistiske og den arkitektoniske. I den agonistiske fase foregår magtkampe for at opnå en bestemt kontrol eller social adfærd. Den arkitektoniske fase er den fase, hvor projekter og konstruktioner opstår, når magten er opnået.

Politik er som et privilegeret terræn for følelser dybt forankret i den agonistiske fase. De idéer, der fremsættes i magtens verden, er forbundet med fornuften, men de har dybe følelsesmæssige rødder. Det er i kampen for at opnå magt, at følelserne cirkulerer mest på politisk plan.

I øjeblikket baserer mange politikere deres taler på følelser. Faktisk er de mere overbevisende med budskaber om frygt eller løfter om sikkerhed end med fornuftige programmer eller projekter til løsning af specifikke problemer. Desuden ønsker vælgerne forslag, der giver løsninger på deres problemer, men de ønsker også forslag, der overfører lidenskab og entusiasme.

Mange politiske taler har dybe følelsesmæssige rødder.

Kommunikation

Omkring 75 procent af den interpersonelle kommunikation er nonverbal. Derfor lægges der i politik stor vægt på gestikulationer, kropsholdning og alt det, der ledsager det talte ord. Denne mimik forstærker det følelsesmæssige indhold og skaber en forbindelse med kandidaten.

I øjeblikket fokuserer politikernes kommunikationskonsulenter på at formidle et billede af deres kandidater, der understøttes af det sanselige. Det indebærer anvendelse af sensoriske stimuli til at skabe stemninger i offentligheden.

Dette begreb, som stammer fra reklamens verden, kaldes brand sense. Det bruges til at forstærke værdierne for en bestemt kandidat eller et bestemt politisk parti. Det potentiale, som lyd, smag, syn, lugt eller berøring tilbyder, påvirker i høj grad opfattelsen. Det drejer sig om at integrere de fem sanser for at skabe sensoriske og følelsesmæssige broer mellem kandidaten og vælgerne.

Følelsernes rolle i politik

Mange steder i dag er politik blevet en handling af ønsketænkning. Der er en betydelig forekomst af propaganda til skade for den ideologiske debat. Faktisk nærmer politik og underholdning sig hinanden mere og mere.

Det er faktisk ikke ualmindeligt, at mange af nutidens politikere opfører sig mere som popstjerner end som statsmænd. De søger ofte ikke at formidle et ideologisk projekt, men at opbygge et image, der er skræddersyet til det, som deres publikum ønsker at se og høre. I mange tilfælde handler det mere om markedsføring end om reelle idéer eller forslag.

Frygt har altid haft en enorm overtalelsesevne. Frygten indpoder vælgerne på subtil vis og gradvist. Politikerne vælger en fjende og retter hele deres artilleri mod den. En sådan fjende kan være arbejdsløse eller indvandrere, venstrefløjen eller højrefløjen osv. Pointen er at opbygge en diskurs med det formål at dæmme op for en trussel. Det har vist sig, at dette ofte virker.

Følelsesbaserede taler har stor overtalelsesevne.

Nye bidrag

Succesen for den følelsesbaserede politiske diskurs skyldes bl.a. det bidrag, som nogle human- og samfundsvidenskaber har ydet. Psykologien har f.eks. bidraget til forholdet mellem adfærdsøkonomi og de økonomiske beslutninger, der træffes af lederne af forskellige regeringer.

Kommunikationsstudier, især dem, der fokuserer på reklame, har lagt vægt på begrebet overtalelse. Reklameovertalelse er baseret på følelsesmæssige valg snarere end rationelle. Dette er blevet anvendt på politik, idet man har været meget opmærksom på de følelser, som de enkelte kandidater kan vække.

Alt dette er dog ikke nyt. Faktisk talte Aristoteles i det fjerde århundrede f.Kr. i sin bog Retorik om, hvordan følelser spillede en central rolle i den politiske debat. Han sagde, at målet med debatten var at overbevise gennem følelser snarere end at nå frem til en fornuftig beslutningstagning. Ifølge ham var det vigtigere at overtale og vinde end at argumentere.

Næsten 25 århundreder senere er politik nu ved at indtage det følelsesmæssige terræn for sig selv. Den kombinerer nonverbal kommunikation med følelser for at opnå en forbindelse med borgerne, en proces, der rækker længere end det rationelle. De, der overværer politiske taler, forventer faktisk, at deres hjerte bliver rørt, og kandidaterne er fuldt ud klar over dette faktum.