5 fascinerende mikrohistorier til at fantasere og drømme
Der er mange mikrohistorier, der kan få os til at fantasere og drømme. Det interessante ved dem er, at en god del af dem er historier, i ordets strenge betydning. De har en indledning, en mellemdel og en afslutning. Personer, sted og tid. Alt sammen kogt ned til et par få sætninger.
Der er mange fremragende forfattere af mikrohistorier. De tager os lynhurtigt med til en fiktiv verden og overvælder os med deres sjove og forvirrende slutninger. De er ordenes troldmænd.
Disse mikrohistorier, som vi kan fantasere og drømme til, lindrer vores sind og hjerter. De inviterer os til at se tingene på en anden måde. De kan vise os et nyt perspektiv på situationer, vi kender. Her er en lille samling af disse små litteraturjuveler.
“Gud har endnu ikke skabt verden; han er kun ved at forestille sig den, som mellem drømme. Derfor er verden perfekt, men forvirrende.”
– Juan José Arreola
1. Hvem drømmer om hvem?
Følgende er en fantastisk kort historie af Ana María Shua. Den siger “Vågn op, det er sent, en fremmed mand råber på mig fra døren. Du vågner op, det er dig, der skal, svarer jeg ham. Men den stædige mand bliver bare ved med at drømme.”
Denne historie placerer os på grænsen til virkeligheden. Den slører linjen mellem at sove og vågne. Det er en af de historier, der kan få dig til at fantasere og drømme, fordi den åbner en surrealistisk verden for os.
2. En af de bedste mikrohistorier til at fantasere og drømme
Der findes en PhD-tese i litteratur, der er dedikeret til denne korte historie af Jorge Luís Borges. Den er virkelig fantastisk.
Den siger, “På Sumatra er der en, som vil have en doktorgrad i at spå om fremtiden. Troldmandeksaminatoren spørger ham, om han består eller dumper. Kandidaten svarer, at han dumper…”
Det, Borges gør med denne historie, er at lege med logikken og skabe et paradoks med enorm snedighed. Historien er fantastisk, fordi den efterlader karaktererne og læserne ved en skillevej. Du ved ikke, hvem der leger med hvem.
3. Den blinde mands problem
Næste historie er en af de mange mikrohistorier, som Alejandro Jodorowsky har givet os. Den siger, “en blind mand med sin hvide stok, midt i ørkenen, protesterer, fordi der ikke er nogle forhindringer til at hjælpe ham.”
Her har vi også et paradoks. Den blinde mand må sno sig igennem forhindringer for at komme frem. De er barrierer for ham, men de udgør også et udgangspunkt. Det opdager han først, når de ikke er der.
4. Mangel på kærlighed – et evigt tema
Kærlighedshistorier har altid en uventet slutning. I det mindste de gode kærlighedshistorier. I denne korte fortælling af Gaspar Camerarius, som er en blanding af poesi og fortælling, tegnes der et perfekt billede af kærlighed. Den siger, “Jeg har været så mange mænd, men jeg har aldrig været den mand i hvis favn, Matilde Urbach dånede.”
Man kan sige, at den opsummerer et helt liv på kun et par sætninger. Den har forståelse for idéen om de mange forandringer, der sker omkring os. Vi er én, og vi er mange – vi har været så mange mennesker. På samme tid viser den, at noget har manglet. Han har været i mange menneskers sted, bortset fra dem, der er blevet elsket af en speciel person.
5. Det forældreløse barns ønske
Det mest fantastiske at fantasere og drømme om ved disse mikrohistorier er måden, hvorpå de udfordrer vores hverdagslogik. Med stor elegance viser de os, at virkeligheden har grænser, der er forbundet.
Dette ser vi i en minihistorie af Carlos Monsivais, “Og så var der den ni-årige dreng, der dræbte sine forældre og bad dommeren om medlidenhed, fordi han var forældreløs.”
I denne historie mødes to virkeligheder, der hænger sammen på én måde og er modstridende på en anden. Morderen påtager sig en rolle som offer. Og det er han. Han er dog primært offer for sine egne handlinger.
Disse mikrohistorier eksisterer for, at vi kan nyde dem. De er som døre, der gemmer på andre tankedimensioner. Deres primære egenskab er, at de hjælper os til at se ting med andre øjne. Øjne, der fylder os med visdom og følsomhed.
