Nogle menneskers farlige tiltrækning til risiko

Nogle mennesker oplever tiltrækning til risiko. Vi taler om ting, der udsætter deres helbred, fysiske velvære eller endda økonomi osv. for fare. De fleste af os har en eventyrlysten side, men det er normalt ikke en side, der kommer frem ved ligegyldige ting eller høj risiko.

Tiltrækning til risiko inkluderer også ting som sex uden beskyttelse. Derudover er der selvfølgelig også ting som at køre ekstremt hurtigt, spritkørsel eller ignorere trafikreglerne. 

Ting som at tage på ture eller udføre farlige aktiviteter uden at forberede sig eller medbringe det rigtige udstyr. Eller eksempelvis kompulsivt at tage et sted hen, hvor du kan spille store summer penge. Listen bliver ved.

Enhver handling, der bringer din sikkerhed eller stabilitet i fare, er en risiko. Der findes naturligvis også måder, hvorpå man kan løbe kalkulerede risici, når det kommer til at opnå et vigtigt mål. I disse tilfælde tager man dog de nødvendige forholdsregler for at minimere et potentielt negativt udfald.

Hjernen og tiltrækning til risiko

En gruppe forskere på Stanford University i USA har udgivet en undersøgelse i journalen Nature. De taler om, hvordan der er specifikke neurone kredsløb, der regulerer vores adfærd i forhold til at løbe risici. De undersøgte, hvordan dette kredsløb fungerer hos rotter, men de siger, at det samme er gældende for fugle, hvepse, bier og mennesker.

Konklusionen på undersøgelsen siger, at tiltrækning til risiko reguleres af en lille gruppe neuroner i nucleus accumbens. Det er en del af hjernen, der deltager i belønningssystemet. Det betyder, at det også indeholder neuroner, der har indflydelse på glæde og forfaldenhed.

Forskerne fandt også ud af, at tiltrækning til risiko har en stærk forbindelse til glæde. Forskerne viste, hvordan nogle mennesker har et højere dopaminniveau, når de løber en risiko. Det betyder, at denne type adfærd giver dem en tilfredsstillende følelse i både sind og krop.

En undersøgelse af Karl Deisseroth

Karl Deisseroth er professor og bioingeniør på selvsamme Stanford University. En af hans største bidrag til dette område var, da han hjalp med at udføre undersøgelsen i optogenetik.

Det er en revolutionerende metode, der anvender lys til at kontrollere vores celler, og mere præcist, vores neuroner. De bruger metoden til at stimulere en del af hjernen og se, hvilke ændringer det skaber. Derved kan de bestemme, hvilke områder der spiller ind en bestemt adfærd.

Deisseroth udførte et eksperiment, hvor han brugte optogenetik til at stimulere nucleus accumbens og kontrollere dopaminreceptorerne. Med andre ord, slukkede han forbindelsen mellem risikovillighed og dopaminproduktionen. Han udførte dette eksperiment på rotter.

Resultatet var, at de mest risikovillige rotter, med det samme, blev meget reserverede. Da de stoppede kontrollen, vendte rotterne tilbage til deres normale adfærd. Det fik ham til at teoretisere et stærk bånd mellem tiltrækning til risiko og hjernens dopaminproduktion.

Risikoens to sider

Tiltrækning til risiko spiller en vigtig rolle i vores evolution, både individuelt og som art. Hvis vi altid opførte os fornuftigt og reserveret, ville vi sandsynligvis aldrig være i stand til at udvikle os og udvide vores horisont. Menneskeheden kan takke de primitive folk, som turde eksperimentere og lave ild, for de var også bange for det.

På samme måde har alle brug for lidt fare i deres liv. Det er det, vi i dag kalder, “at komme ud af komfortzonen“. Hver gang du konfronterer det ukendte, vil der være elementer, du ikke kan kontrollere. Men det er den eneste måde, du kan forbedre dig på som person. Det er også meget følelsesmæssigt opmuntrende at gøre disse ting.

Der er nogle tilfælde, hvor tiltrækingen til fare får en mere kompulsiv tone. I disse tilfælde findes der ikke et egentligt mål andet end fysisk og mentalt at opleve situationer med høj risiko. Det er meget lig en hvilken som helst anden afhængighed. Sådanne personer har stor tendens til selvødelæggelse, og de lider ofte af en skjult depression.