Drama for flygtninge i Ingenmandsland

Det drama, som flygtninge oplever, handler om tusindvis af menneskers smerte. Mennesker der har drømme og som ønsker det samme som dig. Børn, hvor sorgen har fået dem til at glemme, hvordan man griner.

Der var et angreb. En moder tager sin lille drengs hånd. Og sådan udånder barnet for sidste gang og dør i armene på samme person, som bragte ham til verden. I dag bliver en anden dreng adskilt fra sin familie, og han ved ikke, hvornår kan kommer til at se dem igen. Med tårer i øjnene og håb for en bedre fremtid siger han farvel. Sådan er livet for mange flygtninge.

Det drama, som flygtninge går igennem, handler om tusindvis af menneskers smerte. Mennesker, der har drømme og ønsker det samme som dig. Børn, hvor sorgen har fået dem til at glemme, hvordan man griner.

Hvem er flygtningene?

Disse mennesker er tvunget til at migrere, da de i deres hjemland er forfulgt pga. deres etinicitet eller ideologiske baggrunde. De kan også være tvunget af hjemlandets ringe ressourcer og manglende evne til at kunne give sikkerhed for et ordentligt liv.

Flygtninge er ikke kommet for at tage vores job. De er ikke kommet, fordi det lige faldt dem ind. De er ikke terrorister.

Hvad er de psykiske konsekvenser af livet som flygtning?

At leve som flygtning er som at leve i Ingenmandsland. Du er ude af stand til at kunne leve et normalt liv, der hvor du flygter fra. Samtidig oplever du, at mange af de lande, hvor du søger asyl, ikke vil have dig. Det skaber en masse angst eller depression… Og samtidig tænder det op under hævnfølelsen.

Tilføj desuden at skulle leve i et konstant bombardement. Alt dette forårsager en tilstand, hvor man konstant er på vagt, og kronisk stress udvikler sig. Dette medfører ofte mere alvorlige lidelser såsom skizofreni og posttraumatisk stresslidelse.

Det er ikke overraskende, at en person med social og psykologisk ustabilitet foretager sig handlinger, der måske ikke er lovlige og etisk korrekte. Det er heller ikke overraskende, at de tilslutter sig den gruppe, der fortæller dem, at de kan skaffe sikkerhed, frelse og retfærdighed til deres elskede. Hvem ville ikke være på udkig efter en allieret, når alt ser ud til at falde sammen omkring en?

Men det ser vi bare ikke. Vi er hurtige til at dømme, men kigger ikke indad. De ekstreme holdninger blomstrer. Er de ikke blot mennesker med social og psykologisk usikkerhed, som leder efter sikkerhed?

Hvad er vores rolle i flygtningedramaet?

Når bare den mindste chance for at kaste sig ud i en ualmindelig forfærdelig bådrejse, gennem ørkenen eller at vandre i årevis og samtidig være i hænderne på mafiaer, er bedre end at blive boende… Så vil hverken hegn, grænser, dekreter, politi, pigtråd eller selve Middelhavet være nok til at stoppe en familie, der søger et bedre liv – et værdigt liv.

Det løser ikke problemerne at lukke øjnene for dem. Det hjælper heller ikke, at vi finansierer konflikten. Hvorfor er vi villige til at bidrage med våben, men ikke villige til at modtage flygtninge? Denne dobbeltmoral er bekymrende.

Hvorfor? Fordi man sår, som man høster. Jo længere vi kaster boomerangen, des hårdere vil den ramme os, når den kommer tilbage. Det er, hvad der vil ske, hvis vi benægter den massive flygtningekrises barske virkelighed. Eller hvis vi gør som USA, hvor de måske nok anerkender krisen – de vil bare ikke have den indenfor deres egen dør. Eller hvis vi tager imod flygtninge uden at inkludere dem i vores samfund.

Vi må acceptere og inkludere flygtninge i vores samfund

Hvis vi kun gør én af de ovennævnte ting og ikke dem alle, så skaber vi en tikkende bombe. Hvad ville du gøre, hvis nogen ødelagde dit hjem, kidnappede dit barn og bombede din familie? Hvad ville du gøre, hvis du havde mistet alt uden udsigt til forbedring?

Hvad ville du gøre, hvis du følte dig hjælpeløs over alt, som var hændt dig? Hvis du havde følelsen af, at alle omkring dig valgte ikke at gøre noget, selvom de godt vidste, hvad der skete?

Svaret er simpelt. Når man er nået til det punkt, så ødelægger man sig selv, søger hævn eller frelse. Det er netop på dette tidspunkt, at vores involvering er så vigtig.

Det viser sig, at de fleste terroristangreb ikke blev foretaget af “forfærdelige fremmede, som var kommet for at slå os alle ihjel”, men af landets egne borgere. Den anden generation, der aldrig har følt sig velkommen i det land, der oprindeligt tog imod dem.

De blev dobbelt afvist, da de hverken blev anerkendt som rigtige franskmænd, tyskere eller amerikaner, men heller ikke som rigtige syrer, iraker, somalier osv. Folk, som ganske simpelt endte med at følge eller blive venner med nogle, som ønskede at bruge dem som våben.

Vi er ikke bedre eller anderledes end andre… og det glemmer vi til tider

Det virker til, at vi ikke længere husker det. For bare 76 år siden krydsede 465.000 spaniere, i flugt fra borgerkrigen,  grænsen til Frankrig for at søge asyl. Ud af dem vendte 220.000 aldrig tilbage til Spanien.

Det er endnu mere slående, hvis vi stopper op og betragter os selv lidt. Vores unge rejser. De tager til USA, Kina, Frankrig, Irland… De rejser i søgen efter en bedre fremtid. Denne immigrationshistorie kunne være deres, din eller hvem som helst andens.

Det er op til os at sikre, at vores stemmer bliver hørt på vegne af dem, hvis nødråb drukner i tårer. På vegne af de næsten titusinde børn, som i Europa er adskilt fra deres familie, og som håber på en dag at gense dem. På vegne af de mange andre, som er villige til at sælge deres egen krop i flygtningelejrene i bytte for deres liv.

UNICEF siger, at der i 2015 var næsten 1.500 overgreb på mindreårige, herunder mord, lemlæstelse, rekruttering eller kidnapning m.m. I 400 af disse sager blev børn fundet døde og næsten 500 af disse børn var blevet lemlæstet. Er disse børn også terrorister? Lad nu tvivlen komme dem til gode.

Den nemmeste måde at udøve hjælp på er ved at modtage vores ligemænd med åbne sind og hjerter.