Har du hørt om "dødscaféer"? Det er en interessant ide...
Døden har været et tabu-belagt emne i mange samfund og gennem mange tidsperioder. Vi behøver ikke at se langt væk, for døden er stadigvæk en del af vores samfund og er stadigvæk aktuel. Men vi mærker døden meget forskelligt, om den opleves langt fra os eller tæt på os, om den er virkelighed eller fiktion. Dødscaféer er steder, hvor vi kan diskutere vores frygt.
Hvor mange dødsfald opleves ikke i en hvilken som helst Hollywood film? I mange af disse film dør en masse mennesker, alle på én gang, og hovedpersonen praler måske endda med det. Men hvis du oplever smerten eller gerne vil snakke omkring døden i virkeligheden, vil mange mennesker svare med en lang tavshed.
For ikke så lang tid siden skrev en argentinsk psykiater en kommentar i et online forum omkring dette emne. Han skrev, at han modtog flere og flere patienter, som ikke kunne komme sig over, at en person, de elskede, nu var død. Denne professionelle psykiater var overrasket. Det plejede at være folks familie eller det omkringlæggende miljø, som hjalp dem igennem det. Nu til dags er der et større antal mennesker, der ønsker at se en læge, som vil lytte til dem, når de har behov for at snakke om deres tab.
“Hun faldt i søvn med en tanke om døden, og vågnede med en tanke omkring, hvor kort livet er.”
-Ordsprog-
Så ubehageligt som det kan lyde, virker det, som om der ikke er et sted, som er villig til at snakke omkring noget så virkeligt som døden. Mange mennesker har intet andet valg end at leve med deres smerte alene. Hvis de bringer det op, fortæller folk dem, at de ikke skal tænke på det. Eller de prøver at finde en måde at “distrahere” dem på, for at hjælpe dem med at komme sig over smerten.
Selvom vi lever med døden hver eneste dag, er emnet blevet utilnærmeligt, som en forfærdelig side i livets bog, som vi ikke ønsker at læse, eller som vi bliver nødt til at vende med det samme. Derfor, når vi oplever døden tæt inde på livet, føler vi det som en absurd og mærkelig overraskelse. Og derfor har vi ikke mange redskaber til ordentligt at bearbejde smerten af et endegyldigt tab. Alt dette har inspireret åbningen af disse såkaldte “dødscaféer.”
Dødscaféer, en ide som giver mening
Det startede alt sammen med en ide, som en schweizisk sociolog, Bernard Crettaz, havde. Denne akademiker var en professor ved Geneve universitet i 1989. Han organiserede en udstilling kaldet “Mortal Relief” og modtog en meget entusiastisk respons. Hovedkonklusionen var, at der var mange unge mennesker, som ønskede at snakke omkring døden, men ikke havde nogen mulighed for det.
Derfor organiserede Crettaz selv senere i 2004 det første møde af det, han kaldte “Café Mortel.” Målet var at åbne et sted, hvor man kan snakke om døden. 250 mennesker kom til mødet. De spise en velkomst forret, og så snakkede de om emnet i mere end to timer. Derefter udvekslede de ideer. De eneste regler var, at man skulle være oprigtig og respektere andres mening.
Ideen viste sig at være så interessant og succesfuld, at andre steder med det samme kopierede ideen. “Dødscafeer” begyndte at vise sig i forskellige dele af verden. I dag findes der i alt 4403 i 48 lande spredt over alle kontinenter.
Hvorfor skal vi snakke om døden?
Mange mennesker mener, at hvis man snakker om døden, bringer man et bittert emne op uden, at der er nogen grund til det. I stedet for at præsentere en rigtig grund, er dette argument et udtryk for frygt og en angst for konfrontation. De ønsker i stedet at gemme det ind under et tæppe. Der er dog intet mere virkeligt i dette liv end døden. Og intet, som er så uundgåeligt. Alle mennesker vil dø, og vi kommer alle til at se vores elskede svinde ind i mørket. Dødscaféer kan hjælpe os med at tage fat på behovet om at snakke omkring døden.
At snakke om døden kan til at begynde med skabe en vis mængde angst. Det er, fordi vi bruger ord til at gribe et ukendt område an. Men hvis du åbner dit sind for emnet, og modstår frygten, vil det blive mere naturligt med tiden. For alle, som lever med en sygdom eller er tæt på nogen med en, er det faktisk beroligende, hvis emnet tages fat på meget direkte. Det hjælper med at skabe fred og styrke, når man skal se døden i øjnene.
Alle har brug for at snakke om døden
For sunde mennesker, som ser døden som noget, der sker om lang tid, kan denne form for samtale også være meget nyttig. Døden kan være et tabu-belagt emne. At snakke om den i dødscaféer kan betyde, at man lærer at acceptere ideen uden at frygte den for meget. Dette bliver et meget brugbart redskab, når vores liv eller en af vores kæres liv, når sin afslutning. At snakke om det skaber ikke mere smerte, men det forebygger den. Og samtidigt giver det mere mening og værdi til livet selv.
Emma Kenny, en berømt britisk psykolog, opsummerer ved at sige: “Vi bruger en masse tid på at skubbe døden langt væk fra os, og vi tror, det er noget, som sker for andre mennesker. En af de ting, som mennesker har det sværest med, er at indse, hvor skrøbeligt livet er.” Paradokset her er, at hvis vi indser, hvor skrøbeligt livet er, kan vi opnå en berigende verdensanskuelse, som kan hjælpe os med at se alt det smukke, som livet i sig selv indebærer. For når vi ser bort fra døden, så mister vi vores syn på livet.
