Daniel Batson og empati-altruisme hypotesen

Som regel er de personer, der oplever en empatisk og autentisk omsorg for andre, i stand til at iværksætte altruistisk adfærd. Dette er den slags forhold, der er yderst værdifuldt, når det drejer sig om at foreslå sociale interventionsforanstaltninger.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Valeria Sabater.

Sidste ændring: 21 juni, 2023

Empati-altruisme hypotesen af Daniel Batson hævder, at empati fremmer såkaldt prosocial adfærd. Det er en følelse af stor værdi, der fremmer det bedste i mennesket. Det indebærer spontane og ægte handlinger, hvor den, der yder, ikke forventer hverken gevinst eller belønning ud over at se, hvordan verden omkring sig forbedres.

I tider med frygt og usikkerhed bliver denne type adfærd mere nødvendig end nogensinde. I disse øjeblikke er der imidlertid en tendens til at se både venlige og hensynsløse handlinger.

Egoisme og altruisme er manifestationer, der definerer mennesket på samme måde. I usikre tider er altruisme den højeste moralske værdi og den værdi, som vi alle bør anvende. Ikke desto mindre sker det normalt kun, når vi er i stand til at fordybe os i andre menneskers virkelighed.

Med andre ord former evnen til at se på andre fra vores hjerte i stedet for at være mistænksomme et mere sammenhængende, respektfuldt og venligt samfund.

Empati-altruisme hypotesen

De fleste af os har en tilbøjelighed, der motiverer os til at tage vare på vores egen velfærd. Vi bekymrer os faktisk og gør en bemærkelsesværdig indsats for at forbedre andres situation. Men vi føler ikke altid dette behov.

Faktisk oplever vi ikke altid det spontane ønske om at vide, om en kollega har det godt, eller at gøre noget pænt for en fremmed. Desuden opstår der hverken generøs eller samarbejdsvillig adfærd, når der ikke er nogen empati.

Empati-altruisme hypotesen antyder, at når vi forbinder os med den andens følelsesmæssige virkelighed, opstår der følelser af medfølelse, sympati og ømhed. Takket være dette aktiverer vi altruistisk adfærd, der har til formål at fremme andres velbefindende. Ifølge Daniel Batson ville dette forklare, hvorfor nogle mennesker ikke er i stand til at hjælpe dem, der har brug for hjælp.

Hjælper vi af ægte generøsitet eller af ren egoisme?

Modsætningen til empati-altruisme hypotesen er teorien om social udveksling. Denne tilgang viser et synspunkt, der ofte forsvares. Den hævder, at altruisme kun forekommer, når fordelene opvejer omkostningerne. Med andre ord eksisterer altruisme ikke for mange, fordi de inderst inde altid forventer at få noget til gengæld. Derfor er der en egoistisk komponent.

Socialpsykologen Daniel Batson var imidlertid uenig i denne opfattelse. Faktisk foretog han i 1988 en undersøgelse, hvor han analyserede fem undersøgelser om altruisme. I dem alle blev hans hypotese om empati-altruisme bekræftet, og den empatiske følelse fremkaldte en altruistisk motivation. Dette tydede på, at mennesker ikke altid forventer en belønning, når de viser generøsitet.

Batsons konklusion stemmer faktisk overens med andre berømte personligheder fra fortiden. For Charles Darwin og filosofferne David Hume og Adam Smith var empati for eksempel grundlaget for altruistisk adfærd.

Empati-altruisme hypotesen kan relateres til en følelse af nød

Vi hjælper ofte andre, fordi deres lidelse, angst eller følelsesmæssige smerte afspejles i os. Vi anerkender nemlig på et følelsesmæssigt niveau, og ikke kun kognitivt, at den anden har det dårligt. Empati efterlader således et substrat af ubehag i os, når vi oplever andres behov og lidelser som vores egne.

Empati-altruisme hypotesen forudsætter også denne komplekse følelsesmæssige virkelighed. Selv om det er rigtigt, at vi næsten altid handler spontant, når vi søger den andens velbefindende, gør vi det nemlig også for at lindre andres og vores eget ubehag.

På samme måde, når vi verificerer, at den pågældende person har det bedre med vores hjælp, føler vi også empati for hans eller hendes velbefindende. Derfor opstår der en ekstremt intens følelsesmæssig feedback.

Altruisme gavner os alle, egoisme isolerer os

Gode gerninger hjælper ikke kun andre og skaber venligere sociale rammer. Vi vinder alle sammen ved altruistisk adfærd: Den forbedrer vores selvopfattelse og tydeliggør hierarkiet på vores værdiskala. I denne sammenhæng er det lettere for det ægte at sejre over det overfladiske, og for os at kunne forme mere meningsfulde forbindelser.

I modsætning hertil skaber individualistiske, egoistiske og narcissistiske holdninger fjendtlighed og mistænksomhed. Disse typer mennesker føler ikke andres behov. Faktisk handler de imod selve essensen af, hvem vi er: Sociale væsener, der er orienteret mod forbindelser.

Vi har overlevet som art på grund af altruistiske handlinger, på grund af den følelsesmæssige lim, der orkestrerer gensidighed og venlige handlinger, hvormed gruppens velbefindende og overlevelse fremmes. Derfor bør vi sikre, at vi fortsat favoriserer denne form for adfærd.