Custody: Monstre lever blandt os
I februar vandt Custody (Jusqu’à la garde), dramafilmen omhandlede kvindevold, fra førstegangsfilmskuespiller Xavier Legrand bedste film i den 44. udgave af César-prisen i Frankrig. Dette var slet ikke overraskende, da filmen, på mesterlig vis, portrætterede et meget alvorligt problem.
I åbningsscenen får vi fremvist et rum, hvor et par udarbejder detaljerne omkring alverdens regler omrørende forældremyndigheder. Selv om dette kan virke som en uskyldig begyndelse, trækker Legrand dig ind fra det allerførste øjeblik og lader dig ikke undslippe, indtil slutningen af filmen.
Custody viser, at monstre eksisterer, og at disse monstre lever blandt os. De er ikke i mørke hjørner eller i skabet. Disse monstre er meget virkelige, og de lever blandt familier.
Custody: Når du deler forældremyndighed med et monster
Historien er fortalt ud fra en dommers synspunkt, der fører tilsyn angående en skilsmisse- og forældremyndighedssag. Det er ikke helt let at forstå, hvad der sker i retssagen.
Men nogle af de mere fremtrædende elementer virker indlysende, som faderens voldelige opførsel over for moderen. Intet synes meget klart i dette tilfælde, hvilket gør, at dommeren fremkommer tøvende.
Miriams advokat fastslår, at Miriams mand er besidderisk og voldelig. På den anden side benægter Antoines advoket hendes påstande og hævder, at det er unormalt for Miriam (spillet af Léa Drucker) at fraholde Antoines hans ret til at vise kærlighed til sine børn.
Barnets insisterende og tiggende vidnesbyrd, om ikke at skulle tilbringe tid sammen med sin far, ekkoer i rummet. I mellemtiden ser dommeren på begge forældre og forsøger at opfange et tegn eller en gestus, der eventuelt kan hjælpe hende med at træffe sin beslutning.
Moderens advokat har svært ved at finde klare tegn på faderens sande karakter. En ting, som voldelige og grove mennesker er meget gode til er, at ændre deres adfærd for at tilpasse sig en given situation.
Du kan mærke en forestående og uundgåelig katastrofe, så snart dommeren udsteder en dom, der resulterer i delt forældremyndighed. Det, der sker efterfølgende, er en eksplosion af vold, undertrykkelse og uro, mesterligt portrætteret af Thomas Gioria, som spiller den yngste søn, Julien.
Delt forældremyndighed resulterer i et helvede
Fra det øjeblik, faderen (spillet af Denis Ménochet) får forældremyndighed, strækker spændingen sig højt. I en scene ser du et nærbillede af et barns skræmte ansigt. I en anden, en ordløs dialog, der besværliggør ens vejrtrækning.
Juliens ansigt og udtryk fortæller ekspressivt, hvad han gennemlever og føler. Filmen har ingen lydspor, så lyden i det daglige liv bliver til trusler. Dette er en gengivelse af, hvordan selv en støj fra en nøgle, der passer ind i en lås, kan udløse frygt hos mange mishandlede og udnyttede kvinder.
Seeren forstår hurtigt, at dette ikke er tilfældet med “Custody”, en diagnostisk etiket med et tvivlsomt videnskabeligt grundlag. Den perverterede narcissist Antoine virker undertiden misforstået. Faktisk synes det angiveligt som om, at han forvandles til et offer for blot at elske sin familie.
Custody viser, at monstre eksisterer
Ikke en enkelt sjæl i familien har tillid eller tro til Antoines adfærd og skuespil. De ved, at hans forsøg på forsoning ikke kommer fra et oprigtigt og angrende sted. De ved og forstår, at han blot forsøger at genvinde kontrollen over situationen.
Filmens magt ligger i Legrands fremragende evner som filmdirektør. Filmens blanding af frygt og et lidt perverteret håb vil få dig til at sidde på kanten af dit sæde.
Du kan let mærke, at en intens kulminerende scene kommer, som faderens spænding og frustration opbygges. Antoine får ikke det, han ønsker, ud af den givne dom og aftale om den fælles forældremyndighed.
Hans sande og gemte agenda var ikke at tilbringe tid med sine børn, men i stedet, at få adgang til sin skræmte ekskone, som ligger og skjuler sig for at undgå hans aggression.
Strategien om at komme tæt på sin kone ved at skræmme sin yngste søn virker heller ikke. Hans frustration vokser, og hans vrede er palpabel. Du kan mærke, at en voldsom eksplosion nærmest er uundgåelig.
Det er her, at du begynder at høre dørklokken, en konstant og skræmmende lyd. Det tager dig tilbage til det kolde rum, hvor dommen om forældremyndigheden blev truffet. Du ved ikke, hvad der skal ske, men du kan mærke, at det bliver forfærdeligt.
Socialt ansvar
Plottet i filmen Custody bevæger sig i en kollisionskurs mod katastrofe. Moderen klamrer sig til håbet om, at dørklokken vil stoppe med at ringe. Hun ved, hvem der venter på den anden side, og hun ved, at han vil ringe i lang tid. Hun håber, at han vil give op, og blot gå sin vej.
Dørklokken stopper med at ringe, men moderen begynder nu at høre andre lyde. Denne gang vil Antoine ikke stoppe. Den sidste scene i filmen er skræmmende. Der er ikke behov for specielle effekter eller makeup. Antoine har mistet hans genkendelig menneskelighed. Han er et monster, som har mistet hans evne til at se klart, blændet af stolthed og hævntørst.
Scenen føles så ægte, at du ikke kan undgå, at empatisere med denne mor og søn. Du er naboen, der opfordrer til hjælp, politibetjenten, der tager telefonen og forsøger at gøre deres bedste.
Monstre eksisterer utvivlsomt blandt os. De kan endda dele dit efternavn, hvilket er det mest skræmmende af det hele.
Du kan ikke bekæmpe dem med kognitiv adfærdsterapi. Du bekæmper monstre med uddannelse, empati, solidaritet, retfærdighed og intervention. Vi er alle ansvarlige for at sikre, at vores samfund træffer foranstaltninger mod disse monstre. Uddan dig selv, så den forkølende historie om forældremyndighed ikke længere afspejler det virkelige liv.
