Den borromæiske knude i psykoanalyse
Eftersom psykoanalyse er kompleks, benytter mange eksperter metaforer og analogier til at gøre idéer nemmere at forstå. En af disse analogier er den borromæiske knude, en genial måde til at beskrive, hvordan vores sind fungerer.
At lære om den borromæiske knude er en rejse ind i lacansk psykoanalyse, som udforsker forskellige aspekter af individuelle tanker, følelser og adfærd. Den ser også på et individs forbindelse til virkeligheden.
Jacques Marie Emile Lacan var en fransk psykoanalytiker og psykiater, der blev født i 1901. Han var en af de mest relevante figurer indenfor moderne fransk strukturalisme. Hans teorier blev mødt med lige dele accept og afvisning.
Han var involveret i den freudianske bevægelse, hvilket gav nogle spændinger med den internationale psykoanalytiske organisation. Faktisk endte han med at distancere sig selv fra organisationen. I 1964 grundlagde han den freudianske skole i Paris.
Hans bidrag til psykoanalysen hænger sammen med filosofi, lingvistik og kunst. Han var venner med kunstnere som Andre Breton og Salvador Dali og udviklede på Heideggers, Strauss´ og Hegels arbejde. Lacans arbejde er noget kontroversielt.
Nogle mener, at det ikke har freudianske rødder, omend Lacan selv forsvarede en tilbagevenden til Freud. Han påstod, at psykoanalytikere ikke er neutrale lyttere, og understregede ubevidst lyst og glæde.
Hvad er den borromæiske knude?
Den borromæiske knude henviser til tre sammenkoblede ringe, der danner en knude (eller en kæde). Hvis en af ringene var brudt, ville alle tre blive separeret. Symbolet kommer fra Borromi familiens våbenskjold.
Lacan brugte denne knude til at hjælpe med at beskrive strukturen af talende objekter, delt ind i følgende dele:
- Det imaginære. Dette er det første register, der er knyttet til billeder. Ved basen er selvets struktur, der udvikler sig gennem billeder af den anden gennem identifikation, startende med moderen.
- Symbolsk register. Dette er essentielt lingvistisk af natur. Det hænger sammen med det intersubjektive felt, hvori vi udveksler information med hinanden. Det hænger også sammen med viden, kultur og det store “andet”.
- Det reelle. Dette er alt, som ikke kan repræsenteres af billeder eller sprog. Med andre ord det vi ikke kan tænke eller vide eller det, som du modstår. Det adskiller sig fra virkeligheden på den måde, at du forstår verden, så den passer ind i symbolske eller imaginære registre. Det relle mangler på den anden side mening.
Derfor er den borromæiske knude en typologi. I sin bog, On The Names Of The Father, foreslår Lacan, at de tre registre er repræsenteret i hvert subjekt.
Derudover må de være knyttet sammen, for at subjektets realitet kan være vedvarende og for at kunne opretholde en diskurs og social forbindelse med den anden. Derfor bestemmer de forskellige måder at samle et menneskes mentale struktur på.
Begreber forbundet med den borromæiske knude
På et tidspunkt i lacansk historie var der kun tre registre i den borromæiske knude. Lacan tilføjede et fjerde register, som han kaldte sinthome. Det knytter det reelle, det symbolske og det imaginære sammen.
Sinthome hjælper subjektet med at forankre sig på en sådan måde, at det kan forbinde sig med virkeligheden og tilpasse sig efter det. Det fungerer som en enklave for subjektet. Hvis det frigøres, kan det føre til psykose.
Et andet koncept fra Lacan er Faderens Navn, som fungerer som en fundamental lov. Det er den vigtige betydning, som gør det muligt for alle tre registre at forblive sammenknyttede. Så Lacan mente, at den faderlige funktion er ankeret for en persons symbolske aktivitet, som loven pålægger.
Sproget går gennem impulserne og motiverer individet hen mod det ønskede objekt. Hvis du tilfredsstiller dit ønske, vil du opleve glæde. Hvis ikke, vil du opleve det modsatte. Til sidst, når du går imod virkeligheden, viser spøgelset sig.
Din mentale struktur
Slutteligt repræsenterer den borromæiske knude den forbindelse, som udgør din mentale struktur. Det symbolske viser dig, at der er love, som regulerer interaktioner og hænger uløseligt sammen med sproget, som skaber verden. Det imaginære hænger sammen med spejlbilledet af kroppen, som tillader dig at identificere dig selv.
Det reelle er alt, som har at gøre med eksistensen. Det er ting, som ikke giver mening og er svære at sætte ord på.
Så den måde, hvorpå din knude er bundet (eller brudt), bestemmer din mentale struktur. Sinthome dukker også op som et fjerde register, som hindrer begyndende psykotisk adfærd. Kort sagt er den borromæiske knude en fascinerende analogi til at forstå, hvordan sindet fungerer.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
Lacan, J. (1953). Lo simbólico, lo imaginario y lo real. De los nombres del padre, 11-64.
Lacan, J. (1956/1996). El seminario. La relación de objeto, Buenos Aires: Paidós.
