Den bedste belønning til børn er anerkendelse og omsorg

At opdrage et barn er ikke en nem opgave. Faktisk er det en rejse fuld af konstante udfordringer, opdagelser, belønning og straf. Måske er du ikke mor eller far, men du har sikkert haft muligheden for at bruge noget tid sammen med børn. De er så kloge og undersøger alt, de overhovedet kan komme til sammen med dig! De har aldrig været på universitetet eller fået erfaringer indenfor forretningsverden, men de gør det tit klart, hvad de ønsker, og er i stand til at anvende al deres energi til det formål. De er simple, men effektive.

De har en svimlende læringskurve og stopper aldrig med at eksperimentere. De falder og rejser sig igen. De prøver det på én måde, og hvis det ikke virker, så prøver de en anden. I disse forsøg udviser de ofte adfærd, som skal rettes på. Og derfor kræver opdragelsen af et barn intelligens og finesse. Man får bestemt ikke mere energi efter en lang dag på arbejdet og efter at have opfyldt alle sine andre ansvar. Så der er ingen anden mulighed end at gøre det på en smart måde.

At opdrage børn med straf

Straf er en del af den traditionelle børneopdragelse, og vi kunne nævne mange forskellige variationer af det. De mest nærliggende og socialt accepterede, indtil for ikke så lang tid siden, var at give børn en lussing, en endefuld eller slå dem med et bælte. Når forældrene gjorde dette, ville de have deres børn til at huske den handling, de havde udført, og smerten associeret med den.

En anden form for straf er at fratage nogle af barnets privilegier efter dårlig opførsel. Noget, de kan lide, om det så er at se fjernsyn, gå i parken, deres livret eller deres yndlingslegetøj.

Selvom der findes flere slags, så er den sidste slags straf, vi vil tale om, den, hvor barnet bliver sat til at gøre noget, de ikke bryder sig om. Såsom at gøre deres værelse rent, lave flere lektier eller bruge mere tid på en aktivitet, som de normalt ville fjerne fra deres rutine.

Afstraffelse lærer ikke nogen noget

Vi begyndte denne artikel med at sige, at det ikke er nemt at opdrage et barn. At straffe dem på den rette måde og på det rette tidspunkt kræver mere intelligens end umiddelbart at slå dem. En god straf er konsekvensen af en handling, som har kendetegn som en ugerning. Den skal falde øjeblikkeligt og konsekvent af de mennesker, som er ansvarlige for barnet. Det er en effektiv kompensation for den skade, som måske er blevet påført.

Men der er stadig to store problemer i forbindelse med straf. Det første problem er, at den autoritære figur skal påføre straffen og sikre sig, at den udføres. Så man risikerer altså, at barnet udfører en handling, man mener skal straffes, uden at man finder ud af det. Derfor får man ikke påført straffen, og barnet lærer at være snedig – ikke at undlade at udføre handlingen.

Det andet problem er, at afstraffelse egentlig ikke lærer nogen noget. Det understreger, hvad der er uønsket, men det forklarer ikke, hvilken erstatning der skal til. Forestil dig, at du straffer et barn for at fornærme nogen for at få opmærksomhed. Hvis du straffer dem, erstatter de måske denne adfærd med at slå, og så har du ikke opnået noget som helst.

At opdrage børn med belønning

Hvad giver belønning og anerkendelse? Lykke! Det er i sandhed en smuk følelse. Blot af den grund burde vi opdrage vores børn med belønninger og anerkendelse. For noget tid siden læste jeg en artikel, som handlede om kraften af en grøn tusch. Artiklen afsvor noget, som lærere systematisk gør, men det kan også relateres til forældre, selvom forældre ikke retter stile. Den handlede om misbruget af den røde tusch (rettelser) og den manglende brug af den grønne tusch (ros).

At bruge en grøn tusch betyder, at man udpeger de ting, som de har gjort godt. Det er anerkendelse, opmuntring og motivering af barnet til at gentage denne adfærd eller fortsætte i den retning. Hvor svært ville det være at rette med en grøn tusch?

Ris eller ros

Den grønne tusch har magiske kræfter over sindet hos den person, som uddanner med tuschen. Verden er fuld af forældre, som fokuserer på fejltagelser og ikke bruger tid på ros, da de anser denne slags adfærd som værende normal. De indser ikke, at når deres anerkendelse gør denne type adfærd speciel, så forstærker det den.

Faktisk begynder vi ofte at rette på vores barn, fordi det generer os. Larm ikke, smask ikke, hop ikke i sengen, bliv ikke beskidt, så skal jeg gøre dig ren senere. Hvad end det handler om, er beskeden klar: lad være med at genere mig, barn. I vores insisterende krav om ro, straffer vi endda stor glæde.

Men når et barn læser, leger med modellervoks i stilhed eller ser et godkendt fjernsynsprogram, så siger vi intet. Vores måde at sige til dem på, at deres opførsel er god, er manglen på irettesættelse. Trist, ikke?

Vi taler ikke om at købe legetøj til dem eller lade dem blive på legepladsen i fem minutter mere. Vi taler om den bedste belønning i verden for et barn: at deres forældre fortæller dem, at de gjorde noget godt. At forældrene kommer hen og giver barnet et knus eller læser eller leger med dem. Findes der en bedre belønning for barnet end det?