Apori: Visdommen i det modstridende

Hvis der er noget, vi må gå ud fra, er det, at den virkelighed, vi omgiver os med, er fuld af uudholdelige aporier. Her er et eksempel. Vi er utvivlsomt individualistiske i en globaliseret verden. Alle mennesker er frie. Men på samme tid er de ofre for tusindvis af betingelser, for uendelige mekanismer, som former og standardiserer dem.

Apori er visdommen i det modstridende: Den inviterer os til at lave en værdifuld refleksion, som ikke rigtig har nogen pointe til slut.

Hvad er det og dets formål?

Når vi taler om aporier, er det uundgåeligt ikke at citere den græske filosof Zenos sofisme. En af dem var kendt som “Paradokset om Achilleus og skildpadden”. Essensen af denne idé var baseret på et argument: Sådan noget sker i virkeligheden ikke. Stoikerne opfattede mobilitet som en sammenkædning af hviletilstande (som en sum af stillbilleder).

Derfor kunne en skildpadde for ham være lige så hurtig eller endda hurtigere end Achilleus, manden med de lette fødder, fordi bevægelse ikke er andet end en illusion ligesom tiden. Ifølge denne præmis forklarede han, at når en person skyder en pil, bevæger den sig i virkeligheden ikke på noget tidspunkt.

I stedet er dens bevægelse resultatet af den uendelige sum af hvilepunkter. Hvad kan man sige til denne form for ræsonnement? Jo, hvis du baserer dig på klassiske mekanismer og Newtons lov, kan du fuldstændig afvise det.

Hvis du dog går ind i Zenos eget perspektiv om rækkefølgen af hvilepunkter. er det helt enkelt at forstå. Ved at forstå disse eksempler bliver det derfor muligt af indse, at vi alle er bekendt med fornemmelsen af apori.

Tænk over det. Dette begreb henviser til den usikkerhed, du nogle gange oplever, når du udsættes for to modstridende idéer, som begge kan være interessante og endda til tider gyldige. Det er en knude af perplekser, som indirekte inviterer dig til at tænke.

At dekonstruere for at kunne opdage: Værdien af hverdagens modsigelser

Aporetisk er et interessant adjektiv, som du burde overveje oftere. Faktisk ville det være godt at tilegne sig denne egenskab, denne øvelse i ræsonnement og refleksion, med hvilken du kan dekonstruere mange idéer for at opdage, at der findes flere muligheder og perspektiver.

I Apori betyder dekonstruktion to ting. For det første at tillade dig selv at opdage det modstridende i alting. For det andet dagligt at acceptere, at der findes begreber, som er modstridende i tanken, men stadig kan accepteres. 

Ydermere er det muligt at lære noget fra hver tilgangsvinkel, endda selvom de er uforenelige. Lige meget hvad er hovedmålet her intet andet end at vække perpleksiteten til at reflektere og acceptere det modstridende som en del af livet.

Typer af apori

På nuværende tidspunkt ynder man at bruge begrebet apori som et synonym for noget vanskeligt. I det tilfælde repræsenterer det en blind vej, en udfordring uden nogen umiddelbar rationel løsning. Men for grækerne var det dog mere som en gåde, som en øvelse i engageret dialog, udveksling af idéer, teorier og tilgange til viden.

Du bør ikke tænke på apori som en eller anden dum gordisk knude. Tværtimod fremmer denne usikkerhed analyse og ræsonnement. Det er derfor vigtigt at forstå de to eksisterende typologier.

Argumentativ apori: En del af tvivl

I denne type aporia er udgangspunktet altid et spørgsmål, der kastes i luften, et spørgsmål der ofte tjener som et spørgsmål for andre at tænke over, selvom man ved, at det ikke har et klart svar. Målet er intet andet end at fremme tanker og argumenter.

Interessant nok begynder de fleste aporier altid med spørgsmål. “Hvad kom først, hønen eller ægget?” “Kan vi altid tro på det, vi ser, eller ser vi ting gennem personlige tolkninger og fordomme?” 

Tonal apori: Del af en mening

I denne anden typologi står vi overfor en noget aggressiv apori eller i det mindste beskatning. I dette tilfælde søger man ikke dialog, men at pålægge nogen sandheden.

Det er som om, vi var begrænset til udelukkende at påstå, at “hønen kom før ægget”. Denne tanke bliver ved med at skabe en modsigelse. Men sætningen har en bestemt tone og søger at overbevise den anden om en forståelse.

I alle tilfælde ville den mest passende apori være den, som begynder med et spørgsmål. Det er den eneste måde at fremme refleksion og dialog på.

Der er altså ubestridelige kendsgerninger ud over de klassiske metaforer, som Platon og Aristoteles brugte med deres studerende gennem retoriske spørgsmål. I nutidens verden spreder folk alle mulige aporier. Blandt andet stopper politik, samfund og reklameverden aldrig med at forvirre befolkningen med deres adskillige paradokser.

Det er sandt, at man fra vores position ikke virkelig kan løse noget som helst. Det modstridende er undertiden kontinuerligt: Du kan komme til et sted, hvor du forstår alle holdningerne, og stadig blive fanget i forvirring. At indse, gå ud fra og reflektere over disse problematiske universer kan berige, hvad du allerede kender som visdommen om det modstridende.