Min abort: Den lille pige, jeg mistede

Der er gået næsten et år, og jeg forsøger stadig at bearbejde det, der skete. Min historie er svær, men jeg håber bare, at jeg kan hjælpe nogen ved at fortælle den. Faktisk kan der ikke være nogen mere ødelæggende fysisk og følelsesmæssig smerte end den, der skyldes en abort.

Dette er historien om min abort. “Dit biologiske ur tikker af sted.” Det er den sætning, jeg har hørt mest fra min familie, siden jeg blev 30 år. Min søster fik sit første barn lige efter studieafslutning, og alle håbede, at jeg ville følge den samme vej. Men på trods af at jeg er den ældste, har jeg altid været den mindst traditionelle, der aldrig har haft et varigt forhold eller et fast job, og som foretrak at rejse.

Men min idé om at være nomade og rejse rundt i verden i en autocamper forsvandt fuldstændig, da jeg mødte Peter. Jeg var på ferie med nogle venner, og han var receptionist på det hotel, vi boede på. Han var venlig, sjov, havde de smukkeste blå øjne, og når han grinede, havde han to smilehuller på kinderne.

Jeg var betaget. Vi forelskede os, og vores smukke historie begyndte. Jeg havde ikke længere lyst til at rejse rundt i verden, han var alt, hvad jeg ville have, og vi etablerede et hjem sammen. Til at begynde med var det økonomisk hårdt, og vi klarede os ofte på kun én løn.

I andre perioder hjalp vores forældre os med huslejen. Men da jeg var 36 år, blev situationen bedre, og vi besluttede at gå et skridt videre. At blive forældre.

Smerten ved en abort og en tom livmoder

“Dit biologiske ur tikker”, plejede min far at sige. Han har aldrig haft meget takt eller empati. Han er en af de mennesker, der altid siger det første, der falder ham ind. Der gik to år, og der var ingen baby. Jeg blev ikke gravid. Til sidst gik vi ud fra, at vores liv ville blive et liv uden børn, og at der ikke var noget galt med det. Vi havde det fint.

Det var på det værste tidspunkt af pandemien, da det skete. Verden syntes at falde fra hinanden udenfor, og alligevel hoppede vi af glæde. Jeg tog en graviditetstest, og der kom to virkelig svage streger frem.

Jeg vidste, at den var positiv, men jeg tog to test mere for en sikkerheds skyld. Bare for at være sikker på, at alt det, vi havde drømt om, endelig var gået i opfyldelse. Og ja, det var sandt. Vi skulle have et barn.

De næste to uger var de bedste og mest spændende i mit liv. Vi brugte nætterne på at tale om, hvordan vores liv ville være, hvilket navn vi ville vælge, og hvordan vi ville opdrage vores barn. Vi fortalte det til vores familier, og min søster kunne ikke have været lykkeligere. Vi skulle være mødre samme år. Hun var fire måneder henne i sin tredje graviditet.

En abort ud af det blå

En morgen, da jeg gik på toilettet, opdagede jeg noget blod på mit undertøj. Der var ikke meget, men det var der. Jeg beroligede mig selv med, at jeg havde læst, at blødninger kan forekomme i første trimester.

Jeg gjorde en indsats for at fortælle mig selv, at det var normalt – selv om jeg faktisk vidste, at det ikke var det. Alligevel besluttede jeg, at det var bedre at forsøge at lade være med at bekymre mig og sagde ikke noget til Peter.

Men da jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lave morgenmad, skete der pludselig noget, som jeg stadig har svært ved at forklare. Jeg oplevede den værste smerte, jeg nogensinde har haft. Det var som om, en brændende varm spids gentagne gange stak mig indvendigt. Som om mine indvolde blev nådesløst revet ud. Jeg brød ud i koldsved og kan ikke huske andet. Jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede op, lå jeg i en hospitalsseng. Peter lå ved siden af mig, og de var ved at tage mig med til ultralydsundersøgelse. Det var på det tidspunkt, at lægen med fuldstændig løsrevethed sagde et par ord til sygeplejersken. Det var som om, vi ikke var der. “Livmoderen er tom. Der er intet der”.

En graviditet uden for livmoderen

En anden ultralydsundersøgelse viste, at min livmoder var tom, fordi embryoet sad fast i min venstre æggeleder. Det målte 12 millimeter og var i live. Hvis du ikke ved noget om ektopiske graviditeter (ligesom jeg), så lad mig fortælle dig, hvad der sker, når et embryon udvikler sig uden for livmoderen. Det forekommer kun i to procent af graviditeterne, og de er aldrig levedygtige. De er dømt til at dø.

Vores baby var i live, men den var ved at slå mig ihjel. Der var intet valg, og lægerne informerede mig derefter om, hvad der ville ske. Den ektopiske – det var det, de kaldte vores baby – måtte dø. For at dette skulle ske, skulle jeg have en indsprøjtning med methotrexat. Det er et kemoterapimiddel, der sprøjtes ind i blodet for at bremse eller stoppe produktionen af hurtigt voksende celler.

Min graviditet, som jeg aldrig havde troet ville ske for mig, var lige begyndt. Men efter et par uger ville jeg opleve smerter og blødninger, og så ville det hele være forbi med en abort. At komme hjem fra hospitalet var det mest triste øjeblik i vores liv. Alt det, vi havde drømt om, alt det, vi havde planlagt, var ved at blive til stykker af kød, blod og væske.

Vores historie sluttede dog ikke der. For tolv dage senere gik den brændende smerte gennem mit underliv igen. Der var noget galt, vores baby var død, men den var vokset. Så lægerne greb ind i hast for at fjerne æggelederen, hvori vores baby gemte sig, og som nægtede at forlade mig, var bundet til mit indre og forårsagede mig ubeskrivelige lidelser.

Mine dage med sorg over min lille pige

Jeg ved, at min graviditet uden for livmoderen var en pige. Jeg ved, at det embryon, som kun var i live i nogle få uger, var en lille pige med himmelblå øjne og et smukt smil. Jeg ved ikke hvorfor, kald det instinkt, kald det intuition. Men siden de rev hende ud af mig og efterlod et ar på min mave, kan jeg ikke holde op med at forestille mig, hvordan hendes liv ville have været.

Jeg ved godt, at jeg ikke burde forstærke disse tanker, men det giver mig en vis lettelse at forestille mig hende i mit sind, hvor hun leger og griner. Med Peters to smilehuller på hendes kinder. “Du får snart en til,” siger min far med sin sædvanlige mangel på taktfuldhed. Men jeg tænker bare på alle de kvinder, der også har oplevet aborter.

Jeg kom til at tænke på min kollega, der var på orlov efter at have mistet sit barn, og da hun kom tilbage på arbejde, var der ingen, der vidste, hvad de skulle sige til hende.

Jeg tænkte på min bedste veninde, som fik en abort i andet trimester, og som jeg ved, endnu ikke er kommet sig. Jeg tænker også på min tante, som havde otte aborter og til sidst, efter at have adopteret en pige, fik to mere på naturlig vis.

Et ar, der forbinder mig med hende

Jeg ved, at min sorg ligesom mange andre kvinders (og deres partneres) sorg er unik og ikke kan sammenlignes. Når det er sagt, har vi alle noget til fælles: Tomrummet, den historie, der ikke skulle være, og den tavse sorg, der vil blive hos os for altid. Det betyder ikke, at vi ikke kan leve et normalt liv, for det gør vi. Vi smiler og drømmer igen og lægger planer.

Men når ingen ser os, kærtegner vi vores indre og ydre ar i stilhed og sørger over vores tab. Og det er fint nok, for det, vi elsker, bliver husket og for evigt opbevaret i små hjørner af vores hjerter. Nu er jeg moster igen.

Min søster har nu fået sit barn. Selv om jeg i starten i et par dage ikke kunne se på hendes gravide mave uden at føle vrede, misundelse og sorg, er alting fint nu. Livet er okay, og jeg fortsætter med at hele gradvist. Det samme gør Peter.

Jeg håber kun, at mit vidnesbyrd om min abort kan hjælpe nogen. For hvis du har været igennem det samme, skal du vide, at du ikke er alene. Tal om det med dine kære, lad dig selv blive elsket og passet på, og søg hjælp. Fortæl andre om din smerte.