Wim Hofstees teori om psykologisk relativitet

Psykologi er en videnskab, der fortolker en række realiteter. Det betyder, at der er en vis indflydelse af subjektivitet. Hofstees teori om psykologisk relativitet fortæller os, at vi skal kontrollere denne faktor for at kunne følge den videnskabelige metode.

Denne teori om psykologisk relativitet minder os om, at der ikke findes absolutte sandheder. Den hævder også, at det ofte er svært at vurdere adfærd og personlighed. Der er f.eks. tilfælde, hvor bedømmeren afslører sine fordomme, når han/hun laver en vurdering. Til gengæld kan de personer, der vurderes, også lyve (bevidst eller ubevidst) under tests og interviews.

I denne verden er alting, som det ofte siges, relativt afhængigt af, hvilken linse vi ser gennem. Psykologien er en disciplin, der formidles af forskellige skoler og tilgange. Her observeres menneskelig adfærd gennem forskellige briller.

En række af disse strømninger (strukturalisme, funktionalisme, psykoanalyse, behaviorisme, kognitivisme, humanisme osv.) kan have modsatrettede idéer om visse begreber. Det betyder, at mange psykologer arbejder ud fra en faktuel videnskab og har en tendens til at tro, at deres opfattelser altid er korrekte. Men i virkeligheden må vi i videnskaben arbejde ud fra sandsynligheder, ikke vished.

Dette var et problem, som Wim Hofstee, psykolog ved universitetet i Groningen, bearbejdede tilbage i 1970’erne og 1980’erne. Han hævdede, at vi måske aldrig finder sandheden om tingene. Ikke desto mindre kan vi bedrive videnskab på en positiv måde, som er nyttig for alle. Det kræver dog, at alle eksperter er enige, ifølge Hofstee.

Wim Hofstees teori om psykologisk relativitet

Denne teori om psykologisk relativitet er et begreb, der er meget studeret inden for psykologien. Wim Hofstee, en ekspertpsykolog inden for personlighed, var den første til at gøre begrebet populært. Cambridge University havde dog allerede i 2003 gennemført en undersøgelse om emnet, hvori de definerede fænomenet meget klart.

Denne undersøgelse hævdede, at vi, når vi vurderer noget, anvender relativitet fra det øjeblik, vi lader os lede af et indre perspektiv i stedet for at følge en mere standardiseret og streng ydre tilgang. For bedre at forstå dette vil vi give et meget simpelt eksempel i form af en begivenhed, som Wim Hofstee selv oplevede.

Hofstee var formand for et udvalg, der blev oprettet i 1990 af National Office Against Racism. Han fik til opgave at analysere de psykologiske tests, der blev anvendt i indvandringsafdelingen. En ting, han kunne observere, var antallet af kognitive skævheder, som fagfolk (ubevidst) anvendte i deres vurderinger. Dette var tydeligvis et problem.

Problemet med observationer og evalueringer i psykologien

Ofte medfører den simple handling at optræde som observatør i en bestemt sammenhæng, at den observeredes adfærd ændres. Et andet almindeligt fænomen er at skulle vurdere en person, der lyver. Denne tori om psykologisk relativitet minder os om, at det er yderst vanskeligt at opnå den absolutte sandhed om menneskelig adfærd.

Denne effekt er noget, som enhver psykolog er klar over. Faktisk er det en variabel, som de altid tager højde for. Spørgsmålet er, om de er klar over, at relativiteten er til stede på alle områder af mennesket; inklusive dem selv.

Vi kan ikke ignorere, at psykologien som videnskab skal fortolke mange menneskelige realiteter. Derfor er det uundgåeligt, at vi af og til lader os rive med af subjektivitet.

Teori om psykologisk relativitet og de forskellige tilgange og skoler

Teorien om psykologisk relativitet minder os også om, at psykologi er en videnskab, der ikke har samme stringens som f.eks. medicin. Depression er trods alt ikke et knoglebrud, der kan ses på et røntgenbillede. Psykiske lidelser kan ikke ses i blodprøver. Behandlingerne på det psykologiske område er heller ikke lige så simple som f.eks. antibiotika mod infektioner.

Inden for psykologi har hver skole sin egen praksis, tilgang og strategi. F.eks. vurderer eller udfører en psykoanalytiker, der følger den psykodynamiske tilgang, ikke den samme type terapi som den humanistiske eller kognitive adfærdsterapi. Desuden er praksis inden for psykologien alle relative, men der er også praksis, som har mere solid videnskabelig støtte.

Hvordan man reducerer subjektivitet i psykologien

For at reducere fordomme og subjektivitet i psykologien skal man udvise intellektuel ydmyghed. Hvad betyder dette? Det indebærer, at vi skal huske noget så simpelt som, at der ikke findes absolutte sandheder, og at vi ikke ved alt. Desuden er vi ikke ufejlbarlige.

Faktisk skal sund fornuft anvendes og kombineres med professionalisme og videnskabelig stringens. Wim Hofstee insisterede på behovet for at arbejde sammen med andre kolleger, fordi videnskab ikke laves af en enkelt person, men af et fællesskab.

Rigiditet kommer, når der er flere synspunkter, der evaluerer, er strenge, og som formindsker subjektiviteterne for at gøre brug af videnskabelig objektivitet.

Det er nøglen og strategien, som alle vinder på.