Vygotskys teori om den indre tale

Vygotsky mener, at indre tale er monologisk. Endvidere at din udtryksmæssige dimension af indre tale er en manifestation af dine dybeste bevidsthedstilstande.

Filosoffer har altid haft en interesse for den indre tale. Faktisk har en af de mest berømte forfattere inden for vestlig psykologi studeret dette emne. Det var Lev Vygotsky. Hans tænkning ændrede fuldstændig opfattelsen af den menneskelige psyke.

For at gøre dette fokuserede han på sproget. Desuden lagde han vægt på udviklingen af følelser samt den systemiske forståelse af psyken. Vygotskys begreb om det indre sprog var en af hans mest berømte teorier.

Vygotsky var en meget intellektuel forfatter. Ud over at fremlægge sine forslag ønskede han at diskutere deres konsekvenser. Faktisk havde Vygotsky mange debatter med Jean Piaget. Deres diskussion om emnet egocentrisk sprog er den mest berømte.

Fra ekstern til indre tale

Vygotsky hævder, at det indre sprog er baseret på eksistensen af tre forskellige måder at tale på. Den første er ekstern tale eller social tale. Dernæst er der den egocentriske tale. Til sidst er der den indre tale.

Feigenbaum refererer til Vygotskys teori på følgende måde:

Det ser ud til, at for Vygotsky er indre sprog oplevelsen af at tale stille til sig selv. Det er et sprog uden lyd, en subvokaliseret form for tale. Eller, som han hævdede i sit sidste værk, en vokaliseret tanke.

Vygotskys indre tale

Vygotsky definerer indre sprog som havende en særlig formulering med hensyn til dens psykologiske natur. Han hævder, at det er en unik form for verbal aktivitet med sine egne karakteristika. Den opretholder dog et komplekst forhold til andre former for verbal aktivitet.

Vygotsky hævder, at der er forskel på at tale til sig selv og at tale til andre. Man bruger intern sprog til at tale med sig selv. Men man bruger ekstern tale til at tale til andre. Desuden betyder de radikale og fundamentale forskelle mellem disse to typer tale, at de også er strukturelt forskellige.

Det er dog ikke kun et spørgsmål om vokalisering. For Vygotsky er tilstedeværelsen eller fraværet af vokalisering nemlig irrelevant for det indre sprogs særlige psykologiske karakter.

Det indre sprog går forud for det ydre. Desuden er indre sprog det stik modsatte af ydre sprog. Vygotsky hævder, at ekstern tale omdanner tanker til ord. På den anden side kommer den indre fra ydersiden til indersiden. Faktisk er den en slags fordampning af sprog til tanker.

Den ekspressive dimension

Sprogets ekspressive dimension manifesterer sig i dit indre sprog. Men med indre tale er du både afsender og modtager af budskabet. Det indre sprog tager således form af en monolog.

Vygotsky foreslår, at den indre tale er mere ladet med mening. Med andre ord fjerner den alle de aspekter af bevidstheden, der er forbundet med den idé, der udtrykkes. Desuden har indre tale ikke dialogens karakteristika. Faktisk er det mere et holistisk koncept.

Som nævnt ovenstående er du i indre sprog både afsender og modtager af budskabet. Det betyder, at du har en tendens til at fjerne subjektet i en sætning. Man efterlader kun prædikaterne. Det skyldes, at du allerede ved, hvad subjektet er. Derfor bliver det unødvendigt.

Vygotsky mener, at indre tale er monologisk. Endvidere at din udtryksmæssige dimension af indre tale er en manifestation af dine dybeste bevidsthedstilstande. Vygotsky hævder, at den indre tale opstår på grund af det interfunktionelle forhold mellem tanke og sprog.

De fleste af dine tanker tager form takket være dette særlige forhold. Faktisk er dette forhold ifølge Vygotsky det centrale element i det indre sprog.