Vi har alle minder, der vækker sjælen

Der findes minder, der pludselig vækker vores sjæle og giver os et velkendt, næsten frækt smil. Men nej, hvor er det terapeutisk! For i vanskelige øjeblikke er der intet som at finde nøglen til vores minder og lade os selv, lidt efter lidt, blive taget tilbage til fortidens glæde. Det giver os styrke i nuet. Det siges ofte, at minder optager utrolige øjeblikke, som intet fotografi nogensinde ville kunne opfange. For intet elektronisk medie kan fremkalde dufte, en brise af glæde på huden, følelsen af et kys eller en varm solnedgang.

Efter skønne øjeblikke, er der uforglemmelige øjeblikke. Det er dem, der får os til at grine, som vækker vores sjæle og viser os, at alt, der engang sad i sindet, stadig lever videre i hjertet.

Et aspekt, vi må huske på om mindet, er, at trods hvad mange tror, er det ikke en bundløs kiste. Det er ikke et sted med uendelig kapacitet, hvor vi opbevarer data, billeder og oplevelser, der fuldstændig svarer til virkeligheden og gemmer dem væk. Hukommelsen er faktisk som et kanvas, i stand til at skabe, bringe nye farver frem, transformere og endda slette.

Minder og vores samvittigheds lås

William James er en anerkendt filosof, psykolog, og bror til Henry James. For ham er minder og samvittighed som en nøgle og en lås. Lad os se på et eksempel. Når vi lytter til en sang, rejser vores hukommelse med det samme til et øjeblik i vores fortid. Vi behøver ingen tidsmaskine. Det er et ufrivilligt minde, blot et af mange, der opstår næsten uden, at vi er klar over det, i løbet af dagen.

Vi sendes i et par sekunder ind i det slørede minde. I det øjeblik kan det have positive eller negative effekter, indtil vores samvittighed hurtigt derefter kalder på os og ”hiver” os tilbage til virkelighedens lås. Denne hurtige, men intense rejse bliver indlejret i vores egen samvittighed. Den er langt fra fuldstændig afbrudt fra virkeligheden og ubrugelig.

Vi bruger meget af vores tid på at huske ting og vække vores fortid. Neurovidenskaben forklarer, hvorfor vi gør det. For hukommelse er den evige rejse, der inviterer os til vores ø for at evaluere fortiden, handle i nutiden og planlægge vores fremtid. Alt dette er indbygget i vores samvittighed, i det blomstrende, kaotiske og distinktive ”alting”, der kendetegner hver og en af os.

Behovet for at være arkitekter af vores nutid for at skabe positive minder

”Positive oplevelser skaber gode minder”. Dette er noget, alle er klar over. Det er ikke just raketvidenskab. Men det er også tydeligt for os, at vi ikke altid har mulighed for at skabe lykkelige, glade eller behagelige oplevelser. Sommetider er heldet ikke med os. Der er skuffelser, ændringer af retning på vores vej, traumatiske oplevelser og selv grå dage.

Et aspekt, vi omtalte i begyndelsen, og som vi vil vende tilbage til nu, er hukommelsen og dens ikke altid trofaste reflektering af fakta. Den samme virkelighed, der opleves af to mennesker, kan huskes på forskellige måder. For vi tolker og opfatter alle det, vi ser, forskelligt. Deri ligger magien i den menneskelige hukommelsen. Hjernen er ikke et kamera eller en kopimaskine. Hjernen er en stor tolk.
Men dette faktum er et utroligt våben, som vi kan anvende for os selv. Bliv ved med at læse! Vi forklarer hvorfor.

Hukommelsen og følelserne

Vi kan alle være arkitekter af vores egen virkelighed og anvende vores hukommelse og følelserne til at fortsætte på vores personlige vej med større selvtillid og styrke. For at gøre dette bør du overveje disse strategier.

• Den selektive hukommelse, der tillader os at hele sår. Lad os vise et eksempel. Du har netop slået op med nogen. En måde at konfrontere sorgen på er ved at undgå at fokusere vores hukommelse på negative eller traumatiske begivenheder. Ved at gøre dette bliver vi fanger af lidelse. Det handler om accept, om at kunne afslutte den del af vores liv, og om at tillade de gode minder, vi har oplevet, at have mere værdi end de negative. Først da vil vi se det som et ”liv, der er værd at leve.”
• De minder, vi har, når vi lider af en depression, kan være et dobbeltsidet sværd. Ifølge en interessant undersøgelse offentliggjort i journalen, Frontiers in Psychology, kan det, at invitere en patient med depression til at huske på glade minder fra deres fortid, give bagslag. I disse tilfælde er det blevet set, at hjernen er ude af stand til at aktivere sine ”belønnings kredsløb”. For depressive mennesker kendetegnes ved en sindstilstand, hvor de ikke er i stand til at nyde minder eller positive oplevelser.

Så i mørke øjeblikke, inden vi vender tilbage til vores ”mindekiste”, er det bedst at ”opbygge nutiden”, for at forbinde os med nuet og kunne forstå, at det sommetider er nok bare at ændre en tanke, vi har, for at kunne skabe en ny følelse, der er i stand til at forbedre vores virkelighed. S ommetider behøver forandringens motor bare en vital gnist. En positiv og forhåbningsfuld følelse.