Ungdom - 7 tips til forældre med rebelske teenagere

Bedømt og godkendt af psykolog Sergio De Dios González.

Skrevet af Fátima Servián Franco

Sidste ændring: 27 december, 2022

Ungdom er en vigtig fase i en persons vækst, og den er grundlaget for vores identitet. Mange familier accepterer normalt ikke – eller gør det modvilligt – en teenagers proces af at blive uafhængig. De anser stadig deres børn for bare at være børn. Denne adfærd kan føre til rebelske teenagere.

Teenagere har en tendens til at tro på, at de er i stand til meget og har initiativ. De sætter denne “familieafbrydelse” igang. Dette er et uundgåeligt stop på vejen til selvafhængighed eller autonomi (Lamas 2007). Nogle gange er denne vej dog fyldt med bump. Ønsket om uafhængighed kan blive til oprør og føre til rebelske teenagere.

Det er i denne sammenhæng, at de fleste konflikter mellem unge og deres familier begynder. I disse år beskylder unge ofte deres familiemedlemmer for deres ubehag. De bliver frustrerede og har vanskeligheder med at forholde sig intelligent til andre mennesker.

Derfor er det vigtigt, at familien hjælper teenageren med at finde deres sted i livet. De bør hjælpe teenageren med at finde effektive strategier, der gør det muligt for ham eller hende at forbedre deres forhold til omverdenen. Nogle gange glemmer voksne, at man i teenagereårene stadig bevarer mange af ens barnlige egenskaber, mens man forsøger at interagere i stadig mere komplekse sammenhænge. Men vi kan ikke behandle dem som børn, og det er netop det, problemet ligger.

Ledsag dit barn

Interessen for at udforske strategier uafhængigt er det, der får den unge til at opføre sig mærkeligt. De forsøger at finde deres plads i en verden, der lidt efter lidt begynder at åbne sig for dem. Glem ikke, at de i denne alder stadig mangler at finde ud af, hvordan de kan interagere i eksterne miljøer. De vil ofte føle sig fortabte, men de vil heller ikke bede om hjælp, fordi det ville kompromittere den uafhængighed, de forsøger så hårdt at opnå.

Børn kan vedtage familiestrategier og blive “præfabrikerede” unge, eller de kan bryde brat væk fra det, de har lært, og søge efter deres egen identitet. At ledsage dem i denne proces er afgørende for, at de kan tage disse skridt fra barndommen til voksenalderen. Hvis familien ikke er villig til at deltage i denne proces, vil det ikke vare længe, ​​før der opdages oprørske tendenser hos teenagerne, også kendt som rebelske teenagere.

“Der er ikke nogle problematiske teenagere; de er simpelthen børn, der voksede op med lidelse”

Familiestrukturen og ungdomsårene for rebelske teenagere

For at demonstrere familiestrukturens indflydelse på oprindelsen og fortsættelsen af ​​problemerne i ungdomsårene, bruger vi ofte Fishmans beskrivelse af oprørske unge (Lamas 2007). Oprørske ellere rebelske teenagere vokser op i en familiestruktur præget af porøse grænser og skelninger. Dette er tydeligt i familier, hvor familiemedlemmerne er tæt knyttet.

I denne type familie kender alle alle. Porøse personlige grænser betyder ofte, at disse familier følger råd, der kommer udefra. Det lave hierarki, der karakteriserer disse familiestrukturer, gør problemet værre, og børnene bliver stærke medlemmer inden for familien.

Sommetider reagerer teenageren på frustrationer med en overdreven vrede og etablerer relationer med deres jævnaldrende og partnere, der er fulde af lidenskab, intense forelskelser, jalousi og forholds brud efterfulgt af spektakulære forsoninger. Denne intolerance for frustration kan fremprovokere oprørske, konfronterende og rebelske teenagere.

I flere læringsteorier, især adfærdsmæssig læring, ser vi, at den bedste måde at opdrage sunde og funktionelle unge på, er en barndom, hvor der er præstationer, men også udfordringer og frustrationer. Hvis vi aldrig lader vores børn blive frustreret ved ikke at nå bestemte mål, vil vi uddanne egoistiske monstre. De vil tro, at de har ret til at have alt, bare på grund af den, de er. Dette kan til tider skabe oprørske teenagere.

Mere er ikke bedre

Denne form for forældremyndighed forekommer i stigende grad i kernefamilierne. Vi tror, ​​at hvis vi lader vores børn få alt, så betyder det, at vi er bedre forældre, men intet kunne være længere fra sandheden. Hvis vi opdrager børn i en kultur, hvor vi gør alt for dem, så når de når ungdommen, forstår de ikke de nye krav, vi stiller til dem, og kan derfor blive problematiske unge og tyranner.

“Unge mennesker har altid haft det samme problem; hvordan man skal være oprørsk og tilpasse sig på samme tid”

–Quentin Crisp–

At skabe bånd med dine børn

Formålet med denne del af artiklen sammen med de 7 tips, vi vil give dig, er ikke at tilbyde dig nogen form for “ekspertråd”. Det er snarere at opmuntre forældre til at forbinde og finde en måde at skabe bånd med deres børn og teenagere på. Ikke alle tipsene gælder for samme familie eller den samme teenager, og de gælder heller ikke for den samme teenager og familie hele tiden. Derfor bør du overveje de bedste måder, du kan anvende disse råd på, i din individuelle situation.

For det første, hvis vi har et positivt forhold til vores unge søn eller datter, vil det være lettere at have en positiv indflydelse på dem. Denne indflydelse kan også være negativ, hvis vi ikke udfører det korrekt. Husk også, at hvis du ikke har denne type forhold, er det aldrig for sent at forsøge at skabe det. For at gøre det, er det vigtigt, at vi kender vores barns karaktertræk og interesser. Sådan kan vi skabe bånd med dem. For at sige det simpelt, skal vi gå ind i deres verden, og så skal vi forstå, hvordan denne verden virker.

7 tips til at hjælpe dig

Lad os se på disse 7 generelle ideer, som kan hjælpe os med at håndtere oprørske og rebelske teenagere:

• Etablere grænser. At leve sammen i en familie kræver regler, der skal respekteres. Det er også vigtigt, at vores barn ved, hvad konsekvenserne af ikke at overholde disse regler er.
• Investere tid og energi til at forbedre, hvordan vi opdrager vores børn. Hvis vi gør dette, øges chancerne for at løse eventuelle problematiske situationer betydeligt.
• Vær fast i at tage beslutninger og sørg for, at du udøver det, du prædiker. Vi skal være et eksempel og give dem mulighed for at følge det.
• Undgå sammenligninger. Konstant at sammenligne dem med deres søskende eller venner kan beskadige deres selvkoncept og gøre dem trodsige på grund af det.
• Undgå unødvendigt pres. Teenagere skal have deres egne mål. Voksne skal ledsage dem i deres valg, men vi må ikke lægge pres på dem for at opfylde mål, som vi ikke kunne, da vi var unge.
• Accepter, at vores børn ikke er perfekte. Hvis vores barn tager fejl, bør de acceptere konsekvenserne, selv om det vil såre os, og vi vil føle pligten af at beskytte dem.
• Vær ærlig over for dem. Oprigtighed er et værktøj, som vi normalt ikke bruger særlig meget overfor børn. Familieforhold er så hierarkiske, at vi undertiden ignorerer nogle af de mest effektive teknikker til at nærme sig teenagere.

Bare vær sammen med din teenager

For at konkludere, er unge næsten samtidig mistroiske og naive, håbefulde og apatiske, kommunikative og lukkede, forsigtige og risikotagere. Mange teenagere er en ren modsætning med rige nuancer – det er derfor, de forvirrer os så meget.

De fleste af dem er bekymrede for deres sociale ry. De viser enten dette direkte eller forsøger at gøre opmærksom på, at de ikke er ligeglade med, hvad andre synes. De sætter stor pris på vores hjælp, men det, de værdsætter mest, er vores tillid og muligheden for at lave fejl. Hvis vi tager alt dette i betragtning, er det ikke så vigtigt at forstå dem eller bekymre sig om dem. Det er vigtigere bare at være der for dem.

I ungdomsårene synes børn at være så vanskelige at undervise, men hvis du gør det godt, vil dine lektioner vare hele livet.

Bibliografiske referencer

Barkley, R. A., & Benton, C. M. (2000). Your Defiant Teen: 10 Tips to Resolve Conflict and Build a Better Relationship with your Child (Vol. 48). Planet Group (GBS).

Céspedes, A. (2007). Children with Tantrums, defiant teenagers. How to best manage behavior disorders in children (5th ed.). Santiago de Chile: Unlimited SA.

González Barrón, R., Montoya Castilla, I., Casullo, M. M., & Bernabéu Verdú, J. (2002). Relationship Between Styles and Strategies for Psychological Well-being in Adolescents. Psicothema, 14 (2).

Lamas, C. (2007). Understanding Problematic Adolescence. Revista Redes, 18, 63-85.

Quiroga, S., Paradiso, L., Cryan, G., Auguste, L., & Zaga, D. (2004). A Therapeutic Approach for Pre-Teens with Problematic Behavior: Challenging Negativist Disorder and Dissocial Disorder. In the 11th Research Conference. School of Psychology, University of Buenos Aires.

Quiroga, S. E., & Cryan, G. (2007). Manifestations of Violence in High-risk Adolescents. The 14th Research Conference and Third Meeting of Researchers in Psychology of Mercosur, School of Psychology, University of Buenos Aires.

Rizo Ruiz, A. B. (2014). Cognitive-behavioral Intervention in a Case of Defiant Negativist Disorder in a Teenager. Journal of Clinical Psychology with Children and Adolescents.

Selekman, M. (1996). Open Roads for Change: Brief Therapy Solutions for Adolescents with Problems. Editorial GEDISA.