Udvikling af empati i barndommen

Hoffmans model forklarer, hvordan empati begynder og hvordan den udvikler sig hos børn.

Skrevet og kontrolleret af psykolog Cristina Roda Rivera.

Sidste ændring: 27 december, 2022

Før vi forklarer ​​​​udvikling af empati i barndommen, så lad os tale om udtrykket i sig selv. Oprindelsen af ​​begrebet “empati” stammer fra, hvad den skotske oplysningstid kaldte “sympati”. Adam Smith og David Hume, i sin afhandling om menneskets natur, beskrev det som et naturligt kommunikationsmiddel.

Denne definition er grundlaget for neurovidenskab, udviklingspsykologi og socialpsykologi. Udviklingen af ​​empati i barndommen afslører meget interessante fakta om nogle af vores arts evolutionære aspekter.

Der er en idé, der skiller sig ud: Vores socialisering er ikke et resultat af empati, i det mindste ikke oprindeligt. Faktisk fortæller evolutionær biologi os, at altruistisk adfærd opstod, før vi fik dette potentiale.

Nogle arter, der mangler empati, udviser sådan opførsel. Dette er tilfældet med sociale insekter som bier. De dør kort efter at have stukket et mål, fordi de ofrer sig for at beskytte deres samfund. Således er forbindelsen mellem empati og altruisme ikke enkel.

Den udviklingspsykologiske tilgang

Lipps arbejde (1903) fokuserede på forskellen mellem udtrykkene “sympati” og “empati”. Forskere i uviklingspsykologi definerede empati som et multidimensionalt koncept, der tager højde for den kognitive komponent.

Det involverer således anerkendelse og forståelse af andre menneskers følelser og den følelsesmæssige komponent, der er relateret til at dele kærlighed eller en indirekte respons.

Kognitive modeller for empatiudvikling

Siden 1990’erne har mennesker studeret empati ud fra perspektivet om følelsesmæssig intelligens. Det er her Mayer og Saloveys model (1997) skiller sig ud. Empati anses for at omfatte opfattelse og forståelse af andre menneskers følelser.

En anden relevant model er Bar-On-modellen for emotionel-social intelligens (1997, 2000). Denne model hævder, at empati er en komponent i en faktor, som vi omtaler som interpersonelle færdigheder. Det vil sige udvikle emotionel intelligensevnen til at være opmærksom på og forstå andres følelser og ideer.

Disse to modeller er ikke så integrerende som dem, der er foreslået af udviklingspsykologien. Faktisk fokuserer de mere på den kognitive komponent.

For nylig foreslog Batson og samarbejdspartnere en sondring mellem perspektiv og empati. At få perspektiv synes at være forløberen for specifikt empatiske reaktioner (Batson et al., 1992).

Hoffmans model for udviklingen af empati i barndommen

Hoffman, en førende teoretiker om udvikling af empati i barndommen, genkender to dimensioner i studiet af empati:

• Genkendelsen af ​​andre menneskers interne tilstande.
• Den indirekte kærlige reaktion.

Hoffmans model forklarer, hvordan empati begynder og hvordan den udvikler sig hos børn. Faktisk siger han, at den centrale idé er integrationen af ​​kærlighed og kognition, der går ud over en tilgang til informationsbehandling.

Han argumenterer for, at empati udvikler sig på en lignende måde som stadierne i social kognitiv udvikling. Denne proces begynder med en empatisk global følelse, hvor et barn ikke har en klar sondring mellem sig selv og andre. Således er de forvirrede over kilden til følelser.

Herfra forløber det igennem flere faser til det mest avancerede trin, der kombinerer det, man opnåede i tidligere faser. I de mere avancerede stadier kan en person være empatisk med andre. Hovedsagelig ved at vide, at der er andre fysiske enheder end dem selv, og at andre har interne tilstande uafhængige af dem.

Et modent niveau af empati tillader en person at blive mere påvirket af andres vitale forhold snarere end af en øjeblikkelig situation. Ifølge Hoffman skal der være parallelitet mellem følelser og hengivenhed og tanker, moralske principper og adfærdsstendenser.

Faser i udviklingen af empati i barndommen

Ifølge Hoffman består udviklingen af empati i barndommen af fire faser:

Den første fase (global)

Dette sker i løbet af det første år i en persons liv. Her opfatter et barn stadig ikke andre som forskellige fra sig selv. Således forveksler de den smerte, de opfatter i andre som deres egen, som om det sker for dem. For eksempel kan en baby, der ser deres mor græde, tørre deres egne øjne.

Et andet eksempel

En 11 måneder gammel pige så en anden pige falde og begyndte at græde. Hun stirrede på offeret et øjeblik, satte derefter tommelfingeren i munden og skjulte sit ansigt i sin mors skød. Hun handler på denne måde, som det ville have været den mest almindelige reaktion, hvis hun selv var faldet.

Den anden fase (egocentrisme)

Denne fase svarer til det andet år i et menneskes liv. Her er barnet opmærksom på, at andre også kan opleve ubehagelige situationer. De antager imidlertid, at andres indre tilstande er de samme som dem, de oplever selv.

For eksempel kan en 13 måneder gammel dreng, der ser en trist voksen, tilbyde dem sin yndlingsbamse. Et andet eksempel er, når et barn i samme alder løber for at finde deres mor for at trøste et andet barn, der græder.

Den tredje fase (andre menneskers følelser)

Denne fase varer fra det andet til det tredje leveår. Her er et barn opmærksom på, at de følelser, de oplever, er forskellige fra andre menneskers. Alligevel kan de reagere på dem på en uselvisk måde.

I denne periode er et barn allerede i stand til at forstå, at en anden persons intentioner og behov adskiller sig fra deres. Derfor kan en persons følelser også afvige fra deres egne. De kan således tilbyde andre trøst.

Fjerde fase (andre livsvilkår)

Denne sidste fase er den sidste barndomsperiode. I den opfattes andres følelser ikke bare som reaktioner på et blot øjeblik, men også som udtryk for deres generelle livserfaring. Det vil sige, de reagerer forskelligt på forbigående og kroniske smertetilstande, fordi de tager hensyn til andres generelle tilstand.