To buddhistiske historier at fortælle til vores børn

oktober 10, 2017

Børn har en vis indre spiritualitet og glæde i sig, som os voksne stræber efter at opnå. I løbet af årene mister vi vores naturlige evne til at udvikle indre fred, som er det, der tillader os, at føle os tilfredse med os selv og med verden udenfor. Denne evne er illustreret i nogle buddhistiske historier.

Som samfund frakobler vi børn fra dem selv. Vi fortæller dem, at de ikke må græde, selvom de har slået sig. Vi beder dem om ikke at råbe, ikke at lege. Desværre opfordrer vi børn til ikke at lytte til, hvad deres indre stemme beder dem om, men snarere at lytte til, hvad deres miljø mener, er det mest passende.

Der bliver stadig større bevidsthed omkring denne fejl, som nærer vores interesser i at kunne tilbyde vores børn en opdragelse, som vil tillade dem at vokse op sunde og bevidste om sig selv. Vi har et magtfuldt redskab til at hjælpe os med denne opdragelsesmæssige opgave: buddhistiske historier.

Buddhistiske børn beder med lys

Den stigende interesse for buddhisme, buddhistiske historier og Østens visdom hjælper os til gengæld med at fremme en form for tankegang, der passer bedre med det objektiv, vi har fremlagt. Det er derfor, vi i denne artikel vil dele et par buddhistiske historier, som du kan glæde dine børn med.

Buddhistiske historier: Siddharta og svanen

For længe siden i Indien boede en konge og en dronning. En dag fik dronningen et barn. De valgte at kalde ham Prins Siddharta. Kongen og dronningen var meget lykkelige. De inviterede en vis gammel mand til at komme på besøg i kongeriget og forudsige barnets fremtid.

Fortæl os venligst, – sagde dronningen til den vise mand.
Hvad vil vores søn vokse op og blive?

Jeres søn vil være et specielt barn, – sagde han, – En dag, vil han blive en mægtig konge

Hurra!- råbte kongen.- Han vil blive en konge som jeg selv.

Men,– sagde den vise mand-, når barnet vokser op, vil han måske forlade paladset, fordi han gerne vil hjælpe mennesker.

Det kommer aldrig til at ske!– råbte kongen, imens han tog barnet væk fra manden. – Han vil blive en fantastisk konge!

Kongen passede altid på sin søn

Han sørgede for, at sønnen altid havde det bedste. Han ønskede, at Siddharta skulle nyde sit liv som en prins. Han ville have ham til at blive konge en dag. Da prinsen fyldte syv år, kaldte faren på ham og sagde til sin søn:

Siddhartha, en dag bliver du konge, det er på tide, du begynder at forberede dig. Der er mange ting, som du må lære. Her er de bedste professorer i verden. De vil lære dig alt, som du behøver at vide.

Jeg vil gøre mit bedste, fader – svarede prinsen.

Siddharta er en af de buddhistiske historier

Siddhartha begyndte på sine lektioner. Han lærte ikke at læse og skrive, men snarere hvordan man rider på hest. Han lærte at skyde med bue og pil, at kæmpe og slås med sværd. De var de talenter, som en vigtig ridder skulle bruge. Siddhartha lærte hurtigt. Ligesom hans fætter, Devadatta, for drengene var på samme alder. Kongen holdt altid øje med sin søn.

Prinsen er så stærk! Så klog. Hvor lærer han dog hurtigt. Han vil blive stor og berømt!

Når Prins Siddhartha var færdig med sine lektioner, kunne han lide at lege i paladsets have. Der boede alle mulige dyr: egern, kaniner, fugle og hjorte. Siddharta nød at se på dem. Han kunne sidde og observere dem så stille og roligt, at de ikke var bange for at komme tæt på ham. Siddharta elskede at lege nær søen. Hvert år kom et par smukke, hvide svaner for at bygge rede der. Han så på dem bag buskadset. Han ville vide, hvor mange æg de havde i reden, fordi han kunne lide at se på kyllingerne, når de prøvede at lære at svømme.

En eftermiddag var Siddharta ved søen

Pludselig hørte han en lyd over sig. Han kiggede op. Tre smukke svaner fløj over hans hoved. ”Flere svaner”, tænkte Siddharta, ”Jeg håber, de bygger rede i vores sø”. Men lige i det øjeblik faldt en af svanerne fra himlen. ”Åh nej!” råbte Siddharta, da han løb hen, hvor svanen var faldet.

“Hvad skete der?” “Der er en pil i din vinge”, sagde han. “Nogen har såret dig.” Siddhartha talte meget blidt til fuglen, så den ikke blev skræmt. Han begyndte at kærtegne den sødt. Meget forsigtigt fjernede han pilenHan tog sin trøje af og bandt den om fuglen. “Du kommer til at få det bedre meget snart,” sagde han. “Vi ses senere.”

En dreng fjerner pil fra en svanes vinge

Lige i det øjeblik kom hans fætter Devadatta løbende. “Det er min svane!,” råbte han. “Jeg ramte den, giv mig den”. “Den tilhører ikke dig,” sagde Siddhartha, “det er en vild svane”. “Jeg ramte den med min pil, så den er min. Giv mig den nu!”. “Nej,- sagde Siddhartha– Den er såret, og vi er nødt til at hjælpe den”.

De to drenge begyndte at skændes

“Stop,” sagde Siddhartha. “Hvis folk i vores kongerige ikke kan blive enige om noget, beder de kongen om hjælp. Lad os se, om vi kan finde ham nu”. De to drenge gik ud og ledte efter kongen. “Kan I ikke se, hvor travlt vi har? I må lege et andet sted.” “Vi er ikke kommet for at lege, vi er kommet for at bede om din hjælp” -sagde Siddhartha.

“Vent!” råbte kongen, da han hørte dette. “Send dem ikke væk. De har ret til at bede om vores hjælp”. Han var glad for, at Siddhartha vidste, hvordan han skulle handle i sådan en situation. “Lad drengene fortælle os deres historie. Vi vil lytte og give dem vores dom.”

Først fortalte Devadatta sin version af historien. “Jeg sårede svanen, så den tilhører mig.” Ministrene nikkede i enighed. Det var kongerigets lov. Et dyr eller en fugl tilhørte den person, der formåede at såre det. Herefter fortalte Siddhartha sin version af historien. “Svanen er ikke død,” argumenterede han. “Den er såret, men den lever stadig.”

Ministrene var forvirrede. Hvem tilhørte svanen? 

“Jeg tror, jeg kan hjælpe jer,” sagde en stemme. En gammel mand gik gennem døren. “Hvis denne svane kunne tale,” sagde den gamle mand, “ville den fortælle os, at den gerne vil svømme og flyve med de andre vilde svaner. Ingen ønsker at føle smerte eller død. Det samme føles af denne svane. Svanen ville ikke vælge ham, der forsøgte at dræbe den. Den ville vælge ham, der forsøgte at hjælpe den.”

En gammel mand aer en svane

Hele denne tid forholdt Devadatta sig stille. Han havde aldrig tænkt over, om fugle også havde følelser. Han var ked af at have såret fuglen. “Devadatta, du kan hjælpe mig med at passe på fuglen, hvis du har lyst,” sagde Siddhartha.

Siddhartha passede på svanen, indtil den var rask igen. En dag da dens vinge var helet, tog han den ud til floden. “Det er blive tid til at skilles,” sagde Siddhartha. Siddhartha og Devadatta så på, da svanen svømmede imod dybe vande. I det øjeblik hørte de lyden af vinger over sig. “Se,” sagde Devadatta, “de andre er kommet for at hente den.” Svanen fløj højt op i luften, op til sine venner. Så fløj de allesammen over søen en allersidste gang. “De siger tak,” sagde Siddhartha, da svanerne falmede ud i bjergene i norden.

Buddhistiske historier: Tre kragers visdom

I ethvert væsens liv kommer dagen, hvor de bliver voksne og bliver en del af de voksnes samfund. Krager er ikke undtaget dette. En dag måtte tre unge krager undergå en prøve udført af de ældre krager, som ville se, om de unge krager var modne nok til at flyve med de voksne. Klanens leder spurgte den første krage:

“Hvad mener du, at krager bør frygte mest i denne verden?” 

Den unge krage reflekterede over spørgsmålet i et øjeblik, og svarede “Det mest skræmmende i verden for en krage er en pil, fordi den med et slag kan slå en krage ihjel.” Da de gamle vise krager hørte dette, syntes de, at det var et meget godt svar. De løftede deres vinger og skreg i skadefryd. “Du har ret”, sagde lederen. “Vi vil gerne byde dig velkommen i vores samfund”.

Bagefter spurgte lederen den anden unge:

“Og hvad mener du, at vi bør frygte mest?”

En rødhåret pige taler med en krage

“Jeg mener, at en god skytte er mere farlig end en pil” sagde den unge krage.“For kun en skytte kan pege pilen mod sit mål og skyde det. Derfor er pilen uden en skytte intet andet end et stykke træ, som det jeg står på lige nu.” Kragerne besluttede, at dette var det mest intelligente svar, de nogensinde havde hørt. Forældrene til denne unge krage skreg i skadefryd og så på deres søn fulde af stolthed. “Du taler med stor intelligens. Vi er meget glade for at byde dig velkommen i vores samfund.” Herefter spurgte lederen af kragerne den tredje ungfugl:

“Og dig? Hvad mener du, at vi bør frygte mest?”

“Intet af det, som er blevet sagt indtil nu” sagde den tredje fugl. “Det, vi bør frygte mest, er en amatør skytte”.  Sikke et mærkeligt svar! Kragerne var forvirrede, og de skammede sig over den unge fugl. De fleste mente ikke, at fuglen var vis nok til at forstå spørgsmålet endnu, indtil lederen spurgte ham igen: “Hvad mener du?

“Min anden kollega har ret; uden en skytte er der ingen grund til at frygte en pil. Men pilen fra en god skyttes bue vil ramme, hvor den skal. Når du derfor hører lyden af en pil forlade buen, skal du bare flyve til højre eller venstre for at undgå pilen. Men du ved aldrig, hvor en amatørs pil rammer. Selv hvis du flyver væk, er chancen for, at pilen rammer dig, ligeså stor. Man ved simpelthen ikke, hvad der er bedst, at bevæge sig eller at stå stille.”

Da de andre krager hørte dette, forstod de, at denne unge krage besad ægte visdom. At han virkelig kunne se bag og udover ting. De så på ham med respekt og beundring. Ikke længe derefter bad de ham om at blive den nye leder af gruppen.