Ved at tænke for meget på minder glemmer du at leve

At tænke for meget på minder begrænser os. På en eller anden måde nyder man ikke nuet, og man udnytter ikke de muligheder, der kommer for at få nye oplevelser. Livet handler ikke om vores minder, men om at handle i stedet for. Livet går ikke baglæns, men fremad. Det handler om ikke at blive låst fast mellem fortid og fremtid, som om nutiden ikke eksisterede.

Minder er et nødvendigt vilkår i vores liv, og det kan man svært undgå. På en særlig måde holder vores minder os fast i det, som vil elsker, den vi er, og hvad vi ikke vil miste. Det indeholder det, som har berørt os allermest. Men vi må ikke tænke for meget på minder.

Hukommelsen er bedragerisk, fordi den er farvet med oplevelser fra nutiden og snyder hjernen. Forskellen mellem falske minder og de ægte minder er ligesom med juveler: De falske er ofte dem, der ser mest ægte ud og skinner allermest.

Forfatter, manuskriptforfatter og instruktør, Ray Loriga, gør i sin bog “Tokyo doesn’t Love Us Anymore” os opmærksom på noget, som videnskaben længe har advaret os imod: “Hukommelsen er ligesom den mest dumme hund. Du kaster en pind og den kommer tilbage med noget gammelt.”

Det gør livet umuligt at tænke for meget på minder

I et interview blev Albert Einstein spurgt, hvad han gjorde, når han fik en ny ide. Om han for eksempel skrev det ned på et stykke papir eller i en speciel bog. Videnskabsmanden svarede med bestemthed: “Når jeg får en ny ide, glemmer jeg den ikke.” Og det er sandt. Når noget virkelig optager os, er det umuligt at glemme det.

Vi husker altså det, som virkelig er vigtigt og som er i stand til at optage os, fordi det aktiverer de områder og forbindelser i hjernen, som arbejder med at bevare hukommelsen. Problemet med hjernen er, at den lagrer intenst det, som vi gerne vil glemme. Intet får hjernen til at virke så kraftigt, som når vi ønsker at glemme det.

Modsat psykologi advarer os om, at det at glemme er nødvendigt for at kunne opbevare relevant hukommelse. Endelig kan det være sådan, at vores minder måske ikke er så dumme og faktisk giver os noget i stedet for pinden, vi kastede til den.

Minderne er parfumen, som vi bærer

Glæden er den blomst, der blomstrer, mens vi lever, handler og agerer. Med den bygger vi vores minder hver dag, som en parfume vi bærer. De lykkeligste minder er de øjeblikke, som endte lige præcis der, hvor de skulle, uden at blive trukket med længere.

Derfor husker vi ikke dage, men vi husker øjeblikke. Det er derfor, vi er nødt til at få nye oplevelser igen og igen. Lykken i livet finder sted i de minder, vi bliver ved med at få. Konstant aktiv kan være lidt af en opgave, især hvis vi sidder godt fast i vores komfortzone. Alligevel er vi nødt til at leve intenst.

Selv om vi har en håndgribelig fysisk krop og er i stand til at modtage den omkringliggende verden med alle vores sanser, så er vi vant til at leve i vores minder. Nogle gange er vi dog nødt til at tage en beslutning. Vi kan tilbringe vores liv i det, der er tilbage af noget, som skete i fortiden og den måde vi føler dette på. Modsat kan vi tage kontrol over vores oplevelser og selvfølgelig også vores følelser. Vi vil kun finde vores glæde i livet, hvis vi gør dette.

Nøglen til at leve i andet end minderne er at tro, forstille sig og forvente mindre. At acceptere hvad vi har og intet andet. Lev i nuet uden at lade os distrahere af fælderne i vores hjerne.

Generelt er vi altid i færd med at forberede os på livet, men vi lever ikke. Livet skal altså leves den anden vej rundt. Glæden er ikke et andet sted, den er lige her i nuet. Husk altid på dette og lad være med at tænke for meget på minder.