Den stemningsfulde historie om munken og købmanden

12 oktober, 2020
Denne historie lærer os en livslektion om menneskelig natur, der måske vil overraske dig. Læs med her for at lære historien at kende!

Historien om munken og købmanden begynder i en ydmyg landsby. Alle indbyggerne i landsbyen levede i harmoni på trods af deres knappe ressourcer. Indbyggerne var venlige over for hinanden, og de havde en stærk samfundsfølelse. Et kloster lå i nærheden af landsbyen, og munkene, der boede der, tog sig altid af deres naboer.

Da munkene havde en god hvedehøst det år, bad hovedmunken en af sine brødre om at samle en god mængde af det, og tage det hen til landsbyen i en vogn. De delte al deres mad, fordi de mente, at kun gennem deling ville de opleve glæden ved overflod.

Munken var meget lydig og opmærksom, så han udførte sin undervisers ordre lige med det samme. Med sine egne hænder samlede han to bundt hvede og placerede dem på vognen, et efter et. Da han var færdig, kunne han kun tænke over, hvor glade landsbybeboerne ville blive, når han gav dem hveden.

“Charmen ved fortiden er, at det er fortid.”

Oscar Wilde

Mødet mellem munken og købmanden

Den næste dag stod munken meget tidligt op for at køre vognen til landsbyen. Selvom han fra begyndelsen bemærkede, at vognen var ret tung, tænke han ikke så meget over det.

Han havde travlt med at sikre sig, at han tog den størst mulige mængde af hvede med til sine naboer. Derfor havde han bundet bundterne, så godt han kunne, og fastspændt de tre stærkeste heste.

Munken startede sin tur mod landsbyen, der var tre mil væk. Morgenen var smuk, og munken var fyldt med lykke. Han forestillede sig ansigterne på de sultne folk, der ville få hveden. De havde formentlig ikke haft særlig meget mad i lang tid.

Han tænkte over alle disse ting, da hestene pludselig blev forskrækkede. Før han kunne reagere, mistede han kontrol over vognen. 

Han forsøgte at beherske hestene, men det var umuligt. Vognen blev pludselig hægtet af, og den begyndte at rulle ned ad bakken. Uheldigvis var der en købmand, der passerede forbi i samme øjeblik. Skæbnen var ved at forene munken og købmanden for altid.

Historie om munken og købmanden illustreres af en munk i en hestevogn

Vægten af tragedie

Alt skete så hurtigt. Munken vidste ikke, hvordan vognen ramte købmanden. Da han så ham på jorden, blødende og bevidstløs, løb han efter hjælp, så hurtigt han kunne, men forgæves. Købmanden døde. Fra det øjeblik var det som om, at munken og købmanden var blevet til én person.

Kort efter dette kom nogle landsbybeboere for at hjælpe. Han gav dem hveden, og så tog han tilbage til klosteret. Han følte, hans sjæl var bristet. Fra denne dag så han købmandens ansigt alle steder, han befandt sig. Når han sov, drømte han om ham. Når han vågnede op, kunne han ikke tænke på noget andet. Billedet af den døde mand jagede ham.

Munken bad til sidst sin underviser om råd. Underviseren fortalte ham, at han ikke kunne blive ved med at leve på den måde, og at han var nødt til at tilgive sig selv. Munken fortalte ham, at det ville være umuligt.

Han følte sig forfærdelig skyldig over det, der var sket. Måske, hvis vognen ikke havde været så tung, ville han have været i stand til at kontrollere den og dermed have undgået at ramme købmanden.

Tegning af grædende mand

Lektien fra historien om munken og købmanden

Historien fortæller, at munken ikke kunne ryste sin følelse af dyb fortrydelse af sig i månedsvis. Jo mere han tænkte på det, des mere skyldig følte han sig. Som vidne til dette tog underviseren en beslutning. Han hidkaldte munken og fortalte ham igen, at han ikke kunne blive ved med at leve på den måde.

Dernæst rådede underviseren ham til at tage sit eget livMunken var overrasket, men han forstod hurtigt, at det måske var hans eneste vej ud. Ikke desto mindre havde han ikke modet til at gøre det selv.

Underviseren fortalte ham, at han ikke skulle bekymre sig. Han ville gøre det ved at halshugge sin discipel. Munken, der overlod sig til sin skæbne, accepterede.

Underviseren sleb sit sværd og bad munken om at knæle og lægge sit hoved på en sten. Munken gjorde, som han fik besked på. Underviseren løftede sværdet over hans hoved, og munken begyndte at ryste. Han brød ud i koldsved. Han var skræmt. Dernæst tog underviseren sværdet op over hans nakke, men han stoppede et par centimeter over hans hud.

Landskab med solnedgang

Munken var lammet af frygt. Hans underviser spurgte ham så: “I løbet af disse få øjeblikke har du så tænkt på købmanden?” Munken svarede, at det havde han ikke. Det eneste, han kunne tænke på, var sværdet, der ville skære hans hals over.

Underviseren sagde så: “Det betyder, at dit sind er i stand til at distancere sig fra det dårlige minde. Hvis du gjorde det én gang, kan du gøre det igen”.