Social dramaturgi: Når vi tager masker på for at være sammen

Vores liv kan sammenlignes med en stor maskerade.

Bedømt og godkendt af psykolog María Vélez.

Skrevet af María Vélez

Sidste ændring: 27 december, 2022

Det er muligt at analysere vores måder at være sammen på, som om det var et skuespil. Ligesom om vores sociale liv bestod af en række af maskerader. Social dramaturgi er en mikro-sociologisk tilgang. Den fokuserer på studiet af den menneskelige adfærd og de regler, der styrer vores handlinger i dagligdagen.

I Platons Symposium spørger Sokrates, hvilken genre af de antikke græske, drama, komedie eller tragedie, der kommer tættest på at afspejle det virkelige liv. Sokrates argumenterede for, at det var tragedien. Men det var Erving Goffman, skaberen af symbolsk interaktionisme, der sagde, at livet var som en scene.

Goffman argumenterede med, at i alle de sociale sammenhænge, vi deltog i, ville vi bevidst eller ubevidst forsøge at afspejle et konkret billede af os selv. Med andre ord så forsøger vi at manipulere med, hvordan andre opfatter os.

For Goffman er vores personlighed ikke et internt fænomen. Det er summen af alle de forskellige masker, som vi tager på gennem vores liv: En social dramaturgi.

Hvad er social dramaturgi?

Både skuespillere og personer i det sociale liv har det samme formål: At være i harmoni med personerne omkring dem. For at kunne give et godt indtryk skal vi besidde dramtiske (sociale) evner og de nødvendige kostumer og rekvisitter.

Men alt dette er irrelevant, hvis skuespillerne på scenen ikke er enige om forventningerne og grænserne for deres stykke. Med andre ord så vil deres fortolkning implicit indikere, hvordan de skal spille i et bestemt stykke (socialt miljø).

Scenen og bag kulisserne

Der er to vigtige elementer i social dramaturgi: Scenen og bag kulisserne. Særligt scenen består af de øjeblikke, hvor vi viser et billede af os selv frem for andre. På den anden side vil vi ude bag kulisserne have vores privatliv. Det kan også være en anden maske, som vi tager på.

Social dramaturgi består af at vide, hvordan man bevæger sig mellem scenen og bag ved kulisserne. Desuden er det at kunne skifte fra et sæt til et andet og have et passende kostume til alle tider være vigtige krav for at opnå social succes. Den, som ikke kender til, hvordan man skal agere i løbet af skuespillet, er i fare for at blive afvist allerede i castingen.

Imens vi udfører vores skuespil, er vores udtryk ved overraskelse, bifald, ironi eller mishag med til at forme andres opfattelse af os. Dette er vi udmærket klar over, hvorfor vi kontrollerer, hvad vi siger, styrer vores bevægelser og overvåger vores reaktioner.

Vi er altid i gang med at spille en rolle. Ydermere definerer vi vores roller baseret på de omgivelser, som vi forsøger at tilpasse os selv i.

Vi forsøger altid at tilpasse os vores rolle. Ligesom medvirkende i TV-shows kan vi starte med det første afsnit, der omhandler vores personlighed og vores job, uddannelse eller andre forhold. Vi kan begynde at forandre os og definere disse aspekter, når vi hører publikums reaktion.

Herfra dedikerer vi vores liv til at tilpasse sig denne rolle. Eller i det mindste indtil de aflyser vores show, og vi er nødt til at smide den maske væk. Vi kan for eksempel miste vores job, blive skilt fra vores partner eller bestå en eksamen i skolen.

Image og det skjulte: Social dramaturgi

For Goffman forsøger folk i denne sociale dramaturgi at være til stede i deres idealbillede, hver gang de er sammen med andre. Det er, fordi vi tror, at det er gavnligt at skjule nogle sider af os selv:

• Vi skjuler processen, hvor vi øver os på rollen: Vi er ligesom en lærer, som efter at have forberedt en undervisning i timer, giver indtryk af altid at have behersket det emne, han eller hun taler om. Med andre ord så foretrækker vi at vise det færdige resultat af vores prøver. Vi viser ikke andre alle vores fejl, eller hvor mange gange vi har indøvet vores replikker, før vi endelig kunne dem udenad. Det er alt sammen noget, som foregår bagved scenen.
• Vi skjuler det beskidte arbejde, det har krævet for at nå frem til den, vi er. Vores rolle kan være uforenelig med alt, hvad vi tidligere har stået for. Forestil dig en politiker, som vandt valget ved at sælge ud af sin integritet. Der skulle kæmpes med næb og kløer for at nå frem til toppen.
• Vi skjuler alt, som kunne stå i vejen for at fortsætte med vores skuespil. For at gøre dette holder vi kritik for os selv. Ydermere undgår vi at reagere på beskyldninger på en måde, der kunne ramme det image, vi selv har valgt at vise.

Vi handler med vores moral

Som Erving Goffman sagde: “I deres egenskab af optrædende vil mennesket være optaget af at fastholde det indtryk, de giver andre, for at leve op til de standarder, som de og deres produkter bedømmes efter. På grund af at disse standarder er så talrige og så overbevisende, vil mennesker, som spiller skuespil, dvæle mere, end de selv tror, i en moralsk verden. Men qua disse skuespillere er mennesket ikke optaget af moralske emner for at erkende disse standarder. De er optaget af amoralske emner, der søger efter en måde, der kan opbygge et overbevisende indtryk af, at disse standarder er virkelige. Vores aktiviteter er derfor i høj grad optaget af moralske emner, men som skuespillere har vi ingen skrupler ved dem. Som skuespillere handler vi med vores moral”.

Kan dette være rigtigt?