Smerten ved separation: Samvær som en fundamental rettighed

Intet barn skal opleve smerten ved separation fra sine forældre. Hvis man ser på mønstrene over flygtninge verden over, så er vi nødt til at etablere en vigtig regel: Familien som en enhed.

Et barn vil aldrig glemme det at blive separeret fra sine forældre. Smerten ved separation er så hjerteskærende, at det kan give varige skader og plage barnet resten af livet. Det er, hvad de små børn, som så brutalt og voldeligt fjernes fra deres forældre ved den amerikansk-mexicanske grænse, føler.

I midten af juni bragte aviser verden rundt fotografier og videoer fra Rio Grande Valley i det sydlige Texas. Den amerikanske regering opførte en række faciliteter til de børn, der var blevet separeret fra deres forældre.

I disse bygninger græd dusinvis af børn og spurgte efter deres familier gennem jerngitre. Billederne viste den mest inhumane og grusomme side af den menneskelige race.

De var børn af centralamerikanske immigranter, der var kommet illegalt ind i landet. Selv om børnene var uskyldige, måtte de lide en meget barsk straf. De blev med vold separeret fra deres mødre og fædre af den amerikanske regering. Denne separation er et udtryk for den “nul tolerance” politik mod illegale immigranter, som præsident Donald Trump indledte.

Selvom præsidenten stoppede separationen efter socialt pres, så er mange børn stadig ikke blevet forenet med deres familier. Eksperter i børnepsykologi siger, at skaden allerede er sket. Sårene efter en så traumatisk oplevelse er permanente i mange tilfælde.

Smerten ved separation: Et permanent sår

Billedet i starten af denne artikel er gået verden rundt. Det udtrykker præcist, hvordan smerten ved separation ser ud. Smerten og fortvivlen i det barns ansigt taler for sig selv. Hun er en to-årig pige fra Honduras.

Myndighederne arresterede hende sammen med hendes mor og far ved grænsen. Heldigvis kunne denne pige blive hos sin mor, men stadig føler hun truslen fra myndighederne. Hun bemærkede helt sikkert den smerte og frygt, som hendes mor udviste, da de blev anholdt.

I mere end 70 år har psykologer undersøgt effekterne af traumer i børns hjerner. Det er en kendsgerning, at intet rammer den fysiske, neurologiske og følelsesmæssige udvikling mere end at blive adskilt fra sine forældre, lige meget om det er midlertidigt eller permanent.

Mange af de 2000 flygtende børn blev separeret fra deres forældre med vold, hvilket er noget af den værste måde, det kan ske på.

Vold intensiverer påvirkningen af traumet. Vi ved, at efter disse separationer går børnene gennem tre stadier: Protest, desperation og løsrivelse. Når de først når til det sidste stadie, er de ligeglade med, om du giver dem mad eller ej, hvis du møder nogle af deres fysiske behov.

Tomrummet, der kommer som en del af smerten ved separation fra deres familiemedlemmer, som giver hengivenhed, sikkerhed og opmærksomhed, efterlader barnet i en tilstand af absolut hjælpeløshed.

Angst: Begyndelsen til smerterne

Smerten ved separation kommer fra en sikker kilde: Angst. Naturen har programmeret mennesker til at reagere på denne måde. Hvis vi bliver adskilt fra vores vigtigste sociale kerne, vil vi gå gennem mange forskellige følelser. Stress, frygt og uvished er i top tre.

Alle disse følelser definerer følelsesmæssig angst. Så er det ligegyldigt, om de var dårlige forældre. Separation fra dem er stadig noget, som sætter børn i en tilstand af absolut fortvivlelse.

Lidt efter lidt vil denne ophobede angst ændre psykologien hos barnet. Stresshormoner som kortisol begynder at skabe kaos på den umodne organisme. Hjernen hos et barn i voksealderen er der, hvor traumet vil sætte sig i hovedet.

Samvær er en fundamental rettighed

Intet barn skal opleve smerten ved separation fra sine forældre. Hvis man ser på mønstrene over flygtninge verden over, så er vi nødt til at etablere en vigtig regel: Familien som en enhed. Vi må ikke glemme, hvad disse børn allerede har været igennem. De har forladt deres hjem og deres vante omgivelser for en rejse, som hverken er let eller behagelig.

Hvis vi lægger en separation oveni det, er virkningen altødelæggende. Børn, som har alvorlige psykologiske lidelser, vil vokse op som voksne med de samme lidelser. En mental ustabil voksen er meget mere farlig end et barn. Det er derfor, vi er nødt til at se familien som en enhed, som en fundamental rettighed, som aldrig må brydes mellem barnet og de voksne.

Som en ung dreng, John Bowlby, siger, så ved vi ikke, hvad døden er, men vi ved, hvad fraværet af en mor eller far er. Hvis de eneste mennesker, som kan sørge for deres behov, ikke er der, vil angsten og smerten ved separation være traumatisk. Således vil et sår være åbent, som er meget svært at få til at hele igen, hvis det da ellers kan det.